Fl. Chr. Nielsen: Nok skal de dele vore kristne værdier, men ikke døbes

KOMMENTAR: Ikke meget tyder på, at politikere og debattører i 2018 vil dæmpe de traditionelle udfald mod muslimer, de fattige, de ikke-kristne, for åbenbart har vi altid brug for et pusterum fra det, vi helst er fri for, mener Fl. Chr. Nielsen.

Da julens hellighed nu er overstået for denne gang, vil det traditionelle politiske fyrværkeri blive genoptaget med hadske ord om de selvforskyldt fattige, med vrede udfald mod folk med en anden tro end den kristne, med forargelsen over de allerede fornedredes griskhed og utaknemmelighed, og det hele suppleret med omkvædet om, at ”vi har brug for et pusterum.”

Vi – det er alle os, der for ikke mange uger siden satte nye rekorder for julehandelen.

Selv paven i Rom har opnået at blive skydeskive for det danske kasteskyts, for hvad ligner det, at han igen, igen taler solidarisk om moderne flygtninge, men som professor i statskundskab Peter Nedergaard forleden kundgjorde i Berlingske, alligevel ikke sætter handling bag ordene, men kun tager imod 12 (tolv) flygtninge til Vatikanstaten.

Nej, det lyder ikke af meget, men i forhold til Vatikanets godt 500 statsborgere svarer det alligevel til mere end 120.000 flygtninge i Danmark, eller oversat til areal kan de 12 i Vatikanet omregnes til mere end én million flygtninge i Danmark.

Sådan kan statistik efter smag og behag bruges, drejes og vendes.

Heller ikke vil vi i 2018 undgå en debat om ny-kristne asylansøgere. Den konservative Naser Khader blev vist den første til at ransage deres usynlige hjerter og nyrer, og han kom til det af ham forventede resultat: ”Duer ikke – væk!” Samme melodi istemmes af integrationsminister Inger Støjberg (V) og andre politikere, der ikke uden videre tør fryde sig over, hvad der står i Lukasevangeliet, nemlig at ”der er større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”

Eller oversat til nutidsdansk: Vi stiller det ufravigelige krav, at de fremmede skal integreres og blive som os, hvilket vil sige, at de ubetinget skal dele vore danske og kristne værdier.

Men ligefrem lade sig døbe? Det er dog at gå for vidt, for kan Vorherre nu stole på, at de mener det lige så dybt alvorligt som alle de danskere, der som en kristen selvfølge er medlemmer af Folkekirken, da det nu engang hører til dansk tradition og kulturarv?

Det ser altså ikke ud til, at Folketingets flertal er besjælet af samme opfattelse som Lukas og Vorherre, så allerede her lurer en skurrende misstemning i forhold til den politiske garanti, som står nedfældet i regeringsgrundlaget, nemlig at ”Danmark er et kristent land”.

Bemærk dog venligst, at de politiske inkvisitorer foreløbig er relativt afdæmpede i deres mistroiskhed. Som om det synes dem svært at finde en passende balance mellem kristendom og flygtningepolitik. Men vent bare. Når livet og foråret igen for alvor spirer frem i haver og på marker, i ghettoer og Deadlines, vil også mistroen så sin sæd og blomstre som den chikane, der ifølge H.C. Andersen gror så eviggodt i Danmark. 

Foreløbig har regnormene i Dansk Folkeparti iltet mulden med et forbud mod såkaldte ghettobørn på gaden efter kl. 20, ingen fejring af muslimske højtider i daginstitutioner, ikke flere moskeer i København, Odense og Aarhus.

Lad os da foreslå det eksperiment, at Folketinget virkelig ville leve op til regeringens motto om Danmark som et kristent land. Lovgivningen ville garanteret komme til at se ganske anderledes ud. Ved al lovgivning om flygtninge (foruden den om kontanthjælpsmodtagere, offentlig bistand til de ulykkelige og forarmede, folk i fængsel, tiggere m.m.) ville vi nemlig opleve en tredjebehandling med tydeligt berørte politikere. Som vælgere kunne vi bevidne en lang række grådkvalte taler i Folketinget om et kristent lands ufravigelige forpligtelser.

Desuden en stribe lynende citater fra Matthæusevangeliet om, at ”alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” og den slags. Vi ville høre socialdemokratiske brandtaler om solidaritet, og folketingsmedlemmer fra visse partier ville fra talerstolen bekende deres svigt og syndighed, mens enkelte tidselgemytter og tidehvervsfolk fortsat ville mumle, at det her er et forræderi mod alt, hvad Luther forstår ved kristendom og næstekærlighed. Tillige ville der indtræffe nogle gevaldige jordskred i de politiske meningsmålinger, når nationen på den måde var suggereret ind i regeringens kristendom.

Men desværre eller heldigvis! Vi er kun kristne på papiret.

Skal der til dette miskmask af religion og mistroiskhed føjes et beskedent nytårsønske, kan der findes vejledning hos ingen ringere end apostlen Paulus. I den græske hovedstad blev han engang voldsomt forarget over at se byen fyldt med afgudsbilleder, og han fandt sågar et alter med indskriften: ”Til en ukendt gud”.

”Hvem er det?” ville apostlen omgående vide, og den forklaring, han fik af grækerne, er det såmænd sundt at kende til et par årtusinder derefter.

I et ikke-monoteistisk samfund som det græske var der altid plads til endnu en gud, og for ikke at yd­myge en uerkendt guddom og hans fremmede tilbedere, der eventuelt kom forbi, havde grækerne også rejst altre for guder, der af dem var ukendte.

Hvilken storslået humanisme! Hvilken solidaritet at anerkende de fremmede og deres guder uden mediedebat og mistænkeliggørelse.

---------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Bertel Haarder: Fort Europa må yde Marshall-hjælp til Afrika Bertel Haarder: Fort Europa må yde Marshall-hjælp til Afrika Næste artikel Sigrid Friis: Nedbryd ghettoerne – du ringer bare, Lars Løkke Sigrid Friis: Nedbryd ghettoerne – du ringer bare, Lars Løkke
Flertal vil sætte loft over VUC-forløb

Flertal vil sætte loft over VUC-forløb

VUC: Et bredt flertal i Folketinget er enigt om, at der skal loft over, hvor længe man kan tage forløb på almen voksenuddannelse og hf-enkeltfag. Aldeles uanstændigt, mener Uddannelsesforbundet.