Fl. Chr. Nielsen: Den forpulede ytringsfrihed

På Facebook blev der under stormfloden her i januar lanceret en makaber historie som BREAKING NEWS. Dragør var bukket under for vandmasserne, og i en synkefærdig gummibåd havde Ralf Pittelkow, Karen Jespersen og deres Korte Avis ligget ude i Øresund og kæmpet sig ind mod den frelsende svenske kyst. Men hele vejen op igennem Kattegat blev de to flygtninge afvist af varselskud fra den svenske kystvagt, og forsmædeligt druknede de og flød i land på Anholts strande.

Nogen blev politisk forargede og spurgte, om historiens afsender ville servere en tilsvarende skrøne om f. eks. den ”venstreorienterede” Informations chefredaktør.

Omtrent samme reaktion opstod hos Politikens læsere, da Inger Støjberg engang i avisen blev tegnet ved sit juletræ, der var smukt pyntet med lys, dannebrogsflag – og en hængt flygtning. Kunne avisen finde på at tegne Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen klynget op i en interimistisk galge af et par afviste asylansøgere?

Sådan myldrer de frie associationer i et land, der er politisk kløvet. Kan det apropos samme stormflod tillades at fremstille Inger Støjberg som en sandsæk, der er lagt ud af Venstre i håb om at dæmme op for Dansk Folkepartis vælgerhugst? Også det skændes der om på Facebook, endda med henvisning til salmedigteren Kingo, som i det 17. århundrede – og dermed glemt og fortrængt – beskrev hver og én af os som: bare en ormesæk!

Med umisforståelige ord kaldte Ejbøl ytringsfriheden ”forpulet,” hvilket vil sige forbandet, fordømt, skide, fucking. Hvad var nu det for noget?

Flemming Chr. Nielsen

Siden Muhammed-tegningerne har ytringsfriheden været en agtværdig dansk værdi, for intet skulle herefter være os helligt. Alle – dog primært muslimer, men for mangfoldighedens skyld suppleret med andre hadeobjekter – skulle som grundlæggende princip finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Og det er næppe forkert, at der dengang skete et skred. Fra at være karakteriseret som nogenlunde rimelige kulturmennesker forvandledes vi som danskere til en art naturvæsener, uhæmmede i vores ytringsbehov.

Ophavsmanden til den berømte/berygtede Muhammed-billedtekst havde sågar planer om at lade Holocaust-karikaturer offentliggøre i Jyllands-Posten, så enhver vil forstå, at Den Korte Avis’ redaktører som lig på Anholt og integrationsministeren som sandsæk, må høre til de absolutte småkrusninger på ytringsfrihedens grænseløse ocean.

I flere år lignede Muhammed-tegningerne plus ledsagetekst en ubetinget succes. I et frit land skulle der naturligvis være fri tale, og både tegneren Kurt Westergaard og tekstforfatteren Flemming Rose fik tildelt en stribe medaljer og ærespriser. Deres forsvar for ytringsfriheden blev det nærmeste, Danmark i nyere tid har nået en international publicistisk succes.

Bortset fra de muslimer, der følte sig reduceret til hekse og syndebukke, blev hytte som borg lige ivrige deltagere i ytringsfriheden som selskabsleg. Altid efter mere eller mindre fattig evne, som da Folketingets nuværende formand midt i et rødkindet og lidenskabeligt forsvar for ytringsfriheden føjede til, at selvfølgelig skulle den ikke omfatte den arabiske tv-kanal Al Jazeera, for ”den er indoktrinering.”

Men upåagtet af den politiske linedans på ytringsfrihedens hellige alter viste det sig efterhånden, at alteret i sig selv var et vakkelvornt fundament. Under det lurede en tsunami, for i august 2008 erkendte Jyllands-Postens tidligere chefredaktør Carsten Juste i et radio-interview, at ytringsfrihedshelten Kurt Westergaard slet ikke havde sin ytringsfrihed på avisen: ”Jyllands-Posten anlægger en kommerciel vurdering snarere end en vurdering, der handler om at forsvare ytringsfriheden.”

Og umiddelbart derefter erklærede Carsten Justes afløser som chefredaktør Jørn Mikkelsen, at det ville få konsekvenser, hvis ytringsfriheds-tegneren Kurt Westergaard endnu engang tillod sig at optræde på Dansk Folkepartis landsmøde, som han havde formastet sig til samme års 20. september. Udsat for den besked afsvor Kurt Westergaard sin frihed til at optræde, hvor han ville.

Men trods de underjordiske eruptioner dukkede tsunamien først for alvor op til havoverfladen i efteråret 2016. Derefter kunne hverken sandsække eller håndspålæggelser holde den tilbage. Pludselig brød den igennem alle spærringer, og offentligheden kunne undrende se til, da det viste sig, at JP/Politikens bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl i årevis havde haft et forhold til ytringsfriheden, der var om muligt mere bizart end folketingsformandens. Med umisforståelige ord kaldte Ejbøl ytringsfriheden ”forpulet,” hvilket vil sige forbandet, fordømt, skide, fucking.

Hvad var nu det for noget?

JP-journalisten Per Nyholm udlagde i december 2016 en forsinket sandsæk, hvorpå der til varmhjertet forsvar for bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl stod skrevet, at han er ”seriøst optaget af ytringsfriheden.” Og Flemming Rose placerede samtidig med en kronik i Politiken en contra-sæk, hvoraf det fremgik, at samme bestyrelsesformand bare var misundelig på Flemming Roses succes, og at ”det blev en besættelse for Jørgen Ejbøl at få lukket munden på mig.”

Graham Greene har engang i en roman skildret de gnidninger og fordømmelser, der uundgåeligt opstår blandt idealister, som vil forme og forbedre verden og dens mennesker. Før eller siden kommer idealisterne i splid med sig selv og hinanden. De lurer bag lukkede døre, spionerer i alle sprækker, bagtaler og spænder ben, danner alliancer på tværs og modstandsgrupper på langs, og på et tidspunkt falder projektet sammen som en vandbakkelse.

Sådan ser det ud til at være gået det ytringsfriheds-projekt, som den 30. september 2005 blev søsat af Jyllands-Posten. I medie-portalen Infomedia er der siden dæmningsbruddet og de tilhørende sandsække i december sidste år blevet langt mellem de artikler, der hylder håneretten. Og Jørgen Ejbøl, der omtaler ytringsfriheden som forpulet, er fortsat bestyrelsesmedlem i Justitia, landets fremmeste ytringsfriheds-tænketank.

For en måbende iagttager af de sammenskudte skanser og de forliste drømme kan hele vandbakkelsen bedst karakteriseres med et udtryk fra fysikken. Dér tales om begrebet entropi, og løst oversat betyder det, at alt tenderer mod kaos, at alt bevæger sig fra orden til uorden. Med tiden smuldrer ethvert slot og forvandles til en uformelig bunke.

Lidt højtideligt sagt er tilværelsen derfor ét langt og møjsommeligt forsøg på at holde sig kaos fra livet.

For ytringsfriheds-aktivisterne lykkedes det ikke. Det universelle motto om, at alle skal finde sig i hån, spot og latterliggørelse, kom til at tage sig ud som en selvmordsterrorist, der har sprængt sig i luften.

Så hvem burde nu kunne ånde en smule lettet op? Alle dem, der i årevis har været ”ytringsfrihedens” daglige prügelknaber og legitime folkefjender.

Det vil primært sige de borgere, hvis syndefald består i, at de bekender sig til den muslimske tro. Men se, om det alligevel går så ubesværet.

Nej, hånens smittekim har boret sig for dybt ind i folkesjælen.

-----

Flemming Chr. Nielsen (født 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.