Kommentar af 
Flemming Chr. Nielsen

Flemming Chr. Nielsen: Er en islamisk stat ren galimatias?

KLUMME: Er det fuldkommen galimatias at indlede fredsforhandlinger med islamisk stat? Er det vanvid at lade dem beholde de landområder, de allerede har? Og at forlange fri udrejse for de mennesker, som ikke vil bo der, funderer Flemming Chr. Nielsen

Måske vil den islamiske stat en dag være udryddet i Mosul og Raqqa, men det er som at jagte en dødelig virus, skriver Fl. Chr. Nielsen.
Måske vil den islamiske stat en dag være udryddet i Mosul og Raqqa, men det er som at jagte en dødelig virus, skriver Fl. Chr. Nielsen.Foto: AFP/Scanpix
Flemming Chr. Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den såkaldt islamiske stat (IS) ligger så langt hinsides den mest elastiske forståelse af ”det normale,” at vi reagerer afmægtigt og kortfattet, når vi hører om den ufattelige terror:

”De er sindssyge.”

Men er de nu også det? Jo, mange af dem er givetvis bindegale, for andre forklaringer kommer til kort. Med blot en gnist af fornuft i behold kan intet menneske gribe til de massakrer, som den islamiske stat gennemfører. Men gælder sindssygen også de usynlige bagmænd, der orkestrerer enkeltindividers ubegribelige handlinger?

Næppe, og alene af den grund, at der ikke kendes til ét eneste historisk eksempel på, at patienterne på en lukket psykiatrisk afdeling i fællesskab og uden et rationelt tænkende personale til at bistå sig kan få noget som helst til at fungere og ligne en form for samfund.

Ingen ved, om Mosul ender som et nyt Aleppo, med børn med hovedet revet af og folk med maven sprættet op.

Flemming Chr. Nielsen

Ikke engang wc’erne.

Men nødtvungent må vi erkende, at i en irakisk millionby som Mosul har indbyggerne i en eller anden absurd forstand kunnet leve et nedtonet og usselt liv. Nogle tusind fanatikere har siden 2014 holdt byen i et jerngreb, men folk har dog været i stand til at skaffe sig det daglige brød. Der kører biler på gaderne. Der findes butikker og markeder, og børn leger. Der er hospitaler og parker. Folk kan sidde og drikke te.

I hvert fald indtil for nylig. Men hold kæft og parér ordre, for bag facaden er der fængsler og torturkamre.

Byen er nu under belejring og et mål for mulig og snarlig erobring. Assisteret af luftangreb med bombefly som store, vilde insekter forsøger irakiske og kurdiske styrker at få has på de islamiske ”galninge” og bringe en million civile ud af byen og i nogenlunde sikkerhed.

Det lyder som en Sisyfos-opgave. Ingen ved, om Mosul ender som et nyt Aleppo, med børn med hovedet revet af, folk med maven sprættet op og ligdele klasket ud over alle mure. Og om Mosul dermed indskriver sig i den uendelige række af de evige kriges rædsler. Og det samme gælder den mindre, men også IS-besatte syriske by Raqqa. Og en stribe landsbyer og tyndt befolkede områder, hvor den islamiske stat har slået sig ned som en græshoppesværm.

Nej, alt det er ikke udelukkende en flok sindssyges værk. Sindssyge kan ikke alliere sig med andre sindssyge. Den sindssyge deler ikke verden med andre end sig selv.

Amerikanske militæreksperter har da også pointeret, at den islamiske stat er opstået som et resultat af den amerikansk ledede invasion i Irak for 13 år siden. Mere præcist peges der på, at Saddam Husseins frustrerede, men tidligere så højtstående officerer allierede sig med sunni-muslimske fanatikere og skabte en modstandsbevægelse, der nu ikke længere fortjener sit navn, men druknede i blod og terror mod politisk magtes- og sagesløse mennesker i Vesten og Mellemøsten.

Disse officerers oprindelige og i en vis forstand rationelle tænkning forvandledes til en fanatisme, der fængede og bredte sig.

Måske vil den islamiske stat en dag være udryddet i Mosul og Raqqa, men det er som at jagte en dødelig virus. Vi fik måske has på ebola i det og det land. Kort efter dukkede smitten op et uventet sted. Lykkes det at nedkæmpe den islamiske stat i Mosul, flytter den bare til en anden usikker lokalitet. Til Libyen, til Yemen … Eller hvad nu hvis en restvirus i nattens mulm besætter en fransk eller tysk landsby, tager indbyggerne som gidsler og udråber et kalifat i Europas hjerte? Ganske vist et kortvarigt kalifat, men med flere hundrede eller tusind ofre. Og derfra videre.

Den krig, der udspiller sig mellem os og den islamiske stat, er så vanvittig og destruktiv for millioner af mennesker, at der nødvendigvis må gøres et forsøg med andre udveje, hvis den ikke skal fortsætte i al evighed og brutalisere og umenneskeliggøre os alle i en a-symmetrisk krig.

I den krig sidder der kontorister ved computerskærme i USA og lemlæster uskyldige mennesker med fjernstyrede droner. Bagefter kan kontoristerne gå hen på en café og drikke en kop kaffe. Ingen gyser over deres adfærd. Men hvis den islamiske stats terrorister foreløbig slipper fra deres terror med livet i behold, kan de gøre det samme, og vi chokeres over, at nogen virkelig kan være så kyniske og iskolde.

Jeg er ikke fagmand eller ekspert på noget som helst område, er hverken militær-kyndig eller psykolog, men en måbende iagttager i lighed med de får, der i sangen om Ole står der endnu og glor.

Og som en iagttager, der i denne afsindige verden skal have daglig mad på bordet, påtog jeg mig for nogle måneder siden den bizarre ”fornøjelse” at oversætte til dansk den tyske jurist og journalist Jürgen Todenhöfers bog ”Ti dage i den islamiske stat.”

Todenhöfer, der i atten år var forbundsdagsmedlem for CDU og opfatter sig som troende kristen, men ikke pacifist, rejste i efteråret 2014 frivilligt ind i den islamiske stat for at skrive om det virkeliggjorte mareridt i Raqqa og Mosul. Med sig havde han en tvivlsom sikkerhedsgaranti fra den såkaldte kalif og i bagagen en æske selvmordspiller, hvis kaliffen og hans lejesvende nu skulle bryde deres løfte om frit lejde …

Men Todenhöfer kom ud igen med hovedet i behold.

Siden har jeg overvejet, hvorfor den islamiske stat inviterede ham. Opfattede de ham som en naiv og nyttig idiot, der gik rundt med hovedet under armen? Hvad skulle de bruge ham til? Det fremgår ikke klart af bogen, for hvilken forfatter vil præsentere sig selv som nyttig idiot for en terrorbevægelse?

Men der er antydninger af, at bag den tilsyneladende sindssyge hos IS ligger der også en kynisk logik.

Og er det for sent at udnytte den? Er det fuldkommen galimatias at indlede en slags fredsforhandlinger med islamisk stat? Er det vanvid at lade dem beholde de landområder, de har? Og at forlange fri udrejse for de mennesker, som ikke vil bo der?

Lad i stedet hvem, som måtte ønske det, rejse til Mosul og slutte sig til kalifatet. Ønsk dem (gerne med undertrykt spydighed) held og lykke med deres kalifat, indgå en slags diplomatiske forbindelser med dem og giv dem visse handelsaftaler og nøje overvågede fredstraktater.

Lad så verden se, hvordan det går.
Har vi noget at miste ved forsøget? Er vores tryghed ikke allerede så undermineret, at det ikke kan blive værre? Og kan den ideologiske ebola på den måde indkapsles?

Nej, vil indsigelsen lyde, for de kræver hele jorden omdannet til et kalifat. Javist, men en drøm om verdensherredømmet har mange haft og måttet nøjes med en parcel.

Sådan står vi og glor. I daglig frygt for en fremtid, der kan blive mere grusom end nutiden! Og med en udsigt, der kalder på alle andre løsningsforslag end de bomber, som dræber mennesker, men ikke smitte.

---

Flemming Chr. Nielsen (født 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00