Flemming Chr. Nielsen: Bukserne smidt og sproget voldtaget

KLUMME: Med tanke på Sandhedsministeriet i George Orwells dystopiske 1984, erobrer det totalitære umærkeligt vores tanke- og talefrihed.

”En talebansk snigskytte dræbte én af det internationale samfunds soldater i Afghanistan, men snigskytten blev kort efter uskadeliggjort af en hollandsk finskytte.”

Umiddelbart lyder det som en triviel reportage fra en meget omtalt krig, men hvis sætningen i stedet var hentet fra George Orwells roman 1984, kunne ingen være i tvivl: nyheden ville blive opfattet som et eksempel på, at magthavere i et totalitært samfund ikke skyer noget middel for at fylde borgerne med smukke løgne om egen fortræffelighed og fjendens modbydelighed.

Vore egne modige soldater er finskytter. Fjendens sammenskrab af ulækre personager er snigskytter. Vi repræsenterer det internationale samfund. Fjenden udgøres af psykopatiske afvigere. Vi uskadeliggør. Fjenden dræber.

I en totalitær stat vil medierne tilsvarende skrive, at fjenden benytter sig af feje vejsidebomber, mens vore egne soldater får den nødvendige luftstøtte under deres kampagne (ikke krig) på landjorden.

Således erobrer det totalitære umærkeligt vores tanke- og talefrihed. Demokrati og totalitarisme bliver identiske udgaver af de samme sproglige lænker. Prøv at kalde én af vore helte for en snigskytte eller omtal vores luftstøtte som udtryk for militær fejhed. Straffen vil ramme dig som et lynnedslag.

George Orwells roman udkom i 1949. Dengang og siden er den blevet opfattet som et opgør med ideologier som kommunisme og nazisme. Den kunne stå på reolen i ethvert frihedselskende hjem. Det var et udtryk for demokratisk frisind at have læst romanen. Aldrig ville det gå sådan i vor egen verden.

Eller som Berlingskes litteraturredaktør skrev for et par år siden i sin inappellable dom: ”1984 er et fremtidsmareridt, der for længst er blevet fortid … Den siger ikke noget om fremtiden, men om den tid, den selv blev skrevet i … dens fremtidsskildring er vildt overdrevet.”

Frem for den læser-betryggende afvisning af romanen burde litteraturredaktøren have noteret sig den uhygge, der manes frem. Uhyggen er som den voldtægtsmand, hvorom pigen sagde: ”Han kom så stille.”

Romanens gru er for eksempel ikke en torturscene med rotter – i den frie verden klarer vi os med waterboarding. Det er heller ikke den tarvelige underholdning, der kaldes for prole(tar)føde og serveres for masserne – hos os nøjes vi med tv-debatter, hvor et flok cirkusheste står med forbenene på en pult, og domptør Clement knalder med pisken, mens hestene vrinsker nogle stavelser, der skal udgøre en tankerække.

Nej, hvad der placerer George Orwells roman blandt de udødelige af slagsen er dens demaskering af det såkaldte Nysprog. Det er et sprog så fordrejet og afstumpet, at det hindrer enhver selvstændig tankevirksomhed og umuliggør enhver nogenlunde uortodoks mening.

I Gammelsprog, som er Nysprogs forgænger, fandtes der ord som humanisme, solidaritet, menneskerettigheder, men i Nysprog er de fordømt som kætterier og tankeforbrydelser. Humanisme er blevet til pladderhumanisme, solidarisk til tossegod og menneskerettigheder til godhedsindustri.

Forvandlingen er allerede fuldbyrdet. Eller med et citat fra romanen: ”Der vil være mange forbrydelser og fejltagelser, man ikke vil være i stand til at begå, ganske enkelt fordi der ikke eksisterer ord for dem, og det derfor er umuligt at forestille sig dem.”

En sprogforsker burde engang skrive en ordbog over dansk Nysprog. Den ville blive lige så omfattende som en traditionel ordbog.

Vi taler ikke længere om nedskæringer, besparelser og forringelser. Det hedder omprioritering, produktivitetsforøgelse, modernisering og slankning. Fattigfolk findes ikke mere. De kaldes lavindkomstgruppen. Vi fyrer ikke folk. Vi tager afsked med dem, for ordet fyring associerer til nederlag og udstødelse, hvorimod afsked fremkalder billedet af et tog på vej mod nye horisonter, mens de efterladte på perronen tilvinkes med jubel af de bortdragende.

Det hedder heller ikke et sabbatår, men et fjumreår. Det hedder ikke Statens Uddannelsesstøtte, men cafépenge. Hvis du ser en folkepensionist med sin blindestok, tænker du ældrebyrde. Kommer du forbi en moské, tænker du stormoské. Og du er ude af stand til at forsvare dig mod Nysprogs massive bombardement, for hvem ved sine fulde fem kan gå ind for et fjumreår, for cafépenge, for en ældrebyrde, for en stormoské på størrelse med hundrede fodboldbaner?

Nysprog er altså voldtægtsmanden, der ifølge pigen kom så stille. Men han er tæt på og har for længst smidt bukserne. Du må ikke henvise til desperate flygtninge fra det mellemøstlige Ragnarok uden at tilføje ”– og migranter” og eventuelt bekvemmelighedsflygtninge. Du må ikke sige kz-lejr, men skal bruge ordet nærområde. Det hedder ikke udvisningsservice, men udlændingeservice.

Det hedder ikke krig, men intervention. Ingen taler om en flygtningesituation, men alle kan sige flygtningestrømme og derved dehumanisere mennesker til masser. En nedværdiget asylsøger bliver til en fornøjelsessyg asylshopper. Vi skal nemlig kunne ”følge med,” og han/hun skal kunne ”falde til”. Ellers kan hverken vi eller flygtningen ”holde til det”. En mand, en kvinde eller et barn fra Mellemøsten er ”en potentiel terrorist” – hvis personen da ikke indfinder sig med dollars og kontrakter fra Saudi-Arabien eller et af emiraterne. Så er han en driftig forretningsmand, og af dem ”vil vi gerne vil have flere”.

At styre sproget er at styre tanken og afmontere kritik. Eller som vistnok Karl Marx har formuleret det: ”Det herskende sprog er de herskendes sprog.”

En dansk retoriker har tilsvarende kaldt sprogstyringen for ”omvendt lommetyveri”. Man lister noget ned i folks lommer. Så hvis der i det moderne Danmark skulle rejses et monument for Nysprog, måtte det blive en statue af den såkaldte Spyttemand. Ganske vist fik han en bøde, fordi han spyttede, men så vidt vi kender ham fra offentlig omtale, gentager han kun, hvad det herskende sprog opfordrer ham til. Han har det herskende sprog liggende i lommen som parlør, og han bliver dets talerør.

Uden diplomatiske omskrivninger bruger han sin lokale og iltre dialekt af Nysprog, for han er hverken tossegod, pladderhumanist eller medlem af en godhedsindustri. For ham er Integrationsministeriet et spytteministerium til omgående opfølgning. I Gammelsprog ville det nemlig være et integrationsministeriums opgave at integrere, men hvad møder du allerøverst på Integrationsministeriets hjemmeside: en blåfarvet triptæller, der oplyser dig om, at ”Regeringen har gennemført 40 stramninger på udlændingeområdet”.

Som nysprogssymbol umuliggør triptælleren enhver kættersk tanke om ære, retfærdighed og moral.

George Orwells roman er for nylig røget ind på alverdens bestsellerlister, formentlig fordi Donald Trump efter sin indsættelse som præsident har færdigmøbleret Det Hvide Hus med samme Nysprog som det danske integrationsministerium. Da en teleskærm af fabrikatet Kellyanne Conway havde forklaret, at præsidentielle løgne er ”alternative fakta”, var end ikke et upåagtet kosteskab efterladt til et museum for Gammelsprog.

Dermed er George Orwells Sandhedsministerium globalt opdateret til år 2017. Alternative fakta bliver af præsidentens euforiske tilhængere modtaget med det, som hedder stående ovationer, for ifølge DR's reporter ”tror de ikke på, hvad de læser i avisen eller ser på tv”.

Den før omtalte voldtægtsmand har ikke bare smidt bukserne. Han og hans triptæller er i fuld gang med at voldtage ”det internationale samfund”.

......

Flemming Chr. Nielsen (født 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Espersen: Kvindesags-forkæmpere beskytter kvindehadende mænd Espersen: Kvindesags-forkæmpere beskytter kvindehadende mænd Næste artikel Henrik Dahl: Med Machiavelli til gruppemøde Henrik Dahl: Med Machiavelli til gruppemøde