Flemming Chr. Nielsen: Aftrykket af den kristne kulturarvs tommeltot

I medieaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti står der blandt meget andet, at "Danmarks Radios danske kvalitetsindhold skal skærpes inden for den kristne kulturarv." Det er tydeligvis Dansk Folkepartis tommeltot, der her har sat sit aftryk.

Og skulle nogen være i tvivl, kan tommeltotten genfindes i både regeringsaftalen fra 2015 og i den fra 2016. Her hedder det tilsvarende, at ”Danmark er et dejligt land … Danmark er et kristent land.”

Men danskere, der ikke just er født i går, kan med rette undre sig over, at vort land uden antydning af hykleriets skamrødme kan defineres som et kristent land. Og forundringen bliver ikke mindre, når Dansk Folkepartis ypperstepræstelige tommeltot, der hedder Marie Krarup, til Kristeligt Dagblad fortæller, at noget så fundamentalt kristent som næstekærlighed er at ”lave mad til sine børn og give sin mand et kys på kinden.”

Her må virkelig lyde en højrøstet protest fra alverdens menneskeædere, aboriginals og hedninge, for de laver minsandten også mad til deres børn og kysser deres ægtefælle.

Ja, undskyld mig, men er Danmark som et kristent land nu af Dansk Folkeparti i dets egenskab af regeringens rollator skrumpet til madlavning og kindkysseri?

Åbenbart, og det skønt ingen ringere end kristendommens grundlægger truer med, at hvis du ikke tager imod den fremmede (”Jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig”), så skal du til straf kastes i den evige ild.

Danskere, der ikke just er født i går, kan med rette undre sig over, at vort land uden antydning af hykleriets skamrødme kan defineres som et kristent land.

Flemming Christian Nielsen

Man ser nærmest for sig de fremmedfjendske stå forrest i køen til den evige ild, og hvis de i den alvorlige anledning har hidkaldt en kammeradvokat, falder hans mod-argumenter unægteligt på stengrund, for danskere, der eventuelt har dristet sig til for egen regning at tage imod en fremmed, er for længst idømt bøde- og måske fængselsstraf og af ordensmagten for tid og evighed skilt fra den fremmede.

Sågar vedkommendes ægtefælle eller barn kan afvises som en fremmed.

Nej, hvad angår aktuel dansk kristendom ser det jammerligt ud.

Lad os så i stedet finde trøst i medieaftalens ord om ”den kristne kulturarv,” for sådan én har vi vel? Jo vist, arkitektonisk smukke gamle kirkebygninger, økonomisk kostbart inventar og salmer af Kingo, Ingemann, Grundtvig med flere. Men også mere prygl end næstekærlighed, mere udbytning end fællesskab, flere fordømmelser end tilgivelser, måske endda flere voldtægter end inderlige altergange, i hvert fald mere hor end kristendom – uden at Dansk Folkeparti af den grund beordrer Danmarks Radio til at skærpe opmærksomheden omkring ”den sexuelle kulturarv.”

Som modvægt til alt det vor eneste internationalt anerkendte kristne filosof Søren Kierkegaard, men han nåede desværre omkring 1850 til den konklusion, at ”Christendommen slet ikke er til,” at vi alle til hobe er renlivede hedninge, og at præsterne derfor bør gå med en ring i næsen.

Så med den kristne kulturarv som noget attråværdigt ser det lige så jammerligt ud som med nutidens danske kristendom. Det hele er ifølge vor berømte filosof ikke andet end forklædt hedenskab.

Med medieaftalen forpligtes Danmarks Radio derfor til at kolportere opspind.

Men har vi da ikke i mange århundreder og trods alle udskejelser været et kristent folk, når vi i generation efter generation er blevet døbt og har været trofaste kirkegængere? Nej, på den del af opspindet er der et par ret enkle forklaringer, og ingen ville gøre indsigelse mod udlægningen, hvis de to forklaringer blev fremsat om et anderledes fjerntliggende land end det, vi selv bebor.

Indtil 1857 var et dansk barn, som ikke blev lovformeligt døbt, nemlig afskåret fra at arve sine forældre. Det var en lov, der nok skulle garantere, at folk sørgede for at lade deres børn døbe. Hvorfor nemlig slide og slæbe, hvis frugterne af ens arbejde aldrig kom ens børn til gode? Det var som en nutidig arveafgift på 100 pct.

Og indtil 1845 havde vi tillige her i landet tvungen kirkegang. Hvis du ikke om søndagen mødte op til gudstjeneste, vankede der bøder, og hvis du ikke betalte din bøde, kunne du indtil engang i 1700-tallet sættes i gabestok på kirkegården og skulle stå dér til spot og spe for de mere lovlydige og udvendigt fromme.

Kirkegangskravet og den økonomiske dåbsfordel er politisk snedigt udtænkte elementer fra den kristne kulturarv, men i dag har vi lykkeligvis ikke den slags ukristelige lovregler.

Eller har vi?

Engang vil vore efterkommere måske efter smag og behag kunne more sig over eller græde ved tanken om, at deres egen kristne kulturarv fra 2018 er et Danmark, der lige så listigt blev defineret som kristent, men hvor det alligevel var strengt forbudt at udøve visse former for næstekærlighed, der gik videre end til familiær madlavning og kindkys, for eksempel den at tage imod en fremmed. Eller – uden at erlægge en gaveafgift – overdrage sin ejendom til den, som ingen har. Eller banke på døren til et udrejsecenter og ytre sit ønske om at hjælpe en udvist familie.

Ikke desto mindre kan man sagtens forestille sig en fremtidig medieaftale, hvori det med en kommende tommeltot pointeres, at Danmarks Radio (hvis den stadig findes) har pligt til at skærpe sit kvalitetsindhold og uden kritiske spørgsmål formidle den kristne kulturarv fra Løkke Rasmussen-regeringens tid.

… Nej, klummeskriveren har såmænd ikke fået solstik, men der findes officielle myter så indlysende, at var de nedfældet og vedtaget i et andet land er vort, ville vi ikke regne landets regering for velforvaret.

------------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen ”Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år”. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.