Fl. Chr. Nielsen: Den Eichmannske sirenesang

På min reol står der en bog, hvis ryg for et års tid siden blev stærkt misfarvet. En kaffekop væltede, og dens indhold ramte bogryggen, som i dag nærmest må karakteriseres som rødbrun.

Hver gang jeg kaster et blik på bogen, tænker jeg derfor på den radikale leder Morten Østergaard, der brugte ordet ”rødbrun” om en eventuelt kommende socialdemokratisk regering med SF og Dansk Folkeparti som grundlag.

Omgående brød et politisk tordenvejr løs, for selv en farveblind fattede, at den brune farve skulle henvise til Dansk Folkeparti og derfra igen til de politiske forhold i 1930ernes Tyskland (og Danmark).

Morten Østergaard blev udsat for en auto-kanonade af beskyldninger om, at hans rødbrune udlægning var det dummeste, der var kommet ud af nogen mund, siden forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) ved Folketingets åbning i 1999 sagde om Dansk Folkeparti, at ”set med mine øjne, stuerene det bliver I aldrig.”

Hvad der især ville tirre, er den anstødelige bemærkning om, at vi lader vores opfattelse af de anderledes blive forgiftet af den måde, hvorpå de tilbeder deres Gud. 

Fl. Chr. Nielsen

Historikere blev imens kimet ned af reportere, der for den journalistiske renfærdigheds skyld ville have rede på den brune farves politiske betydning. Og jo, den måtte utvivlsomt angå de nazistiske SA-troppers brune skjorter.

Mundhuggeriet endte med, at Morten Østergaard erklærede, at han lige så vel som rødbrun kunne have sagt rødgul.

Dengang stod pæne, kristeligt og humanistisk indstillede mennesker og vaklede på en tærskel, mens uhyrlige ord dansede deres dødedans for øjnene af dem.

Fl. Chr. Nielsen

Og i lighed med kaffepletter tørrede debatten efterhånden ud. Ingen havde ord eller ork til en fortsættelse om, hvorvidt falmet brunt har et skær af gult.

Men den aften, min kaffekops indhold løb ud over en bog, husker jeg tydeligt. Og jeg har før her i Altinget beskrevet, hvad der skete. Jeg sad såmænd og så i fjernsynet en genudsendelse af en gammel reportage om retssagen mod Adolf Eichmann.

Han blev stillet for retten i Jerusalem i 1961, dømt for forbrydelser mod menneskeheden - og året efter hængt.

Som nazistisk embedsmand havde han haft til opgave at gennemføre kravet om den jødiske befolknings udrejse af Tyskland. Siden blev han forfremmet til at sørge for transporten til udryddelseslejrene. Han sikrede togenes rettidige afgang og lejrenes effektivitet. Han optrådte som en ivrig og myreflittig tjenestemand. Eichmann var en herre, de overordnede altid kunne regne med.

Så indtraf der i reportagens slutscene noget ganske uventet. Indtil da havde jeg ikke skænket nutidig dansk politik den ringeste tanke. Der var jo tale om noget så fortidigt og forrykt som Adolf Eichmann og nazismen. Reportagen var også halvgammel. Den stammede fra 1962.

Men hør så, hvordan den nazisme, som Eichmann engang tjente, i 1962 blev opsummeret for alverdens seere:

”Vi, der troede, at Gud skabte os bedre end andre mennesker, har selv stået på den tærskel, hvor Adolf Eichmann stod. Da vi lod formen på andres næser, deres hudfarve eller måden, hvorpå de tilbeder deres Gud, forgifte vores opfattelse af dem, kendte vi den mangel på fornuft, der udløste Eichmanns vanvid. Det var sådan, det begyndte for dem, der gjorde disse ting."

I en nutids-reportage kunne de samme ord ikke formuleres uden at udløse et politisk raseri, give anledning til fyresedler og folketingsdebatter og føre til chefredaktionelle beklagelser og undskyldninger.

For tænk at sammenligne os med et monster.

Hvad der især ville tirre, er den anstødelige bemærkning om, at vi lader vores opfattelse af de anderledes blive forgiftet af den måde, hvorpå de tilbeder deres Gud. Den slags skal man ikke ustraffet rive os moderne i næsen – og slet ikke med en storsnudet henvisning til vores ”mangel på fornuft.”

Så meget er der tæret på vore idealer siden 1962. Dengang havde vi en nogenlunde fælles tro på menneskets værdighed, og vi hyldede et både kristent og humanistisk nej til overgreb og nedværdigelse. Der var ingen folkelig sympati for magthavere, der ville sondre mellem mennesker på grund af deres tro. Godhedsindustri og rettighedspladder var endnu ikke opfundne fremmedord. At sende folk ud til en ukendt skæbne med loven som redskab var noget utænkeligt.

Det centrale i citatet om Eichmann er derfor det udtryk, der hedder en ”tærskel.” Hver især står vi i næsten alle forhold på en tærskel mellem godt og ondt, men forbløffende nok gav Morten Østergaard-balladen ikke medierne anledning til at repetere for læserne, hvad Dansk Folkeparti og andre i partiets omegn har sagt og skrevet af skamløsheder om måden, hvorpå nogen tilbeder deres Gud.

Det kunne ellers have været på sin plads, for det er en journalistisk grundregel, at et konflikt-materiale altid fremlægges til læserens egen vurdering, og der er rigeligt med uhumskheder at hente i de DF & nabolag-udsagn, som præsenteres i f. eks. Knud Lindholm Laus bog ”Bare fordi at.”

For ”det var sådan, det begyndte.” Også dengang stod pæne, kristeligt og humanistisk indstillede mennesker og vaklede på en tærskel, mens uhyrlige ord dansede deres dødedans for øjnene af dem.

Og det er nu engang ordene, der former vores virkelighed. - Lige fra integrationsministerens harmløst indpakkede: ”Jeg vil ikke fratage dem muligheden for at dyrke deres religiøse højtider, men …” og til de ikke-citerbare floskelmøddinger. Fornuften protesterede mod skellet mellem ”os” og ”de unormale,” men lokket af suggestion og mytologi, hypnose og sirenesang trådte flere og flere over tærskelen.

Så stilfærdigt sagt: Morten Østergaard fortjente ikke en skidtspand hældt over sig. Han ville vel bare udtrykke, at der altid er en tærskel, og at enhver kan snuble over den og pludselig ligge forført med næsen i skidtet på dens anden side.

--------------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen ”Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år”. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.