Kommentar af 
Flemming Chr. Nielsen

Fl. Chr. Nielsen: Fede ord på knurrende mave – fem for en tier!

KLUMME: I moderne politik handler det oftetst om at aflægge falsk vidneudsagn. Selv ordene er blevet bytteobjekter, og politik er blevet et ludererhverv, skriver Flemming Chr. Nielsen.

Som politiker giver du frivilligt afkald på dig selv og bliver bugtaler for en stemning, du fornemmer, mener Fl. Chr. Nielsen.
Som politiker giver du frivilligt afkald på dig selv og bliver bugtaler for en stemning, du fornemmer, mener Fl. Chr. Nielsen.Foto: Scanpix
Flemming Chr. Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Nej, jeg er aldrig blevet spurgt, om jeg kunne have lyst til at stille op for det og det parti. Heller ikke af Venstre, hvis Bertel Haarder nu i nogen tid har vakt medieopsigt ved at kritisere diverse debattører, der bare står og kritiserer og gør sig så ”helvedes kloge” i stedet for at gå ind i politik.

Jeg er heller aldrig blevet spurgt, om jeg ville på det lokale fodboldhold i stedet for at sidde dér og råbe ”ud med dommeren”.

Hvis du ikke har lyst til eller behov for at herse og bøvle med andre end dig selv, er det et lidet attraktivt tidsfordriv at blive politiker. Hellere til husbehov agere kandestøber eller snakke om vejret, hvis tilstand vi heller ikke kan gøre noget ved.

Og jeg ved godt, hvorfor så mange vægrer sig.

Engang blev jeg overmandet af en djævelsk økonomisk fristelse og skrev på bestilling et par politiske festtaler.

Flemming Chr. Nielsen

Først en sjældent omtalt og ikke specielt smigrende forklaring. Jeg har den fra folk, som uden held har forsøgt at skabe sig en politisk karriere, men af den ene eller anden grund snublede i starten. Måske var de for tænksomme. Måske for dumme eller for kloge. Eller de kunne ikke belægge deres ord, så de vakte genklang hos vælgerne. Deres sætninger blev for lange. Deres argumenter for komplicerede.

Og når de politisk havde spillet fallit, blev deres synspunkter i al evighed værdiløse, for voksen-mobningen trådte omgående i karakter:

Det er denne leflen for den mindste fællesnævner, du aldrig undgår som politiker. Frivilligt giver du afkald på dig selv og bliver bugtaler for en stemning, du fornemmer. Nægter du at lefle, slutter din karriere.

Flemming Chr. Nielsen

”Jeg giver ikke noget som helst for dine meninger. De rakte jo ikke engang til en plads som suppleant, ha, ha.”

Så sviende er mobning. Hvad enten det er børn eller voksne, der betjener sig af den, umuliggør den ethvert forsvar. Den rettes nemlig aldrig mod et argument. Altid mod noget, der ikke rager argumentet.

En mere seriøs forklaring på, at så mange føler sig frastødt af en politisk karriere, ligger gemt i ordet ”leflen”. Hvem vil han nu tækkes? Hvad skal hun nu opnå? Sådan spørger vi uvægerligt, hver gang en alvorsfuld politiker siger noget, som både han, hun og vi kender hensigten med. Nej, det er sandt nok, at politikere ikke kun lefler. De foretager sig nok også andet og mere fornuftigt, sætter sig ind i stofområder og sidder til møde, men lefleriet er nu engang den usunde gødning, der skal holde karrieren avledygtig.

For nylig har den konservative justitsminister Søren Pape forbudt Kriminalforsorgen at give nok så beskedne julegaver til de indsatte: ”Det giver efter min opfattelse ingen mening, at indsatte, som afsoner en fængselsstraf for at have begået kriminalitet, skal have julegaver på statens regning,” udtaler Søren Pape til dagbladet Information.

Naturligvis kan det ikke være en kristen justitsministers personlige lidenskab at spare de småpenge netop den aften, hvor den kristne verden fejrer, at dens Frelser blev født. Nej, han lefler for en forestilling om, at der er kunder, som får øje på hans madding og snurrer rundt i køen. Bemærk derfor den nederdrægtigt udtænkte tilføjelse: ”På statens regning.” Den er der for at nære aggressionen.

Og hvis Søren Pape vil lege tungnem og fastholde, at ordene vitterligt udspringer af hans hjerte, så har han ikke noget, for i vore fængsler sidder der (også) mennesker, som sagtens kunne være Søren Pape eller undertegnede. En skæbne har engang ramt dem. En desperation har presset dem op imod en mur, og noget, de ikke kendte i sig selv, tog magten over dem. Hvis Søren Pape ikke tror på det, så anbefales han at læse et par ikke-trivielle romaner frem for at lefle.

Det er denne leflen for den mindste fællesnævner, du aldrig undgår som politiker. Frivilligt giver du afkald på dig selv og bliver bugtaler for en stemning, du fornemmer. Nægter du at lefle, slutter din karriere. Og prøver du alligevel at nedtone din leflen, sidder du alligevel i parti-arrest med folk, der lefler på dine vegne, og hvis leften også kan komme dig til gode ved næste valg. Så bedst ikke at sige dem imod, men stikke en finger i jorden.

Et motto som det følgende har integrationsministeren nærmest gjort til en uomgængelig del af den fælles kulturarv: ”Tålt ophold skal gøres så utåleligt som overhovedet muligt.”

Men bevidst at pine og ydmyge kan heller ikke være en kristen integrationsministers personlige lidenskab. Hun lefler kun for nogenlunde de samme kunder som justitsministeren, men selvsagt er der medarbejdere på udrejsecenter Kærshovedgård og i fængslerne, som i smug lægger en pakke cigaretter eller en hund til de ydmygede. Sådan har det altid været.

I andre brutale tider var der bøddel-assistenter, som bistod de dømte med eutanasi eller bevidstløshed. Der var sågar folk, som stak et par poser krudt i heksens lommer, så døden kom lidt hurtigere. At være menneske er at kunne vise empati.

Og empati har nogle politikere begribeligvis også. Men i erhvervet er indbygget den uoprettelige arbejdsskade, at du mister dig selv og tager bestik af et fantasibillede om de kunder, du forestiller dig gå søgende omkring i din valgkreds.

Bugtaleriet som arbejdsskade må være forklaringen på, at mange er kaldede, men at der også findes dem, som føler sig udvalgte til – ja, til at holde sig væk. De har rigeligt at gøre med at være deres eget livs redaktører.

Indledningsvis skrev jeg, at intet nok så håbløst parti nogensinde har ”kaldt” på mig. Det er ikke helt sandt.

Engang blev jeg overmandet af en djævelsk økonomisk fristelse og skrev på bestilling et par politiske festtaler, men jeg siger jer: det er en skræmmende oplevelse at se sin arbejdssved og sine arbejdstårer komme ud af en andens mund.

Først skal du døje med at finde på ord, der hverken stammer fra dit hjerte eller dit hoved, men fra din knurrende mave. Så skal du høre dem gentaget af læber, der har lånt dem og agerer båndafspiller. Stakkels de journalister, der fast har solgt sig til et partis pressekorps.

Sådan omtrent må det være at aflægge falsk vidneudsagn i en verden, hvor selv ordene er blevet bytteobjekter. Politik er blevet et ludererhverv: fede ord sælges – fem for en tier!

Nej, det er ikke så afsindigt aparte, at mange holder sig væk og hellere forsøger at tage vare på sig selv.

.......

Flemming Chr. Nielsen (født 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

Flemming Chr. Nielsen

Forfatter, oversætter
cand.scient. i matematik og fysik (Aarhus Uni. 1969)

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

0:000:00