Flemming Chr. Nielsen: Der er gået svamp i menneskerettighederne

Hvad ville resultatet blive, hvis en samfundsforsker gav sig til at optælle brugen af ordet ”menneskerettigheder” i de sidste halvtreds år?

Det behøver man ikke være sociolog for at regne ud. Indtil omkring århundredskiftet var ordet udtryk for en værdighed, der var alment accepteret.

Ingen ved deres fulde fem gik ind for, at nogen havde fortjent at blive hængt op i benene. En torturmetode som waterboarding ville have fremkaldt usigelig kvalme hos enhver avislæser. Det samme med den nudanske bøddelvariant, der hedder ”at være tålt skal være så utålelig som overhovedet muligt”. I alle ledende artikler ville der have lydt harmfulde protester. Og det samme fra alle ansvarlige partier. Netop med henvisning til menneskerettighederne.

Men vor samfundsforsker ville også i sin optælling støde på det daværende Fremskridtsparti og en præst i Seem ved Ribe, der kaldte menneskerettighederne for en ”voldtægt af virkeligheden”. At fremhæve menneskerettighederne var ifølge Fremskridtspartiet og præsten at ”foragte det enkeltes folks identitet og sammenhæng”.

Ingen forestillede sig, at præsten nogle år derefter skulle blive folketingsmedlem for et magtfuldt politisk parti. Endnu mindre, at det parti var et ægtefødt barn af Fremskridtspartiet, og at det siden blev rollemodel for fire-fem andre partier.

Efter årtusindskiftet gik der nemlig mere og mere svamp i ordet menneskerettigheder. Ganske vist bruges det fortsat, men i læserbreve og debatindlæg kaldes det et våseord og et pladderhumanistisk udtryk for godhedsindustri. Uviljen mod ordet epidemi-smittede også Folketinget, og giften drypper, så det ikke længere anses for stuerent at tale om menneskerettigheder. Endnu holder enkelte politikere stand, men de vil ikke i tide og utide tirre de andre med at gentage ordet, så de hitter på erstatningsglosen ”hensyntagen”.

Vi vil have ordet menneskerettigheder igen, ikke kun lokalt, men i Folketinget og i den politiske debat, for menneskerettigheder er et stolt ord, som ingen i vort land skal håne og spytte på.

Flemming Chr. Nielsen

Det skulle de aldrig have gjort. ”Hensyntagen” oversættes omgående til ”knæfald”.

Hvis vor samfundsforsker stadig er der med sin optælling af ordet menneskerettigheder, vil han erfare, at Folketingets flertal i dag pønser på det skaktræk til garrottering af begrebet, at konventioner er til for at blive udfordret. Konventioner er noget, et frisk og skjorteopsmøget folkestyre skal gå til kanten af. Protester reduceres til ”berøringsangst”. Medierne repeterer heller ikke ordet menneskerettigheder så ivrigt som før. Det er blevet et fyord. Lige så anstødeligt som bandeord i gamle dage.

Nej, lad os droppe det ord, tænker redaktørerne. Vi vil bestemt ikke afvise, at det som alt andet i vort frie og åbne samfund skal være til diskussion. Vist går vi ikke ind for waterboarding, og at der skal skydes på flygtninge i gummibåde. Men vi må også skele til avisoplaget, og det er aldrig rart, når ens kerne-abonnenter vrænger ”humanist” efter én.

Dermed er vor samfundsforsker nået til vejs ende i sin optælling. Han må konkludere, at ordet menneskerettigheder toner væk i vort sprog. Kun særlinge tager det i deres mund, fordi de nu engang er særlinge.

Men pludselig udvises en hel eller en halv familie til en uvis skæbne i et land, hvor de aldrig har været, eller hvorfra mindet kun fremkalder et slagtehus på nethinden og lyden af de forpintes skrig i ørerne.