Flemming Chr. Nielsen: De burkaklædte skal stå økonomisk splitternøgne

Fra i dag gælder burkaloven, og med den straffer lovgiverne for første gang i vort fædrelands historie de påstået undertrykte frem for deres undertrykkere.

Det svarer til, at nogen i sin tid havde hittet på at piske slaver, fordi de ikke kastede deres lænker af sig. På samme vis idømmes de burka- eller niqabklædte nu en bøde på 1.000 kroner, og således økonomisk splitternøgne sendes de hjem til deres undertrykkere. I gentagelsestilfælde optrappes bøden til 10.000 kroner.

Dansk Folkeparti vil sågar fængsle de underkuede, men her sætter de knap så blodberusede bødler trods alt grænsen. De kan godt indse, at fangehuller til de anderledes giver grimme associationer til Middelalderen.

Da de burkaklædte imod forventning ikke føler sig spor undertrykte, opfandt inkvisitorerne et par mere bondesnu argumenter for loven. Jo, de burkaklædte kvinder er "utryghedsskabende." De er altså på linje med tiggere, rockere, skovflåter, psykisk syge, skovbrande, kakerlakker, romaer, vildsvin, edderkopper, seriemordere, hjemløse og ulve.

Og skulle der stadig være skeptiske vælgere derude, hed det som ekstra trumfkort, at de burkaklædte "slider på sammenhængskraften i Danmark." De skaber folkefremmede "parallelsamfund med egne normer og regler," og de sætter vores kultur "under pres."

Desuden "skal vi skal kunne se den, vi taler med," for øjenkontakt er noget helt fundamentalt i vores moderne civilisation.

Endnu er det ikke dig og mig eller vore kære, der forulempes. Det er nogen, vi ikke kender og aldrig har talt med. De bor et sted, vi sjældent kommer, så uimodsagt kan de generes og kanøfles.

Flemming Chr. Nielsen

Javist, men vi har da masser af øjenløse kontakter via telefon, sms-beskeder, chat, mail og så videre.

Faktisk kan du i dag leve et ganske indholdsrigt liv uden øjenkontakt med andre end din familie og dine nære venner. Nu og da med kolleger. Og i ny og næ en håndværker, for ikke engang med en skatteopkræver eller en parkeringsvagt får du øjenkontakt. Vedkommende er lige så usynlig som en skriftefader i den katolske kirke.

Men som var de bersærker eller besatte, stemte Folketingets flertal for den burkalov, der blev maskeret som et "tildækningsforbud." Med en enkelt undtagelse gik Liberal Alliances menige MF'ere dog imod. Det samme gjorde socialdemokraten Mette Gjerskov, og indledningsvis var Eva Kjer Hansen fra Venstre modstander, men partiets liberale halmstrå bøjede sig for vinden, da hun blev udnævnt til minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

Også dér led frisindet og åndsfriheden nederlag. En ministerpost kom i vejen for en personlig holdning, og vi jævnere folk kender godt den variant af integritet, der sættes på ophørsudsalg, når det hedder "Stik mig et par tusser, og vi snakker ikke mere om det." Så alt forladt. En positur holder ikke altid stand mod en udnævnelse.

Men hvem er de politisk forfulgte afvigere? De udgør et sted mellem ti og op til et par hundrede medborgere. Mange af dem er konvertitter, som også kunne have valgt en anden form for oprør mod det konventionelle samfund.

Iblandt dem er desuden en spøgefugl fra tv-satiren "Det slører stadig." Nogle af de nu kriminaliserede er ansat i telebranchen, hvor de siges at fungere glimrende som IT-supportere eller telefonsælgere. De udgør så lillebitte en minoritet, at de vælgermæssigt er uden betydning, og deres selvforsvar mod den politiske overmagt er derfor uden effekt.

Hvis de henviser til, at de ikke vil være ofre for modeluner og spekulere på, hvordan de skal maje sig ud i dag, mødes de af en hånlatter. Heller ikke nytter det dem at tale om inderlighed og gudsfrygt, som ellers er gamle og kernedanske værdier. Gør de det, fremkalder de blodtryksophidsede ansigter – for spyttemænd og lignende skabes nu engang af Folketingets opviglere.

Burkaloven er en århundredgammel pest, der er vakt til live efter krav fra mørkemænd i Dansk Folkeparti. Den dør aldrig. Den venter tålmodigt på at bryde igennem den fernis, som kaldes fremskridt og udvikling. Under den lurer flokmentalitetens had til de anderledes.

Fra den ældre danmarkshistorie kendes et helt tilsvarende og veldokumenteret eksempel på myndigheder, der ubønhørligt slår ned på slige småkættere. Kvinderne i Ribe havde i 1600-tallet fundet på at gå med deres kåbe oppe om hovedet, så ansigtet var skjult. Det vides ikke, hvorfor de fik den idé, men bysvendene blev beordret til at rive kåberne af kvinderne og give dem en bøde på en daler. Da kvinderne ikke gav sig, blev bøden sat op til ti daler. Og da de fortsat ikke parerede ordre, fik de verdslige myndigheder assistance fra præsterne i Ribe. Med kåben over hovedet kunne kvinderne nemlig ikke stå offentlig skrifte, for i deres formummethed kunne de ikke mærke menighedens forargede blikke dybt ind i sjælen.

Fra og med i dag er det igen en forbrydelse at hengive sig til et så aparte, men ikke kriminelt privatliv. Og i det politiske indgreb mod en absolut minoritet lægger totalitarismen sine frø. Den prøver sig frem, for den kan ikke på én gang knægte to eller tre procent af befolkningen. Den kan starte med en promille af en promille, for det giver højst anledning til et skuldertræk.

Andet sker der ikke, for endnu er det ikke dig og mig eller vore kære, der forulempes. Det er nogen, vi ikke kender og aldrig har talt med. De bor et sted, vi sjældent kommer, så uimodsagt kan de generes og kanøfles. Deres skæbne rager ikke dig og mig, så længe vi selv bestræber os på at gå klædt, så vi ikke vækker anstød hos en hysterisk opgejlet regering.

------------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen "Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år". Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.