Flemming Chr. Nielsen: Sæt en smiley på alle landets udlejningsejendomme

I starten af maj måned blev det såkaldte boligforlig indgået, og for en stund vil borgerlige politikere dæmpe deres tale om, at boligejerne drives fra hus og hjem.

Vi så det ellers tydeligt og hjerteskærende for os: Midt om natten skrumlede familien af sted i en kærre belæsset med Wegner-stole og fladskærme som en moderne udgave af Erik Henningsens maleri ’Sat ud’ fra 1892.

Imens kunne vi såkaldte lejere med slet skjult misundelse følge de komplicerede forhandlinger om boligskatten. Men de forhandlinger kommer ikke os ved, og vi skal ikke have lommeregneren frem for at aflæse en besparelse. Tværtimod kan vi med frygt og bæven imødese den næste årlige huslejestigning.

”Jamen, I får jo boligstøtte,” lyder den trøstende indvending. Sandt nok. Nogle af os gør, men bestemt ikke alle.

Hvorfor griber politikerne så ikke ind mod den urimelighed, at lejer-amatører skal spille sorteper med professionelle udlejere?

Flemming Chr. Nielsen

Jeg vender tilbage til boligstøtten, men først en makaber oplevelse som lejer.

Den ejendom, hvori jeg bor til leje, blev for tre-fire år siden solgt til et internationalt investeringsselskab, og selskabets første handling var at fyre vor faste vicevært. Han var en både flittig og praktisk mand. Tidligt om morgenen ankom han på sin knallert og gik i gang med sin kost og hvad til faget og de skiftende årstider hører af plæneklippere, sneryddere, hæksakse, svabere og trillebør.

Men det ville for ejendommens ny ejer betyde en årlig besparelse på ca. 80.000 kr. at fjerne ham til fordel for en flyvende vicevært, som lejerne så kunne ringe efter, når ukrudt og andet skidt ikke længere var til at overskue.

Dermed stod jeg og andre som lejere i et dilemma: fordelen ved en fast vicevært er, at tingene bliver ordnet. Fordelen ved en flyvende burde være en pæn besparelse på huslejen.

Men så enfoldigt er lejeloven ikke indrettet. For nogle år siden blev der ifølge Lejernes LO afsagt en højesteretsdom i en lignende sag, og populært sagt gik dommen ud på, at besparelsen ikke omgående skal komme lejerne til gode, for udlejeren ”må først spise den op” – altså bruge den på diverse udgifter.

Som ikke-jurist kender jeg intet til detaljerne i den del af lovgivningen. En skriftlig henvendelse til fire af Folketingets boligordførere førte ikke til nogen opklaring, end ikke til en reaktion. Det kommunale huslejenævn sendte sorteper videre til boligretten, og dér stoppede festen, for boligretten kan ikke oplyse, hvad det vil koste at føre en sag  (”… og i øvrigt foreligger der allerede en højesteretsdom”).

Med en naturlovs nødvendighed fortsætter derfor de årlige huslejestigninger, der ligger pænt over inflationen.

Nu forholder det sig sådan, at lejerne i en ejendom har ret til at vælge en såkaldt beboerrepræsentation, der får ejendommens budgetter tilsendt og kan gøre indsigelse, men angående finesserne er den ulønnede beboerrepræsentation lige så magtesløs, som hvis det drejede sig om en skrivelse på kinesisk. Af gode grunde. Medlemmerne af en beboerrepræsentation kan være langturschauffører, cand. mag.’er i historie, kirkegårdsgravere, balletdansere eller truckførere. Muligheden for at bare én af dem er revisor eller advokat med speciale i boligret er mindre end chancen for at vinde i Lotto. De kan klage over dette og hint, men i det finmaskede økonomiske net må de som andre sprælle afmægtigt.

Hvorfor griber politikerne så ikke ind mod den urimelighed, at lejer-amatører skal spille sorteper med professionelle udlejere?

Det er boligstøtten en simpel forklaring på.

Som kært barn har den hele to navne. Når den udbetales til pensionister, hedder den boligydelse. Når den betales til ikke-pensionister eller førtids-pensionister kaldes den boligsikring. Danmarks Statistik oplyser, (http://www.dst.dk/da/Statistik/nyt/NytHtml?cid=21007) at den samlede årlige boligstøtte til lejere af de tre slags udgør 15 milliarder kroner (beregnet ud fra de senest foreliggende tal, dvs. 12 x boligstøtten i december 2015).

De mange milliarder udbetalt af det offentlige betyder, at de lejere, der får boligstøtte, ikke i samme grad mærker de stadige huslejestigninger. Staten kompenserer dem med et økonomisk tilskud, omtrent som når en skipper ballaster sit skib, så det kan manøvreres og holdes i ligevægt.

Med de 15 milliarder sikrer staten sig nemlig, at der altid er rimelig ro blandt lejerne. De stiller sig ikke samfundskritiske an.

Men hører man til de rimeligt velstillede lejere, der ikke modtager den statslige slikkepind, slår de årlige huslejestigninger fuldt ud igennem. Det er selvsagt den enkeltes problem, men huslejer er også et samfundsanliggende, for hvor mange af de 15 milliarder kan det offentlige spare ved blot en minimal kontrol af udlejernes budgetlægning og regnskab?

Vi mangler ikke i andre henseender kontrolinstanser i vort samfund. Pizzabagere, slagtere, købmænd m. m. kontrolleres, og kasketter uddeler smileys. Kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse efterses, og myndigheder straffer.

Men jeg kan forsikre, at der ikke føres nogen form for økonomisk kontrol med de ejendomsudlejere, der årligt modtager huslejer og deraf 15 milliarder betalt af staten.

Det ville ellers pynte gevaldigt med stor-smiley’er på alle lejekaserner.

.......

Flemming Chr. Nielsen (født 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.