Kommentar af 
Flemming Chr. Nielsen

Fl. Chr. Nielsen: Hvad nu hvis Danmark blev besat af en muslimsk hær?

KOMMENTAR: Hvad ville der ske, hvis vort land blev besat af en muslimsk hærstyrke? Ville vi i kraft af vor kristne kulturarv opføre os anstændigt over for besættelsesmagten, eller ville vi kaste os ud i et voldsorgie a la ISIS, funderer Fl. Chr. Nielsen.

Demonstranter protesterer mod Guantanamo-fængslet foran den amerikanske ambassade i København, 2007. [Foto: AP].<br><br>
Demonstranter protesterer mod Guantanamo-fængslet foran den amerikanske ambassade i København, 2007. [Foto: AP].

Flemming Chr. Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kontrafaktisk historieskrivning er en slags selskabsleg, der for eksempel kan handle om, hvad der ville være sket, hvis de amerikanske sydstater havde vundet Borgerkrigen, eller hvis det danske enevælde aldrig var blevet afskaffet. Eller hvis vi ikke havde lidt nederlag i 1864.

Altså renlivet spekulation. Ikke noget at beskæftige sig med for seriøse folk.

Lad os alligevel forestille os noget kontrafaktisk. Måske kan det trods alt gøre én lidt klogere på nutiden.

Så vi hopper forsøgsvis ud i det utænkelige, nemlig at det ikke var en vestlig alliance, der i 2003 invaderede Irak, men at Danmark i stedet var blevet besat af en muslimsk hærstyrke.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]
Søren J. Damm, debatredaktør.

Til sidst vil man i de muslimske hovedstæder skælve over Den Kristne Stat i – ja, lad os for eksemplets skyld sige Vendsyssel og med Hjørring som selvudråbt hovedstad.

Flemming Chr. Nielsen

Den opførte sig med ekstrem grusomhed, bombede Christiansborg og det halve København, fængslede hovedparten af de offentligt ansatte og fyrede resten, afvæbnede vort forsvar og kappede hovederne af regeringen og kongehuset. Vi jævne danskere kunne i første omgang ikke stille andet op end at se til i frygt og bæven, redde hvad reddes kunne og forsøge at bringe os selv og vore børn i nogenlunde sikkerhed.

Men når det indledende chok var overstået, ville vi nok efterhånden dele os i tre grupperinger. Nogle ville slå syv kors for sig, lukke øjnene og prøve at opføre sig, som om intet var hændt. Andre ville med forskellige motiver give sig til at samarbejde med den muslimske besættelsesmagt, og den sidste og mindste gruppe ville samle sig til en indædt modstandskamp.

Ondskab ikke er et særligt kendetegn for mennesker i Mellemøsten – den bor også dybt inde i ellers fredelige danske landsmænd og -kvinder.

Flemming Chr. Nielsen

Den ville dog næppe minde om den danske modstandsbevægelse under den tyske besættelse, for sammenlignet med andre lande i Europa slap vi dengang forholdsvis nådigt. Vi var ikke udsat for massedeportationer. Regeringen og kongen blev ikke henrettet. I det mindste ude på landet var der relativt fredeligt. De tyske soldater kaldte os for ”flødeskumsfronten”.

I det kontrafaktiske år 2003 ser alt derimod anderledes ud. Titusinder af danskere bliver seksuelt ydmyget af perverterede fangevogtere med bidske hunde. Lov og orden findes ikke. Vore idealer som troende trædes under fode. Nok kan vi i fredelige tider drive lidt gæk og spot med Jesus, men det er noget andet, når fjenden åbenlyst forhåner og latterliggør vor tro.

Vore præster opfattes som ugudelige hunde, og i de muslimske fjernsynsudsendelser kan vi hver aften se Det Nye Testamente fordrejet og forvansket til ukendelighed. Vores religion fremstilles som gevaldigt krigerisk og dens fortolkere som hadprædikanter på hvis hoveder, der er sat en dusør. For hør bare de udspekulerede muslimske fagfolk henvise til Jesu ord i Matthæusevangeliet: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.” Og mange andre citater af samme uheldsvangre kaliber, som dagligt og til hudløshed gentages i de muslimske aviser.

Af disse grunde bliver store dele af den danske modstandsbevægelse voldsomt radikaliseret. Her skal ikke dvæles ved detaljer, for vi behøver blot forestille os de sygelige fantasier bragt til udførelse, som man i den faktiske virkelighed kan se formuleret på Facebook og i andre medier.

I vort tidligere så velordnede samfund fik ophavsmændene en fortjent dom, når de optændt af sadisme, de lange knives nætter og diverse andre rædsler lovede en voldelig og pinefuld død over ikke mindst kvindelige ”muslimelskere.”

Men i den kontrafaktiske skildring vil de samme voldsmænd naturligvis ikke holde sig fysisk tilbage, når det gælder modstandskampen mod de muslimske besættere. Uhørt hårrejsende skildres deres ugerninger i den muslimske presse. Der suppleres med daglige reportager om de kristnes terrorangreb i Bagdad, Damaskus og Kairo, og til sidst vil man i de muslimske hovedstæder skælve over Den Kristne Stat i – ja, lad os for eksemplets skyld sige Vendsyssel og med Hjørring som selvudråbt hovedstad.

Hermed ikke flere makabre tilføjelser til den kontrafaktiske skitse af, hvordan det kunne forholde sig under en muslimsk besættelse af Danmark. I den virkelige verden førte vor egen invasion af Irak tilsvarende til en modstandsbevægelse, som er legitim i et besat land. Før den blev nedkæmpet, forsøgte den nogenlunde at agere efter krigens anerkendte love. Den handlede – må vi tro – af kærlighed til fædrelandet, til en bestemt regering, til et bestemt samfundssystem, men de desperate, de psykopatiske, de halvt eller helt forrykte vil dukke op i enhver anarkistisk og lovløs situation.

Og desto mere outreret situationen er, desto flere af de forrykte skyder der op af jorden, og desto mere magt tilraner de sig (om den såkaldt Islamiske Stat den tilføjelse, at ifølge mange militært sagkyndige var det, som siden blev til ISIS, i sin oprindelse en halvt verdslig, halvt sunnimuslimsk modstandsbevægelse, der blev erobret af religiøse fanatikere, som snedigt forstod at udnytte den forståelige vrede i en besat nation).

Således kan en kontrafaktisk historie om ikke bevise, så dog sandsynliggøre, at ondskab ikke er et særligt kendetegn for mennesker i Mellemøsten – den bor også dybt inde i ellers fredelige danske landsmænd og -kvinder. Lad forholdene ændre sig drastisk, og ondskaben flammer op.

Vi er ikke en tøddel bedre end de andre (eller nogen er ikke, for hold venligst denne skriverkarl og hans læsere uden for enhver fornærmelig mistanke). Indtil videre er vi blot så heldige, at vi kan dæmpe de værste aggressioner, så vi kun møder dem i verbal skikkelse på Facebook og lignende lokaliteter.

Men hvad nu, hvis …

Tør vi da så stole på, at vor særlige kristne kulturarv og europæiske dannelse holder os i ave? (Holdt den tyskerne i ave?). Eller er det ikke netop en grundtanke i kristendommen, at vi alle er syndere, ikke i den småhyggelige forstand, at vi kan finde på at rapse af kassen eller være en ægtefælle utro, men at også vi under givne omstændigheder kan handle som veritable rovdyr og bestier?  

--------

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Chr. Nielsen

Forfatter, oversætter
cand.scient. i matematik og fysik (Aarhus Uni. 1969)

0:000:00