Fl. Chr. Nielsen: Den kroniske ophidselse af de politisk hypnotiserede

Kan et lille ord som ”hvis” være mere afslørende end ordet ”når”?

Ja, i forbindelse med Integrationsministeriets medborgerskabsundersøgelse kan det. Undersøgelsen viste både i 2016 og 2017, at der ikke er forskel på nydanskeres og etniske danskeres støtte til demokratiet. I 2017 kunne det tilmed konstateres, at indvandrere og deres efterkommere i højere grad end danskere går ind for traditionelle friheds- og lighedsrettigheder.

Men hvordan kommenterede integrationsministeren sit ministeriums undersøgelse? Til Folketinget sagde Inger Støjberg (V), at ”det er meget positivt, hvis der blandt indvandrere i Danmark generelt er en bred opbakning til det repræsentative demokrati.”

Hun tror altså ikke på undersøgelsen, for så havde hun sagt, at ”det er meget positivt, når … osv.”

Ghettoer, parallelsamfund og muslimer er en redningsbåd for Folketingets flertal. Uden alt det ville flertallet drukne i – om ikke Middelhavet, så næste folketingsvalg.

Flemming Chr. Nielsen

Men var der nogen i regeringen, som korrigerede den vrisne minister? Nej.

Hvorfor ikke? Fordi ghettoer, parallelsamfund og muslimer er en redningsbåd for Folketingets flertal. Uden alt det ville flertallet drukne i – om ikke Middelhavet, så næste folketingsvalg.

Overalt i et lokalsamfund kan du hitte en afvigerfamilie, måske to, tre, fire eller fem. Er de hvide i huden, vover du aldrig at gange tallet med ti tusind og gøre samfundet til et hul i danmarkskortet.

Flemming Chr. Nielsen

Derfor appelleres der uophørligt til vores misnøje, egoisme og frygt.

Lad os til illustration vælge den politisk omfavnede dansker, der opildnet af statsministeren hver morgen smører sin madpakke selv, som ser sin månedsløn decimeret af skatter, fordi de fremmede koster kassen, og som kommer dødtræt og udslidt hjem til sin bopæl, hvor der på grund af de mange uintegrerbare parallelsamfundsbørn ligger rudekuverter om, at nu nødsages kommunen desværre til igen at hæve prisen for en plads i daginstitutionen.

Ikke så underligt, at alle os med vore selvsmurte madpakker siger som Buster Larsen i den gamle TV-satire:

”Lorteland.”

Har vi ikke allerede lært replikken, opflammes vi dertil af regeringen. Skatterne er for høje, råber det ene parti. De dovne er for mange, supplerer det andet. Vi segner under kriminalitet, jamrer det tredje. Og det er alt sammen parallelsamfundenes skyld, konkluderer det parlamentariske grundlag i takt med regeringen og det store oppositionsparti.

Hypnotiseret af den politiske gentagelse indlærer vi den lektie, at de parallelle ikke vil acceptere den ytringsfrihed og ligestilling, som er grundpiller i vores danske kultur, og alt det, vi har fået tudet ørerne fulde af, at vi fik overrakt i dåbsgave.

Ikke at vi på grund af vore værdier tør banke på chefens dør og henvise til vores ytringsfrihed og ligestilling med ham/hende. Det er for risikabelt, men at de fremmede modsat os end ikke vil vedkende sig vore umistelige ytringsfrihedsværdier er dog ekstremt uhyrligt.

På den facon lærer vi – alle os, der selv smører vore madpakker – at føre verbal krig mod de fremmede. Vores vrede får lettest afløb, når den rettes mod folk, der ligger lavest i det sociale hierarki. De hjemmefødte mod de tilkomne. Eller Dansk Folkeparti & co.'s vælgere mod dem, der befinder sig en tand længere nede på rangstigen. Og vi løber ikke den fjerneste risiko. Ingen kommer efter os, for ingen mistænker os for at have samfundsomstyrtende tendenser. Tværtimod.

Vi klynger os til den varme, det giver i bukserne at håne nedad.

For anskuelighedens skyld et par eksempler blandt mange:

Socialistisk Folkeparti indgik i 2011 i Helle Thorning-Schmidts regering, og da en storbank meddelte, at for fremtiden skulle kunder med et forretningsomfang på mindre end trekvart million betale et fast gebyr til banken, da havde det fordums marxistiske parti chancen for at stå fast, alliere sig med småfolk og kræve, at en bankkonto skulle være gratis. For hvad bildte banken sig ind at indkradse profit, før folk overhovedet kunne få deres løn, pension eller kontanthjælp udbetalt?

Men partiet faldt på knæ og sagde ja. Partiet antog, at der var flere stemmer i at henvise til byrden fra parallelsamfund end til byrden fra banken.

Eller forleden, da Berlingske afslørede, at Danske Banks filial i Letland har hjulpet den russiske præsident Putins fætter med hvidvask af penge. Og det var næppe lidt kontanthjælps-håndører, fætteren sku' have vekslet i Danske Bank.

Vist gav det anledning til en smule forargelse, men den gled snildt i baggrunden, for også dér har vi parallelsamfundene som skræmmebillede og buksevarme.

Tøvede vi, sørgede Folketingets flertal for igen at hypnotisere os. Sig parallelsamfund, og vi kan garantere, at du holder dig i ro.

Men er de muslimske parallelsamfund da ikke en trussel mod vores danskhed og vores kristendom? Nej, de er en politisk opfindelse, en moderne overtro.

Trods integrationsministerens syrlige "hvis" undermineres myten af ministerens egne undersøgelser. Intet som helst antyder en parallel kultur.

Vi tager lige en enkelt af 2017-konklusionerne en gang til: Hvor vigtigt er det for dig at opdrage dit barn til at støtte ligestilling mellem mænd og kvinder? 91 procent af danskerne finder det vigtigt eller meget vigtigt. Hos indvandrere af ikkevestlig oprindelse er tallet 93 procent og blandt deres efterkommere 95 procent.

Både blandt danskere og indvandrere findes begribeligvis et mindretal, som er plaget af større økonomisk nød og mere kriminalitet end andre. Og nød og kriminalitet skal bekæmpes. Det gøres blot ikke ved at holde politisk hypnotiserede danskere kronisk ophidsede i deres tro på myter om parallelsamfund.

Men overalt i et lokalsamfund kan du hitte en afvigerfamilie, måske to, tre, fire eller fem. Er de hvide i huden, vover du aldrig at gange tallet med ti tusind og gøre samfundet til et hul i danmarkskortet. Men er de brune, anvender du flittigt den store tabel. Ellers ender du selv som politiker i et hul.

----------

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.