Fl. Chr. Nielsen: ”Hvis du lyver, bliver du aldrig dansker”

En ung asylansøger blev i foråret tvangsudvist til Afghanistan. Ganske vist hævdede han, at han var iraner, men de danske myndigheder troede ham ikke. Så til Afghanistan med den 20-årige Ali Rafie. Men allerede i Kabuls lufthavn nægtede de at tage imod ham. Han var bestemt ikke afghaner, og det betød, at han med flyet blev sendt retur til København.

Sådan kan det gå, når mennesker fejlekspederes som var de pakker. Og når embedsmænd agerer som var de selvrådige postbude. Godt nok står der Iran på forsendelsen, men Iran har ingen postkasser til mennesker, så det er ”vores” professionelle vurdering, at der skal stå Afghanistan!

Og Ali Rafie er ikke den eneste ”pakke”, der har vist sig ”uanbringelig”.

I denne principielt kaotiske verden har integrationsministeren nu fremsat endnu et forslag til ændring af udlændingelovgivningen. Ændringen går i sin tilsyneladende enkelhed ud på, at hvis du lyver, fortaber du i al evighed muligheden for at få permanent opholdstilladelse i Danmark eller måske engang blive dansk statsborger. Det er nemlig med Inger Støjbergs formulering i Berlingske ”helt på sin plads, at vi stiller nogle helt firkantede regler om, at man skal tale sandt. Hvis man lyver, bliver man aldrig dansker.”

Kom ikke til os og bild os noget ind om udanske forhold i Raqqa. Løgne accepterer vi danskere aldrig. Løgne er det værste, vi ved. Løgne strider imod samtlige af vore danske værdier.

Flemming Chr. Nielsen

Og som sandhedsvidne er en asylansøger gennemboret og naglet til skamstøtten som løgner, hvis vedkommende ikke kan beskrive en lokal politistation, ikke har bemærket en særlig vejspærring uden for sin by eller ikke kan genkalde sig specielle dufte i området.

Ja, det står der minsandten. I den slags viden skal du krydsforhøres, og da reglerne skal være ”firkantede,” nytter det ikke med en henvisning til, at du principielt undgår politiet, holder dig væk fra vejspærringer eller aldrig har kunnet lugte jasminerne på grund af den krudtrøg, der konstant driver hen over landskabet.

Du får dumpekarakter, for du lyver om din identitet. Du er diskvalificeret. Så ud med dig. Med den beklagelige risiko, at du alligevel – som Ali Rafie – ikke var en løgner.

Som statsautoriseret censor er integrationsministeren opsat på at få gennemført denne stramning nummer 65. Vel ikke fordi hun er lækkersulten efter menneskelig ulykke, eller fordi der forude lokkes med endnu en lagkagefest. Snarere fordi den firkantede lokkemad gør indtryk på sanddru vælgere: ”Hvis du lyver, bliver du aldrig dansker.”

Den ligefremhed er jo til at forstå og kræver ingen nuancerede overvejelser. Hvis du for eksempel vil påstå, at du har været brugtbilhandler i Raqqa og alligevel aldrig har ulejliget dig hen på den dérværende politistation efter en nummerplade, så er det vores opfattelse, at du lyver om din identitet. Det strider også mod din erklæring om, at du kun er 17 år, for så har du slet ikke kørekort, og hvordan kan du da ernære dig som brugtbilhandler?

Nej, du lyver. Der er ingen tvivl i vore ærlige hjerter og vore knivskarpe hjerner.

Kom ikke til os og bild os noget ind om udanske forhold i Raqqa. Løgne accepterer vi danskere aldrig. Løgne er det værste, vi ved. Løgne strider imod samtlige af vore danske værdier.

Men sjældent har en ministers lovforslag været så gennemsyret af primitiv selvretfærdighed. Vi lyver alle. Mange af vore løgne er nødløgne, og også en flygtning kan have utallige grunde til at lyve. En menneskehandler har bildt dig noget ind. Du er under pres, fordi sagsbehandlerens blik røber, at hun tror lige så lidt på dig som forhørslederen gjorde i fængslet. Du holder oplysninger skjult, fordi de kan skade din familie. Du har så meget i hovedet, at du har glemt lige den detalje. Tolken virker usikker på din dialekt. Eller du misforstår, hvad der spørges om.

Enhver, der har været til en eksamen, kender de faldgruber, en nådesløs censor kan grave.

Desværre burde lovforslagets primitivitet være let genkendelig for netop integrationsministeren og hendes eventuelle selvrefleksion. Som hos alle andre er hendes liv omgærdet af små og store, nyttige og unyttige løgne.

Hvorfor pyntede hun fra 1999 og ti år frem sin identitet med titlen ”uddannet journalist”? Og hvorfor fjernede hun først oplysningen fra Beskæftigelsesministeriets hjemmeside, da BT afslørede den falske varebetegnelse? Ingen ved det. Heller ikke hvorfor hun valgte et erhverv med så ringe en folkelig anseelse. Hvorfor ikke ”uddannet konditor”? Måske havde hun bare misforstået ordet ”uddannet”. Nej, for i netop det anmassende tillægsord lurer det uldne falskneri.

Og hvorfor betroede hun for knap et par år siden venstrevælgerne i Frederikshavn den skrøne, at hendes nære venner ikke måtte give deres datter Sofia hamburgerryg med på madpakken i en bestemt aalborgensisk børnehave? Det ved heller ingen med sikkerhed. Kunne det være for at fremstå med en særlig grise-dansk, men uklædelig identitet?

Jeg nævner ikke de to eksempler blandt flere for rethaverisk at rive integrationsministeren i næsen, at ”hvis du lyver, bliver du aldrig dansker”, men fordi de illustrerer, at usandheder og (nød- eller lyst)løgne ikke er forbeholdt mennesker, der befinder sig i vor verdens alleryderste udkant. Dér kan løgnens jetoner måske redde dit liv, men intet i den retning er på spil for den usandfærdige integrationsminister, der nu vil lovfæste en regel om, at selv på randen af livet skal du ubetinget tale sandt.

Men også sandheden har sine flossede kanter. Også dommeren får sløret revet fra ansigtet.

--------

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.