Kommentar af 
Flemming Chr. Nielsen

Fl. Chr. Nielsen: Kagedåse-kristendom lægger låg på fortidens synder

KOMMENTAR: En prædiken som den for Folketinget skal være rund og glat som en kagedåse, for vi har gjort kristendom til fredagsslik for børn. Næstekærlighed er at give sin mand et kys på kinden, og dansk kristendoms blodige fortid omskrives til tusindårig hygge, mener Fl. Chr. Nielsen.

<b>UKRISTELIGT:</b> Hvordan kan et kristent land ydmyge, håne og deportere til den visse død, spørger Fl. Chr. Neilsen. På billedet ses en gudstjenese i Boesdal Kalkbrud, Stevns.
UKRISTELIGT: Hvordan kan et kristent land ydmyge, håne og deportere til den visse død, spørger Fl. Chr. Neilsen. På billedet ses en gudstjenese i Boesdal Kalkbrud, Stevns.Foto: Stine Larsen/RItzau Scanpix
Flemming Chr. Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Selv nok så sympatiske personer, som lukkes ind i Clement Kjersgaards Debatten på DR2, kan lyde som ravne, der slås om en regnorm. Tit er regnormen noget småt som et håndtryk eller et tørklæde, men da regnormen forleden var dansk kristendom, ville slagsmålet ingen ende tage.

Den aktuelle anledning var præsten, som holdt en gudstjeneste i forbindelse med Folketingets åbning og engang har udtalt sig negativt om bøsser og ment, at homofili kunne være en glidebane mod pædofili. Han fandt sig misforstået, og i hvert fald var hans prædiken for Folketinget ud fra enhver betragtning harmløs.

Og ufarlig skal en prædiken helst være. Rund og glat som en kagedåse. Strejfer den desuden et par elastikudtryk som næstekærlighed og nåde, opfattes den som djærv og karsk. Men ve den prædikant, der uindpakket vover at citere Jesu egne ord: ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle, for jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig.”

En så uforfærdet prædikant står i fare for at blive indkaldt til tjenstlig samtale hos biskoppen, og hvis en kirkegænger annammer det kristne budskab og tager imod en fremmed (det kan sågar være egen ægtefælle eller eget barn), ja, så risikerer han i resten af sit liv at skulle gå rundt med en plettet straffeattest.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Ifølge Danske Lov af 1683 skulle gudsbespottelse straffes med, at den formastelige fik tungen revet ud og sammen med hovedet sat på en stage.

Flemming Chr. Nielsen
Journalist og forfatter

På den måde er dansk næstekærlighed spærret inde bag en teologisk Berlinmur.

Muren er opført af Dansk Folkeparti med regeringen som håndlanger. Ifølge DF's integrationsordfører omfatter vor næstekærlighed nemlig ikke ”de fremmede”. Nej, næstekærlighed består i ”at lave mad til sine børn og give sin mand et kys på kinden”.

Hvordan kan et kristent land ydmyge, håne og deportere til den visse død? Hvordan kan et sådant land hindre ægtefæller og børn i at være sammen? Hvordan kan det diktere en fysisk og åndelig ensretning?

Flemming Chr. Nielsen

Skulle nogen indvende, at selv ukristelige kannibaler laver mad til deres børn, affærdiges indvendingen med, at den protesterende ikke er kyndig i teologi, hvilket vil sige i læren om Gud.

Clements Debatten om dansk kristendom rullede af sted på det postulat, at vi urokkeligt har været et kristent land i 1000 år. Og da en indkaldt religionshistoriker henviste til Moseloven, reagerede både folketingsprædikanten, kirkeministeren og en kvindelig sognepræst med himmelvendte blikke.

Ordstyrer Clement, der vel frygtede, at seerne skulle zappe væk ved lyden af så aparte et ord som Moselov i et underholdningsprogram, ledte omgående vor kristendom ind på et mere friktionsfrit spor.

For bemærk venligst, at kristendom er noget, vi hygger os med. Evangelisk-lutherske modbydeligheder som heksebål har fået deres særlige sankthansaften-hygge.

Det var ellers nok værd at dvæle ved religionshistorikerens omtale af den Moselov, som i århundreder var fundamentet for dansk kristendom og en uhyggelig del af den kristne kulturarv. Så hvorfor blev eksistensen af den mørke fortid afvist af prædikanten, ministeren og sognepræsten? Sikkert fordi den ville dementere myten om, at det er dansk kristendom, som har skaffet os demokrati og ligestilling, kvindefrigørelse og hyggeonkler.

Men frem til Oplysningstiden i slutningen af det 18. århundrede afgjorde de teologiske professorer ved Københavns Universitet på Guds og Moselovens vegne, om en voldtaget mindreårig pige for eksempel skulle halshugges eller benådes til at henslæbe resten af sit liv med tvangsarbejde.

Ifølge Danske Lov af 1683 skulle gudsbespottelse straffes med, at den formastelige fik tungen revet ud og sammen med hovedet sat på en stage. Den, der udeblev fra gudstjeneste, idømtes en bøde, og i gentagelsestilfælde blev han sat i gabestok på kirkegården.

Barmhjertighed – det var en by på Månen. Kulturarv – ja, en skændsel.

Beklageligt er det, at slige eksempler på kristen hygge vælder frem, når blot der kradses lidt i myten om vor tusindårige kristendom. Men hvorfor skulle vor egen nation dengang og nu være mere hengiven til nåde og næstekærlighed end de andres?

Læs også

Vi er alle produkter af en tidsånd, der kan være barbarisk, indskrænket, from, tyrannisk, snæver eller – for tiden – kristeligt selvfed. Og unægteligt ville det klæde den officielle kristendoms aktuelle repræsentanter at indrømme den milevide afstand mellem ideal og virkelighed i stedet for at lukke øjnene for de forbrydelser, der i fortiden og nutiden bliver begået under dække af kristendom.

Lige nu er vi kristelig set kvalt i regeringspåstanden om at være ”et kristent land”. Men hvordan kan et kristent land ydmyge, håne og deportere til den visse død? Hvordan kan et sådant land hindre ægtefæller og børn i at være sammen? Hvordan kan det diktere en fysisk og åndelig ensretning?

Ikke med henvisning til kristendommens grundlægger. Kun med kagedåseprædikener om luftig nåde og lige så luftig næstekærlighed.

For sikken kirkelig og politisk ballade, hvis vor folketingsprædikant nu havde hævet røsten og i Christiansborg Slotskirke gjort de forsamlede politikere opmærksomme på evangeliets ord: ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild …”

Jo, bare en enkelt gang og for i diplomatisk høflighed at henlede deres opmærksomhed på, at vi har omskrevet Det Nye Testamente til fredagsslik for børn.

-----------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen "Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år". Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Chr. Nielsen

Forfatter, oversætter
cand.scient. i matematik og fysik (Aarhus Uni. 1969)

0:000:00