Flemming Chr. Nielsen: Mit rygerliv har udviklet sig til et helvede

Forleden slikkede jeg mig gevaldigt om munden, mens jeg bladede i en brochure om udlejning af boliger. De lignede et syn fra drømmeland. Artige børn sad med deres lektier ved spisebordet, mens far og mor i fællesskab lavede aftensmad.

Men ak! Selv i dette jordiske Paradis fandtes en slange. Det fremgik af brochuren, at rygning var strengt forbudt i det lejede hjem.

Som piberyger var det for mig en lige så nedslående oplysning, som hvis jeg havde været missionsmand og med trussel om udsmidning ikke måtte bede bordbøn i mit hjem.

Vi arme rygere er omtrent så jagtede som muslimer og andre minoriteter. Det nytter os ikke, at vi som borgere i et ellers traditionsbundet land henviser til en århundredgammel tradition for den tobaksrøg, der løfter os og gør os milde og omgængelige, som var det juleaften året rundt.

Derfor har jeg forberedt et særligt nytårsforsæt. Når jeg første gang i det kommende år rejser med DSB, vil jeg bestille en billet på 1. klasse, sætte mig mageligt til rette i sædet og tænde min pibe.

Flemming Chr. Nielsen

Derfor har jeg forberedt et særligt nytårsforsæt. Når jeg første gang i det kommende år rejser med DSB, vil jeg bestille en billet på 1. klasse, sætte mig mageligt til rette i sædet og tænde min pibe.

Nej, som lovlydig borger vover jeg det alligevel ikke. En røgalarm vil omgående gå i gang. En kolonne af brandslukningskøretøjer og politibiler vil omringe toget. Medpassagerer vil skrige op i den tro, at et terrorangreb er i gang på Slagelse station. En konduktør vil idømme mig en inappellabel bøde på ikke under et femcifret kronebeløb.

Vore dage er som tobak, en hvirvel og en røg, der vellystigt snor sig mod tilintetgørelsen.

Flemming Chr. Nielsen

Så jeg holder mig langt væk fra eksperimentet og nedtoner mit nytårsforsæt til en hårdnakket beslutning om at fortsætte min piberygning, dog kun i enrum og bag nedrullede gardiner.

Men jeg kan betro læserne, at mit liv i den henseende har udviklet sig til et helvede. Hvis jeg ikke sørger for at hænge mit tøj til udluftning eller skifte påklædning, før jeg går i supermarkedet, kan jeg være sikker på, at mindst én medkunde gør en afværgende håndbevægelse. Nogen kan finde på at nidstirre mig, som om jeg gik med burka eller pønsede på at indføre sharia-lovgivning.

Som relativt lyserød dansker er den for andre generende røg det nærmeste, jeg kommer fornemmelsen af, hvordan det må være at tilhøre en mellemøstlig trosretning. Vi rygere kender alt til visitationszoner. Selv i det forblæste skur på en landlig togperron er vi så uglesete som potentielle terrorister. Vi lever som pariaer i de helliges samfund, hvor håbet om det evige liv er blevet dennesidigt. De færreste danskere tror på en genopstandelse efter døden, men det bristede håb er for mange forvandlet til troen på, at uden røg lever vi længere på denne jord.

Det er livstroens puritanske fundamentalisme: Du skal ikke leve godt – du skal leve længe.

Men som i al fundamentalisme er der gabende sprækker i sandheden. Når du gør de røgfri troende opmærksom på det svineri, der udsondres fra biler, busser og tog, fra fabriksskorstene, idylliske julelys og brankede ænder, ja, da bliver du vurderet som maskinstormer og modstander af det erhvervsliv, vi alle lever af.

Det nytter dig ikke, hvis du henviser til, at en spadseretur ved de københavnske søer midt i myldretiden (efterhånden døgnet rundt!) har samme nedbrydende virkning på dit helbred, som hvis du på fem minutter inhalerede to pakker cigaretter med lige så meget benzen, formaldehyd, cyanbrinte og andet skidt som i en selvmordsbombe.

Du skal heller ikke rippe op i den gamle socialdemokratiske nederlagshistorie om en betalingsring rundt om København. Derved opnår du kun, at de røgfri og dermed sande troende geråder i vildt raseri: ”Ja, vi tænkte nok, at du var ekstremt venstreorienteret og går ind for kollektiv trafik. Forstår du da ikke, at privatbilismen er Guds gave til menneskeheden?”

Mit nytårsforsæt om et fortsat lykkeligt samliv mellem mig og min pibe vil som hidtil udfolde sig i 2018, men det vil også være udsat for alle skilsmissens trusler. Jeg har det som den muslimske kvinde med tørklæde. Både hun og jeg holder stædigt fast i vores ældgamle tradition, og imens forsøger begrebet ”det moderne” ustandselig at frigøre os fra fortiden.

I går købte jeg på ’tanken’ en pakke tobak, og på pakningen var trykt ét af de verdslige Bibel-citater, der kun har til opgave at skræmme mig, ødelægge mit liv og drive mig ud i social isolation: ”Rygning øger risikoen for blindhed.”

Det havde jeg aldrig så meget som skænket en tanke. Lad gå med blodpropper, svigtende blodomløb og den cancer, der også rammer de sunde som et bibelsk memento mori – husk døden!

Heldigvis var ekspedienten på ’tanken’ en fordomsfri ikke-ryger, og da jeg pegede på det påklistrede sundheds-vers, var han tæt på at bryde i gråd:

”Så tænk på mig, der dagligt har udsigt til cigaretpakninger illustreret med den mest modbydelige døds-porno. Jeg overvejer at søge erstatning fra Arbejdsskadestyrelsen.”

Jeg satte mig ud i min bil og fik ild i den forførerisk duftende tobak, glippede et par gange med øjnene og erkendte, at jeg trods advarslen mod blindhed stadig kunne se de sorte og vinternøgne træer på skråningen og en ung og lykkelig kvinde bøjet over sin barnevogn. Og om ikke mange måneder bryder grønne spirer op gennem asfalten og trodser død og kulde, fødders tramp og Roundup.

Ung må verden endnu være. Og menneskets liv er som græsset, står der i Salmernes Bog. Eller oversat til nutidsdansk: vore dage er som tobak, en hvirvel og en røg, der vellystigt snor sig mod tilintetgørelsen.

Skrevet som nytårsforsæt med en tændt pibe i munden.

----------

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.