Fl. Chr. Nielsen: Pavens verbale vejsidebombe

Onsdag den 6. december om aftenen udløste paven i Rom en verbal vejsidebombe, da han i et TV-interview gjorde opmærksom på, at der er en alvorlig og meningsforstyrrende fejl i den klassiske bøn, som hedder Fadervor.

Nu har vi ellers bedt den bøn i århundreder. Den er noget af det mest grundlæggende i kristendommen. Selv ateister og vantro griber til Fadervor, når alt andet glipper: ”Vor Fader, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn …”

Men vi skal ned til bønnens ord i vers 13 i Matthæusevangeliets 6. kapitel, før den graverende fejl dukker op. Dér står nemlig den helt forbløffende henvendelse til Gud: ”Led os ikke ind i fristelse.”

Åbenbart har ikke en sjæl før pave Frans studset over, hvad der i den kristne verden er sagt, reciteret, sunget, messet og mumlet milliarder af gange, nemlig at den algode og alkærlige Gud, Vor Fader i himlen, kan have sin perverse fornøjelse af at lede os i fristelse. Andre steder i Det Nye Testamente står der ellers tydeligt og umisforståeligt, at det er Djævelen, der frister os, som da Jesus i sin tid blev ført ud i ørkenen for at lade sig friste af samme djævel.

Med rædsel tænkte vi på præstens advarende fortælling om Onan i Det Gamle Testamente

Fl. Chr. Nielsen

Lige bortset fra i Fadervor.

Og moderne og kristne danskere vil naturligvis mene, at det helt og holdent er vort eget ansvar og bestemt ikke Guds, hvis vi lader os friste af dit og dat, af rigdom og magt, lottokuponer og sexchikane med mere.

Med både guld og myrra i bagagen må Josef og Maria have været umådeligt ressourcestærke flygtninge.

Fl. Chr. Nielsen

Nu kan paven så henvise til den nyeste bibelforskning, der har gjort det klart, at Fadervor er blevet fejloversat. Der skal rettelig stå: ”Lad os ikke fristes.” Hvilket indlysende nok er noget ganske andet end ”led os ikke ind i fristelse.” Det er selvfølgelig ikke den gode Gud, der med sin universelle playstation vil lamme vores frie vilje. Det er os selv, der ikke kan styre vores lyster og vort begær.

Så tak til paven, fordi vi nu efter to tusind år ikke længere skal gå rundt og aflire en meningsløs remse.

Men samtidig utak til Det Konservative Folkeparti, som i et omgående opslag på Facebook har den beroligende udlægning af vejsidebomben, at ”det ikke er store ændringer, paven ønsker sig.”

Hvabehar? Ikke store ændringer?

Jo, minsandten. De er så omvæltende, at det bør være Dansk Folkepartis ufravigelige krav, at ændringerne skrives ind i vort kristne lands næste finanslov, og at den af dronningen autoriserede bibeloversættelse forsynes med et gratis rettelsesblad.

Omtrent samtidig kalder undervisningsminister Merete Riisager (LA) det ”afsindig vigtigt, at skolebørn får et indblik i kristendommen.” Til Berlingske siger hun yderligere, at dansk kristendom ”er én af årsagerne til, at vi i dag lever i et frit samfund.”

Dertil kan jeg hilse og sige fra min egen konfirmationstid, at det bestemt ikke var i et frit samfund, vi blev konfirmeret. Nej, vi stod på kirkegulvet i kundskabs-rangorden med de lærenemme øverst og de tunge nederst, og med rædsel tænkte vi på præstens advarende fortælling om Onan i Det Gamle Testamente. Desperate bad vi Gud om ikke at lede os ind i samme fristelse, mens både præsten og Jesus på altertavlen tilkastede os formanende blikke.

Gid paven og bibelforskningen allerede dengang havde fortalt os, at det ikke er Gud, som får os til at synde, men at i et frit samfund er vi selv ansvarlige for den kødelige fristelse.

Lad os krydse fingre eller bede det reviderede Fadervor i håb om, at der ikke findes andre og lige så grimme fejl i oversættelsen af Bibelen.

I anledning af den tilstundende jul kan vi i den forbindelse fundere over, om der ulykkeligvis også skulle have indsneget sig en dramatisk fejl i Matthæusevangeliets fortælling om flugten til Egypten.

I et kristent land som Danmark ved naturligvis alle og enhver, at Josef og Maria sammen med deres nyfødte søn flygtede til Egypten, fordi kong Herodes i sin jagt på Jesus som jødernes kommende konge beordrede alle drenge på to år og derunder myrdet.

Men hvor langt var der egentlig fra Betlehem til Egypten? I luftlinje cirka 500 kilometer, men til fods eller på kamelryg varede rejsen vel et par uger eller mere, altså en lige så langvarig og kostbar flugt som i dag fra Bashar al-Assads og diverse terrorgruppers Syrien og til Danmark. Med både guld og myrra i bagagen må Josef og Maria have været umådeligt ressourcestærke flygtninge.

De burde derfor været blevet hjemme og have taget kampen op imod Herodes eller frem for Egypten have valgt et naboland som flugtmål. De kunne eksempelvis være flygtet til Nabatea, hvortil der fra Betlehem kun er et halvt hundrede kilometer (tro ikke, at jeg geografisk uforberedt skoser den hellige familie!). Efter Herodes’ død turde de heller ikke af frygt for hans efterfølger vende hjem til Betlehem i Judæa, så de slog sig ned i Nazaret i Galilæa.

Det rimer jo skidt med det moderne og kristne Danmarks syn på flygtninge, så en rettelse svarende til pavens indgreb i Fadervor vil være os kærkommen. Der må bestemt skulle stå, at familien kun flygtede til det nærliggende Nabatea og straks efter Herodes’ død ilede hjem til Betlehem, hvor de med deres mange ressourcer straks kastede sig ind i kampen for et frit samfund.

Glædelig jul – med eller uden rettelser.

---------

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.