Kommentar af 
Flemming Chr. Nielsen

Fl. Chr. Nielsen: Requiem for postvæsenets forpassede renæssance

KOMMENTAR: Skønt der er borgere, som ikke magter den elektroniske udvikling, accepterer vi, at postvæsenet synker i grus. Så hellere genrejse postvæsenet, mener Fl. Chr. Nielsen.

DØDSKAMP: Med lidt omorganisering kunne postvæsenet stadig være relevant og vitalt, i stedet har man ladet det forfalde, skriver Fl. Chr. Nielsen.
DØDSKAMP: Med lidt omorganisering kunne postvæsenet stadig være relevant og vitalt, i stedet har man ladet det forfalde, skriver Fl. Chr. Nielsen.Foto: Ritzau/Ernst van Norde
Flemming Chr. Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Engang var det en nyhed i avisen, hvis et brev var forsinket. Med en let gysen læste vi om en forsendelse, der dukkede op mange år efter modtagerens død, og de aldrende børn kunne fra deres ungdom svagt erindre noget om et forsvundet brev.

I dag vil ingen journalist løfte et øjenbryn over den slags uregelmæssigheder. Jo, det sker, at en forarget borger i f.eks. Skjern skriver et læserbrev om et julekort fra Holstebro, der først dumpede ned i postkassen under næste sommers hedebølge.

Dermed er det danske postvæsen reduceret til en moderne molbohistorie. Da brevmængden falder, og avancerede politikere og andre kyndige med lethed jonglerer i mails og bredbånd, er postbude blevet lige så sjældne og eksotiske som bankfilialer i udkantsdanmark.

Det er kun gamle koner, der for alvor savner Post- og Telegrafvæsenet, hvis fødselsattest stammer fra året 1624.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]
Søren J. Damm, debatredaktør.

Akkurat som da der blev danset på Titanics dæk, udsender det affældige postvæsen nemlig fortsat nye og farvestrålende frimærker, som om intet var hændt.

Flemming Chr. Nielsen

Det er altså nemt at gøre sig vittig over, at en levende del af kulturarven ligger for døden i vort ellers så traditionsbundne land, og det kan tilføjes, at vor døende og 394 år gamle institution selv ufrivilligt bidrager til morskaben. Akkurat som da der blev danset på Titanics dæk, udsender det affældige postvæsen nemlig fortsat nye og farvestrålende frimærker, som om intet var hændt.

I år udkommer cirka 25 såkaldte særfrimærker foruden de sædvanlige med dronningen og rigsvåbenet. De sidste nødvendiggøres af portoforhøjelser så hyperinflatoriske, som befandt vi os i Weimarrepublikkens Tyskland, men desuden udsendes blandt andet fem særfrimærker med kunstneren Bjørn Wiinblad, fem frimærker med roser, ét med en gedde, et andet med en aborre samt et par stykker med Storebæltsbroen.

At lade postvæsenet langsomt synke i grus er derimod en katastrofe på linie med etage for etage at nedrive Koldinghus, Rundetårn, Holmens Kirke.

Der er nu ingen grund til at grine, for et velfungerende postvæsen er selve symbolet på en civilisation. Et civiliseret samfund kendetegnes ved, at der ikke lægges fysiske hindringer i vejen for borgernes frie brev-kommunikation. Staten som garant for denne omgående brev-udveksling er et af civilisationens vandmærker, og det markeres ved det synlige postbud, der engang og i al slags vejr stred sig frem fra bopæl til bopæl.

Og dog. Når færre og færre sender breve, er det vel en økonomisk nødvendighed at skære ned og spare, tilsvarende lette på indkomstskatten og reducere udgifterne? Nej, frem for som nu at skride til massefyringer i postvæsenet besad vi i etatens tjenestemænd en punktlig og pålidelig, trofast og tillidvækkende offentlig arbejdskraft, der ved rettidig omhu og anvendelse af lidt politisk fantasi kunne have påtaget sig vigtige og sideløbende arbejdsopgaver.

Hvem kunne f.eks. bedre end postvæsenets medarbejdere bidrage til at indkradse en del af de 100 milliarder kroner, som danskerne skylder det offentlige? De kendte deres kvarter, dets ringeklokker og deres lus på travet. Og hver eneste procent ville betyde en ekstra milliard i statskassen.

Eller de kunne have ydet en alternativ form for kommunikation og efter indbyrdes aftale dagligt ringe på hos enkefru Jensen, der frygter for at skulle ligge glemt og forladt med et brækket ben eller det, som er værre. Hvilken tryghed for vort lands gamle og ensomme. Hvilken statslig cadeau til Ældre Sagen.

Eller – ja, etatens mænd og kvinder kunne sågar oplæres i at give omtalte enkefru Jensen et beskedent kursus i de avancerede mobiltelefoner og computere, som hindrer hende i at træde ind i informations-tidsalderen og finde sin e-boks eller egen side på borger.dk: ”Nu klistrer vi bare et lille Bjørn Wiinblad-frimærke på skærmen her, hvor du skal trykke. Så går det hele som en leg.”

Hvis da ikke en elektronisk svindlermafia inden da har lænset hendes konto.

Ak! Tiden er forpasset, og et politisk stormvejr ville have rejst sig, hvis nogen regering for alvor havde ønsket at bevare og udbygge det danske postvæsen som en vedvarende hyldest til den danske kulturarv og vor hæderkronede Christian den Fjerde. At lade postvæsenet langsomt synke i grus er derimod en katastrofe på linie med etage for etage at nedrive Koldinghus, Rundetårn, Holmens Kirke og hvad vi ellers stolt hæger om.

Prøv at stille forslag om det sidste, og du ville høre et ramaskrig om kulturarvens ødelæggelse, for vi holder mere af århundredgamle mursten end af vitale institutioner. Og det gør vi, selv om vi for tiden kan læse alarmerende rapporter om, at modsat papirbreve risikerer digitale dokumenter efterhånden at ”rådne” op – eller hvert øjeblik blive misbrugt eller destrueret af hackere.

Forleden læste jeg en novelle af den amerikanske forfatter John Steinbeck. Novellen er fra 1937, og den udspiller sig hos en farmer-familie langt ude på det amerikanske bøhland. En dag ankommer der et brev. "Det må være blevet forsinket." Konen så på frimærket, står der. "Det er stemplet i forgårs. Så skulle det altså have været her i går."

Hvis den novelle en dag skal genudgives på dansk, må det blive med et kolossalt noteapparat. Hvordan ellers fatte et ord som postvæsen, når der inden længe kun udbringes post en gang om ugen, så engang om måneden, om året og til sidst som en festlig begivenhed, der i lighed med en komet indfinder sig i cirka hver anden generation?

Såfremt modige politikere og deres partier ikke snarest sadler om.

----------------

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Chr. Nielsen

Forfatter, oversætter
cand.scient. i matematik og fysik (Aarhus Uni. 1969)

0:000:00