Fl. Chr. Nielsen: Vi vil have kannibalisme forbudt i vort moderne samfund

Forleden fortalte en iransk bekendt mig, at der i det enorme land findes nomader, som stadig tror, at shahen bor i hovedstaden og er kongernes konge. Jeg skal ikke kunne sige, om han har ret, for jeg har lige så lidt snakket med en iransk nomade som med en burkaklædt kvinde, og jeg har ingen som helst anelse om, hvordan og hvad de tænker.

Men med skam at melde kom jeg til at spekulere på, hvor tit vi mon som danskere giver os til at fundere over vor egen tilsvarende mærkværdighed.

Sædvanligvis opfatter vi os som fuldt moderne mennesker, der blev kørt af samlebåndet i går og ved samme lejlighed fik navlestrengen til fortiden klippet over. Modsat omtalte burka-kvinde og nomade lever vi i alle henseender som planter uden dybe rødder. Fortid og tradition er noget afrevet, der kun har et skinliv i højskolesangbogen og den himmelfaldne fane, der hedder Dannebrog.

Fortæl eksempelvis én af de moderne, at din bedstemor aldrig gik uden for en dør uden at hylle ansigtet i et sort tørklæde, og han/hun vil tro, du lyver, eller at tørklædet var et gammeldags alternativ til solcreme. Noget religiøst ligger der bestemt ikke i det.

Fortæl eksempelvis én af de moderne, at din bedstemor aldrig gik uden for en dør uden at hylle ansigtet i et sort tørklæde, og han/hun vil tro, du lyver, eller at tørklædet var et gammeldags alternativ til solcreme.

Flemming Chr. Nielsen

Nej, det gør der muligvis ikke. Og måske heller ikke, når det handler om nomadernes burkaklædte kvinder. Eller rettere: selv fagfolk har ingen nagelfast forklaring, for burkaen rækker umådelig langt tilbage, og tørklædet er bare dens tilbageblevne rest.

Så lad os frejdigt forsøge at sætte os i oldtids-nomadernes sted. De havde en afsindigt hård tilværelse i en evig kamp mod en skånselsløs natur og lige så skånselsløse medmennesker, så hvorfor skulle de oveni give sig til at undertrykke deres koner og halvvoksne døtre ved at tvinge dem til at leve som natskygger?

En ældgammel og kannibalsk kristen skik omtales med mange års mellemrum og bliver omgående manet i jorden af teologer, der afviser enhver kannibalisme.

Flemming Chr. Nielsen

Kunne der ikke tænkes en langt mere jordnær forklaring, nemlig at en familie og en slægt ikke har råd og overskud til at få kvinderne stjålet af konkurrenter?

Hvem skulle tage sig af børnene og ægtemanden, hvis de forsvandt ud i ørkensandet? Livet ville blive promiskuøst og polygamt og familien gå i opløsning. Men risikoen for kaos ville absolut blive minimeret, hvis ransmændene ikke på forhånd kunne vurdere deres bytte og derfor risikerede at løbe med katten i sækken – altså blive snydt i deres forventninger.

Bemærk venligst, at jeg ikke har solide argumenter for opfattelsen. Med samme ret kunne burkaen ses som en årtusindgammel beskyttelse mod sandstorme, og begge formodninger er lige så anvendelige som argumentet om undertrykkelse, også fordi ingen af de 23 burkaklædte kvinder i vort land klager over at være undertrykte.

Ved samme lejlighed kan fremsættes en såre praktisk forklaring på, at svinekød er bandlyst i nomadernes Mellemøsten. Ikke bare forlokkende kvinder fører til familiens undergang, men hvem vil desuden rejse rundt med et svinehold, der først i aflivet form har nytteværdi?

Og ikke engang da, for selv kølediskens moderne dansker ved, at svinekød er noget af det lettest fordærvelige i supermarkedet. Med andre ord er grisen uren, for uden påpasselighed fører den ikke til andet end diarré eller forstoppelse. Ønskes urenheden bekræftet, kan der slås op i Det Gamle Testamente: ”Svinet skal I regne for urent. I må ikke spise dets kød og ikke røre ved ådslet.”

Hermed er jeg tøvende på vej mod en makaber pointe, for når Folketingets flertal ser rødt ved forestillingen om burkaer og særlinge, der afholder sig fra grisefester, burde samme flertal også se rødt ved tanken om noget af det mest grundlæggende i vor egen kristendom.

En ældgammel og kannibalsk kristen skik omtales med mange års mellemrum og bliver omgående manet i jorden af teologer, der afviser enhver kannibalisme.

Senest blev der for en halv snes år siden sanket gloende kul på dagbladet Politikens nu afdøde chefredaktør Tøger Seidenfadens hoved, for i sin avis skrev han en ledende artikel om kristne menneskeædere. Og det var ikke nyomvendte på en sydhavsø, han havde i tankerne, men dig, mig samt hr. og fru Hansen.

Når vi nemlig går til alters, har vi Luthers ord for, at Jesus virkelig er til stede i brødet og vinen. I et luthersk-evangelisk land tror den kristne på, at det er Jesu legeme og blod, der spises i det øjeblik, hvor præsten siger, at ”dette er Jesu Kristi legeme,” og ”dette er Jesu Kristi blod”.

Af hensyn til eventuelle læsere, der kunne tro, at påstanden om nadveren er mit private påhit, skal tilføjes, at den ord til andet er hentet fra præsten og ph.d.en Kathrine Lilleørs redegørelse i Berlingske. I lighed med andre folkekirke-kristne er hun forpligtet på, at brødet og vinen ikke er ment symbolsk. Nej, ”nadveren er en rituel handling, hvor den kristne åbner munden og modtager to små fysiske beviser på Guds håndgribelige nærvær.”

Se, det er jo renlivet kannibalisme i vor moderne verden, og modsat den urene gris og den burkaklædte husmor er det svært at undskylde som noget, der kan være en nødvendighed i et brutalt ørkenland, hvor diarré, kvinderøvere og sandstorme lurer alle vegne.

Hvad der sker i nadveren søndag formiddag, er snarere en tilbagevenden til en religiøs kult, som er langt ældre end kristendommen, for lyder det ikke, som den ”primitivt” troende, der ved at fortære en del af sin Gud, mener at få overført hans kraft til sig selv?

Men engang får Folketinget vel afsluttet sin evighedsdebat om 23 burkaer og imødekommer også Dansk Folkepartis krav om, at de formastelige skal spærres inde bag en rigtig jernlås og ikke bare bag et stykke stof.

Og når den dag kommer, bør vi fra alle fordomme og overleveringer frigjorte danskere tage fat i næste punkt på dagsordenen:

Vi vil have den statsanerkendte kannibalisme forbudt i vort moderne samfund.

--------------

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.