Fl. Chr. Nielsen: Bureaukratiets dødsangst er et ryddet skrivebord

At være afhængig af et bureaukrati er som at vade i meterhøj sne. Og vinteren hører aldrig op. Når foråret andre steder pibler frem, lever du stadig i et Sibirien. Derfor er det så trøstesløst at læse om ægtepar, der i årevis har søgt om familiesammenføring, eller om unge dansktalende, der siden børnehaven har anmodet om et dansk pas. Eller om en olding, der i sin ungdom bad om tilladelse til en udbygning på sit hus. Eller om en asylansøger, der afventer svar på et udfyldt skema.

Eneste opmuntring i den evige sne er at varme sin forhærdede sjæl på én af Finn Søeborgs romaner om de bureaukrater, der bruger deres arbejdstid på at sænke slagskibe.

Søeborg skrev sine romaner for mange år siden, men se, om bureaukratiet af den grund er smeltet. For et opfindsomt politisk parti burde det ellers være en hjerte- og vælgersag at komme bureaukratiet til livs. Men bureaukratiets snemasser, der vælter ned over alt, forhindrer det.

Så hvordan rydde en sti?

Her må klummeskriveren i afmagt gribe til en personlig oplevelse med bureaukrater. Men alle bureaukratiets ofre vil genkende den bedrøvelige vinterudsigt, der åbner sig for den, som er faldet i bureaukratiets kløer.

Jeg kunne herefter fordybe mig i en psykologisk gyser fra en spøgelsesverden, som kun kendes af den, der i sine natlige mareridt har mødt en dæmonskare af bureaukrater.

Flemming Chr. Nielsen

For mit vedkommende har bureaukraterne indrettet deres kontorlandskab i Danmarks Radio, og hele miseren startede bagatelagtigt den 1. juli 2016. Den solvarme fredag opdagede jeg tilfældigt, at DR i en udsendelse og uden min accept havde brugt en tekst, som ud fra enhver betragtning var min private ejendom.

På en venlig mail svarede én af bureaukraterne ret hurtigt, at man selvfølgelig ville sende mig et honorar. Og jeg glædede mig til, at der nok en af dagene blev indsat en tusse på min konto – eller f. eks. kr. 988,26, så det lignede en indexreguleret takst.

Men bureaukratens formulering burde allerede dengang have gjort mig mistroisk, for en nærlæsning afslørede, at han slet ikke skrev, at han ville sende min betaling. Han brugte i stedet det altfavnende elastikudtryk, at han ville ”følge op.”

Den morgen gik det op for mig, at overmagten var skræmmende. Det var som ene mand at stå ansigt til ansigt med alle Napoleons og Maria Rørbye Rønns armeer

Flemming Chr. Nielsen

Herefter indfandt bureaukratiets tavshed sig. Og da vi ydmyge småborgere nødigt ulejliger en offentlig myndighed mere end absolut nødvendigt, lod jeg der gå godt halvanden måned, før jeg igen rykkede for mine skillinger. Det skulle jeg aldrig have gjort. Forestil jer det chok, der gennemrystede mig, da jeg modtog bureaukratiets bespottelige reaktion den 18. august 2016:

”Hvis du ikke kan finde tålmodigheden, må du jo lægge sag an mod Danmarks Radio.”

Den morgen gik det op for mig, at overmagten var skræmmende. Det var som ene mand at stå ansigt til ansigt med alle Napoleons og Maria Rørbye Rønns armeer, men lykkeligvis havde jeg en fagforening, der ufortøvet ilede til undsætning og med lige dele diplomati og beslutsomhed henvendte sig til Danmarks Radio.

På henvendelsen svarede bureaukratiet ikke én gang til, at man ville ”følge op.” Bureaukratiet gentog heller ikke, at jeg jo kunne lægge sag an mod Danmarks Radio. Bureaukratiet iværksatte i stedet den redningsaktion for sig selv, at man indledte en desperat intern mail-udveksling, en uendelig stafet af mails, en evigt repeteret korrespondance, som er vor tids udgave af Finn Søeborgs slagskibs-sænkning.

Men som i alle selvsmørende og selvernærende systemer kan der opstå tekniske fejl, og da én af de medvirkende kom til at trykke på en forkert tast, blev en kopi af den interne korrespondance (det søeborgske slagskib!) videresendt til mig.

Jeg kunne herefter fordybe mig i en psykologisk gyser fra en spøgelsesverden, som kun kendes af den, der i sine natlige mareridt har mødt en dæmonskare af bureaukrater. A skrev til B, som videresendte til C, der desværre ”er syg i dag,” men som efter lykkeligt at have overstået sin sygdom mailede til D, der mailede til E, som mailede til F, der mailede til G, som misforstod sagen og derfor hidkaldte rednings-assistance fra ”DR Jura,” for ”det kan være, de har erfaring.” Men ”DR Jura er på bar bund,” så maredansen af mails fortsatte som et monotont urværk, mens C-som-er-syg-i-dag igen blev restitueret og i stand til at deltage.

Altså en evig dødedans med bureaukrater bøjet over deres tastaturer/slagskibe og kun forstyrret af min fagforenings konstante rykkere, som hver gang og med passende forsinkelse blev besvaret med, at ”vi er i fuld sving med at se på, hvad der er op og ned.”

Den 25. oktober fremsatte fagforeningen et honorarkrav, der langt oversteg min sølle drøm om en tusse indsat på min konto allerede i juli måned. Og kravet blev et elektrochok for bureaukraterne, så de først magtede at svare med en måneds forsinkelse. Svaret var kun en beklagelse af, at man ”ikke havde fået meldt tilbage noget tidligere,” og at ”DR Jura er på tynd grund.”

Omsider – den 16. december og dermed 169 dage efter den banale start på hele affæren – accepterede bureaukraterne det nu kraftigt forhøjede honorarkrav, for i mellemtiden havde fagforeningen truet med at ”eskalere” sagen og inddraget andre rettighedshavere, der også havde småpenge til gode i Danmarks Radio.

Jamen, så er pengene vel udbetalt? Nej, endnu ikke, for der skal oprettes en aftale, ”som vi kan udbetale på baggrund af.” Jamen, så er aftalen vel oprettet? Nej, endnu ikke.

Jeg beklager den lange omvej over egne rædselsscenarier, men den almene og let genkendelige lære, som kan uddrages, er den, at bureaukratiet aldrig slipper en sag. Så længe sagen kan holdes ud i strakt arm, mener bureaukratiet at have fortjent sin løn for veludført forhalingstaktik. Bureaukratiets dødsangst er et ryddet skrivebord, der skriger på besparelser.

Den politiske dødshjælp til bureaukratiet må være en lov, som fastlægger, at ingen sag må strække sig ud over 28 arbejdsdage. Herefter pålægges de involverede bureaukrater personlige dagbøder som dem, der findes i byggeriet.

Og indtil den lov er vedtaget, kan Danmarks Radio på Emil Holms Kanal 20, 2300 København S jo indgå i en lokal forsøgsordning.

Det bureaukrati, som nu tøvende og modvilligt har givet efter for min simple bøn om betaling for offentlig udnyttelse af min ejendom, ja, det bureaukrati får i eksperimentet 28 dage til at løse det uendeligt meget mere komplicerede problem om Johannes Langkildes kones verdensberømte hest.

Inden 28 dages-fristens udløb skal bureaukratiet fremlægge en redegørelse for, hvordan favorithesten i stedet for at blive transporteret hjem på licensbetalernes regning kan udnævnes til livsvarig dansk konsul i Washington.

Bureaukraterne vil elske den opgave og ansøge om en forlænget tidsfrist med den begrundelse, at de skal have inddraget ”DR Jura” og i øvrigt ”er i fuld sving med at se på,” hvordan de romerske jurister på kejser Caligulas tid løste et helt tilsvarende dilemma.

.....

Flemming Chr. Nielsen (født 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.