Fl. Chr. Nielsen: Vejrhane Haarders etiske overspringshandling

I vort tidligere naboland DDR kunne små artikler i avisen ofte afsløre store uoverensstemmelser. Derimod gav stort opsatte nyheder altid udtryk for magthavernes harmoni og samdrægtighed.

Jeg kom til at tænke på DDR, da jeg forleden i Berlingske opdagede en notits på 112 ord. Notitsen var forfattet af den fremtrædende Venstre-politiker og forhenværende minister Bertel Haarder. Han gik i rette med en Berlingske-blogger, der er cand.mag. i filosofi og derfor i avisen omtales som filosof.

Det sidste svarer vel nogenlunde til, at en cand.mag. i kunsthistorie kalder sig kunstner, eller at en cand. theol. opfatter sig selv som Gud. Eller for den sags skyld at undertegnede, der engang har overnattet på et hospital med brækket håndled, fandt på at udstyre sig med titlen læge.

Det var nu ikke for at kritisere ”filosoffens” titel, at Bertel Haarder skrev sit lille indlæg. Nej, anledningen var, at bloggeren havde udtrykt sin sympati for den højrenationale ungarske premierminister Viktor Orbán som en beundringsværdig kontrast til EU's politiske elite og tyskernes Angela Merkel. Hertil replicerede Bertel Haarder med det nålestik til filosoffen, at ”demokratiet kendes på, hvordan det behandler mindretallet og dem, der er anderledes.”

Du måtte hjertens gerne kritisere en person, der ikke havde andet at pynte sig med end åbenbare dumheder, men ve dig, hvis du i stedet rettede dit skyts mod samfundets egentlige magthavere.

Flemming Chr. Nielsen

De ord gør ham naturligvis fortjent til en hjertelig tak, men især bør han opfordres til også at ihukomme Chr. Richardts klassiske digt – her gengivet med en beskeden omskrivning: ”Venner, seer paa Danmarks Folketing, seer, saa I det aldrig glemmer.”

For hvad er det, der får Bertel Haarder til at tage til genmæle mod Berlingskes husfilosof? Jo, her er vi tilbage ved DDR-taktikken: Du måtte hjertens gerne kritisere en person, der ikke havde andet at pynte sig med end åbenbare dumheder, men ve dig, hvis du i stedet rettede dit skyts mod samfundets egentlige magthavere.

Kunne vi forestille os, at de frisindede mænd og kvinder, som engang bekæmpede slaveriet i USA, samtidig var kollektivt besat af en psykisk lidelse, der påbød dem at piske løs på de sorte slaver, fordi de var undertrykte?

Flemming Chr. Nielsen

Det var grunden til, at borgere i DDR ustandselig tyede til såkaldte overspringshandlinger. Altså brugte deres kritiske kræfter på noget harmløst frem for det, der rettelig burde angribes og fældes.

Og et angreb på en uskadelig husfilosof er præcis, hvad Bertel Haarder benytter sine 112 ord til – og især det sidste dusin af dem: ”Demokratiet kendes på, hvordan det behandler mindretallet og dem, der er anderledes.”

Mere ufilosofisk udtrykt: hvorfor aldrig bruge 112 ord på at gøre op med de partifæller og politiske nabo-MF'er, der gør en konstant dyd ud af at håne og nedvurdere mindretal og afvigere?

Nej, ikke i denne omgang flere bemærkninger om Venstres integrationsminister, der uden personlig generøsitet og uden evne for opmuntring og inspiration ynder at karakterisere en betragtelig del af menneskeheden som grisk og utilpasset, udemokratisk og kættersk. Havde ikke også hun i lighed med Berlingskes ”filosof” fortjent at blive korrekset med 112 offentlige ord?

Eller samme partis integrationsordfører Marcus Knuth, der efter det seneste tyske valg glædede sig over det fremmedfjendske Alternative für Deutschlands valgsucces. Kunne Marcus Knuth ikke tilsvarende kvalificere sig til 112 bidske ord, hvormed det forsigtigt påpegedes, at det ville være mere begribeligt, om han havde frydet sig over, at Venstres tyske søsterparti Freie Demokratische Partei ved selvsamme valg kunne genindtræde i Forbundsdagen?

Eller for nu til overflod at inddrage Dansk Folkeparti, der næsten ord til andet deler Berlingske-filosoffens kærlighed til Viktor Orbán. Også mod det partis MF'er kunne der uddeles 112 karske og velmente ord.

Hermed var Bertel Haarder allerede nået langt. Hvis altså ikke hans DDR-trang til skånsomme overspringshandlinger havde forhindret det.

At de varme ord om ”mindretallet og dem, der er anderledes,” kun er en vejrhane, demonstreres til aktuel overdådighed med den næsten enstonige Folketings-fordømmelse af burkaklædte kvinder. Der er ”demokratisk” enighed om, at de er undertrykte og skal frigøres, men som noget hidtil uset i verdenshistorien straffes de samtidig i deres egenskab af undertrykte. De skal nemlig idømmes en bøde på 1.000 kroner og derefter sendes hjem til deres undertrykkere.

Absurditeten i denne særlige Folketings-logik illustreres bedst med et u-historisk eksempel, for kunne vi forestille os, at de frisindede mænd og kvinder, som engang bekæmpede slaveriet i USA, samtidig var kollektivt besat af en psykisk lidelse, der påbød dem at piske løs på de sorte slaver, fordi de var undertrykte?

Nej vel. Men de i egen selvforståelse demokratiske og frigjorte danske politikere gør det historisk utænkelige til virkelighed. De lader den moderne pisk, der hedder økonomisk udplyndring i form af bøder, danse på de burkaklædtes rygge.

Der er brug for mange gange 112 ord fra Bertel Haarder, så længe det danske Folketing er kendeligt på, hvordan det mishandler mindretallet og dem, der er anderledes.

----------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen ”Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år”. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.