Flemming Chr. Nielsen: Hærge den umistelige kulturarv? Ikke tale om

For nylig gennemførtes en omfattende fyringsrunde på Statens Museum for Kunst, der i forvejen får så lidt som 0,00011 procent af det årlige budget på finansloven. Nationalmuseet, der heller ikke kan kaldes en økonomisk grovæder, har samme uhyrlige udsigt. Tilsvarende Det Kongelige Bibliotek. Og knap så velkendte, men lige så kulturbærende institutioner.

For en måned siden hed det ellers i regeringens prognose for dansk økonomi, at ”velstanden har aldrig været større”, og når nogen spørger, hvorfor der så alligevel skal afskediges, lyder svaret, at der også skal være penge til hospitaler, til børn og til ældrepleje – og for vælgertækkens skyld tilføjes, at andet kan vi ganske enkelt ikke være bekendt i vort velhavende land.

Nej, vist ikke, men så sæt dog topskatteprocenten en brøkdel op! Og dæmp venligst jeres appeller til egoismen.
Nej, for det vil koste os regeringsmagten.
Derfor det årlige sparekrav på to procent.

I næsten fire århundreder har de nationale kultur-koryfæer overlevet krige, ildebrande, tyveri og andre menneskeskabte katastrofer. I lighed med Statens Museum for Kunst udspringer Nationalmuseet af Kunstkammeret, som blev grundlagt omkring 1650. Fra cirka samme tid stammer Det Kongelige Bibliotek.

Frihedsstøtten er 20 meter høj, og med 2 procent kappet af hvert år ville den for næste generation blive en dværg-obelisk og i sin stumpethed et autentisk kulturarvs-symbol.

Flemming Chr. Nielsen

Men netop nu i fredstid, hvor ”velstanden aldrig har været større”, er de under politisk angreb, og hvis der var penge at spare ved en årlig halshugning af Frihedsstøtten på Vesterbrogade i København, ville Folketinget såmænd udsætte det monument for samme behandling:

Frihedsstøtten er 20 meter høj, og med 2 procent kappet af hvert år ville den for næste generation blive en dværg-obelisk og i sin stumpethed et autentisk kulturarvs-symbol.

Mordere med koldt overlæg går stadig lyslevende rundt iblandt os. Med to procent om året myrder de stykkevis og ubemærket.

Flemming Chr. Nielsen

Parodisk og hinsides enhver fornuft er det samtidig at høre politikere tale om, at vi skal hæge om vores umistelige kulturarv og i særlig grad, fordi den er ”under pres” fra en kage i Bilka og tolv burkaklædte kvinder.

Men Folketingets flertal hæger slet ikke om kulturarven. Folketinget hærger kulturarven. Og der findes politikere med så vidt fremskredent kikkertsyn, at dansk kultur, dansk historie og dansk åndsliv i al deres mangfoldighed kun udgøres af den treenighed, der hedder Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Holger Danske på Kronborg og det flag, der engang faldt ned fra himlen under et slag i Estland.

Men frem for jeremiader, der alligevel aldrig nytter mod magtfulde folk, som ikke kender forskel på at hæge og at hærge, lad os da holde os til Det Kongelige Bibliotek som konkret og jordnært eksempel på en kulturinstitutions betydning for den nationale dannelse.

Navnet selv er naturligvis en hovski-snovski enevælderest, som ingen i dag lægger noget i. Den Sorte Diamant som glittertitel på tilbygningen fra 1999 gør heller ikke etiketten mere jævn og spiselig (bemærk også her de store begyndelsesbogstaver!). Hvorfor ikke bare kalde det for Nationalbiblioteket? For Det Kongelige Bibliotek er ret beset ikke andet end en national bogbus med en århusiansk aflægger, der sidste år sågar fik fjernet sin titel af Statsbibliotek og blev lige så Kongelig.

Alle og enhver kan kvit og frit oprette sig som låner på de Kongelige bogreoler. Og med en plastikpose i lommen gå ind og få den fyldt med fysiske bøger til hjemlån, hvis det lokale bibliotek ikke lige har dem. Eller via folkebibliotekerne og takket være et kyndigt og hjælpsomt personale få dem bragt hjem som e-bøger til den elektroniske skærm.

Indtil vort velstående lands fornærethed også her får sat en økonomisk stopper for kulturarvens tilgængelighed. Det sidste er just meningen med en kulturarv, men der skal fagfolk til at pleje den og udvikle den.

Ellers mistrives den – og dør som arveløs.

De politiske sparekrav kan altså gøre denne sommer til en af de sidste før syndfloden over Det Kongelige Bibliotek og dets kultursøskende i Sølvgade og Ny Vestergade med omliggende filialer.

Til illustration en oplevelse:

Jeg var kørt gevaldig træt i Jo Nesbø og andre bestseller-krimier (vi holder os for høflighedens skyld til en ikke-dansker) og fik for variationens skyld lyst til at læse den allerældste danske kriminalroman. Den viste sig at være skrevet af en Lauritz Kruse og udkom i 1801 som ”Morderen med koldt Overlæg”. Mit lokale bibliotek havde den ikke på hylden. Ingen folkebiblioteker ejede den, men selvfølgelig stod denne bid af kulturarven på Det Kongelige Bibliotek. Og få timer efter lå den ganske gratis på min computerskærm.

Jovist er eksemplet kuriøst. Men mordere med koldt overlæg går stadig lyslevende rundt iblandt os. Med to procent om året myrder de stykkevis og ubemærket. Men som mere resolutte kolleger i samme profession lægger de vægt på ikke at blive afsløret. Politisk gør de det med den tiltuskede agtelse, at de hævder at værne om kulturarvens umistelighed. Og hvem tør tvivle derom, når ”velstanden aldrig har været større”?

For sådan slipper man af sted med et langstrakt mord. Man agerer hårdnakket benægter:

”Vores umistelige kulturarv – vi kunne aldrig finde på at massakrere den!”

Kulturarven segner, men så langsomt, og mens den afmægtigt griber for sig, at vort land ikke i tide opdager dens fald.

---------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen ”Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år”. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.