Fl. Chr. Nielsen: Lige nu kræver vi ikke pusterør, men pusterum!

Når civiliserede nationers opdagelsesrejsende i gamle dage rejste ud til barbariske kyster, skulle de tage sig i agt for de vildes pusterør med forgiftede pile. Og hvis de vilde og primitive rigtig var i hopla, måtte de civiliserede opgive kulturmødet og rejse hjem.

Sådan forholder det sig stadig. Forskellen er kun, at i det barbariske Danmark sigter de forgiftede pile ikke efter kroppen, men efter værdigheden og sjælen hos de tilrejsende. Spørg bare den civiliserede amerikanske professor Brooke Harrington, der i Danmark oplevede ”en måned i Helvede.”

Med deres fromme tatoveringer gav danskerne hende først en hjertelig velkomst som underviser på Copenhagen Business School (CBS), men så holdt hun foredrag for SKAT og Folketinget om sin forskning, og dermed forbrød hun sig mod et lokalt tabu, der siger, at hun skulle have ansøgt om en forhånds-tilladelse hos fremmed-høvding Inger Støjberg. Uden den godkendelse må professor Brooke Harrington kun dele ud af sin viden inden for bambusvæggene på CBS. Og da Brooke Harrington har forhånet og tilsølet et vigtigt tabu, er hun meldt til stamme-politiet og risikerer økonomisk bødestraf og meget andet.

Det er foreløbig lidt uklart, hvad ”meget andet” betyder, for de vilde i Danmark har umådelig svært ved at fortolke deres egne tabu-regler. De antropologer, der studerer danske skikke, hævder, at landets tabuer og pusterør især er rettet mod såkaldte muslimer og ikke mod amerikanske professorer. Alligevel er de politiske helligdomme i Danmark så komplicerede, at hvert enkelt tabu skal udlægges af juridiske ypperstepræster.

Da Brooke Harrington har forhånet og tilsølet et vigtigt tabu, er hun meldt til stamme-politiet og risikerer økonomisk bødestraf og meget andet.

Flemming Chr. Nielsen

For eksempel findes der ikke et særligt tabu mod brugen af en burka eller en niqab, for det er omskrevet til et generelt forbud mod maskering. På samme måde er en fremstrakt hånd heller ikke i sig selv tabuiseret. Tabuet gælder kun, når hånden opfattes som ”utryghedsskabende.” Eller hvis en fremmed i stedet for et håndtryk placerer hånden på sit hjerte.

I almindelighed lægger danskerne stor vægt på at forære hinanden julegaver i fælles erindring om Jesu fødsel, men også her er der undtagelser. Folk, som har forbrudt sig mod et meget alvorligt tabu, sættes i en kortere eller længere periode bag tremmer, og lov & orden-høvding Søren Pape har besluttet, at der ikke må kastes endog små og ubetydelige julegaver ind over tremmerne, men gerne udpustes forgiftede pile mod de indespærredes sjæle.

Jo, minsandten har vi ret til et pusterum. ”Nu ska’ vi ha’ en fortjent slapper,” siger vi på dansk.

Flemming Chr. Nielsen

Stort set har antropologer opgivet at hitte rede i, hvornår der kommer forgiftede pile ud af de danske pusterør. Hvis den muslimske lavkaste i landet skulle anmode om at måtte holde et møde i Aarhus Domkirke, ville der utvivlsomt blive nedlagt et omgående forbud, og i medierne kunne danskerne ivrigt følge de mange giftpile, der imens blev udpustet af politikere og kommentatorer.

Men forleden afslørede Jyllands-Posten, at Danske Bank havde indbudt sine storkunder til en fest i selvsamme domkirke. De inviterede sad foran alteret og spiste tapasretter og skålede i champagne, mens de påhørte et foredrag om skattemæssigt givtige investeringer.

Den lokale kirke-høvding Henrik Wigh-Poulsen erkendte dog, at det var en beklagelig fejl, og at den aldrig måtte gentage sig, men Danske Bank blev ikke som den amerikanske professor Harrington mødt med en pile-trussel om bøder og ”meget andet” – heller ikke selv om grundlæggeren af den kristne religion, som ifølge landets høvdinge er danskernes åndelige fundament, jo netop i sin tid jog kræmmerne ud af templet med henvisning til, at ”mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene? Men I har gjort det til en røverkule.”

Som læseren vil forstå, er de danske pusterør meget præcise, når de rettes mod en fremmed. I øjeblikket sigtes der efter værdigheden og sjælen hos 500 af FNs såkaldte kvoteflygtninge. Det var den danske Venstre-høvding Poul Hartling, der som FNs højkommissær for flygtninge indførte kvotesystemet. Alligevel forhindrer de forgiftede pile nu de 500 i at opnå et særligt dansk kulturmøde.

Men bemærk venligst, at ingen af de danske høvdinge i den forbindelse bruger ordet pusterør. De omtaler slet ikke deres sædvanlige pilevåben. I stedet for pusterør henviser fremmed-høvdingen Inger Støjberg til det beslægtede ord, der hedder pusterum.

”Vi har brug for et pusterum,” siger hun til akkompagnement af folkelige klapsalver. For pusterum er et ord, danskerne forstår og værdsætter. Knap har vi overvundet den slidsomme Black Friday med trailere og bagsæder proppet med forbrugsvarer, før vi trues af den tilstundende jul og mediernes profetier om, at julehandelen vil overgå alle hidtidige rekorder.

Jo, minsandten har vi ret til et pusterum. ”Nu ska’ vi ha’ en fortjent slapper,” siger vi på dansk.

For det er møjsommeligt at være forbruger, når forbrugeren samtidig skal værge sig mod maskerede muslimer og utryghedsskabende tiggere, mod bizarre kvoteflygtninge og endnu ikke tremmeburede kriminelle og tilmed mod de dovne på overførselsindkomst.

Med dit fædreland omgivet af alskens ydre trusler skal du desuden overkomme at stå i kø i supermarkedet og sidde i kirken juleaften og høre præsten vidne om julefredens velsignelser og næstekærlighedens sejre, og du skal imens tysse på børnene, der plager om julegaver, og du skal til din ophidselse læse i avisen, at juleposten igen i år bliver forsinket.

Hvis vor stamme ikke skal segne under alle de byrder, har vi i sandhed brug for et pusterum. Sådan en slapper er præcis, hvad vi – de sveddryppende – trænger til.

Pusterørene og de forgiftede pile beholder vi derimod i koggeret, indtil det igen bliver hverdag og med den de barbariske danskeres strikte håndhævede taburegler.

------------

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.