Flemming Chr. Nielsen: To-sprogede politikere og deres kæltringsprog

Forleden afslørede Weekendavisen, at en bog af Naser Khader (K) i lange stræk er afskrift. Det vakte kortvarig forargelse, men åbenbart er den form for tyveri blevet så almindelig, at de færreste reagerer med mere end et skuldertræk. Herregud! Noget i retning af at tilrane sig en plasticpose i Netto.

Eksempler står nærmest i kø, for et mere og mere forfinet Google finder derind, hvor en bortrejst samvittighed tidligere havde sin naturlige plads.

Skoleelever og studerende skriver af. Et par tyske ministre har måttet forlade posten, fordi dele af deres videnskabelige afhandlinger viste sig at være afskrift. En dansk professor måtte for nogle år siden træde tilbage af samme årsag. Ingen grund til at remse op. Vi kan bare gentage vores skuldertræk. Eller more os med afsløringen af, at Melania Trump delvis genbrugte en tale af Michelle Obama. Eller at en tidligere dansk statsminister havde en taleskriver, der blev grebet i afskrift.

Ord er blevet allemandseje. Den private ejendomsret er ophævet. Tyveri er stiltiende accepteret.

På den facon bliver ord til konfetti. Og tilsvarende: manden bliver en rolle, en skuespiller, en statist, en lydbogsoplæser.

Fl. Chr. Nielsen

Og vi er alle medskyldige, for afskrift og plagiat er et symptom på, at nogle idealer er falmede, skønt de ellers i festtaler regnes for umistelige. Engang hed det sig, at et ord er et ord, og en mand er en mand, men ord blev til konfetti, og mænd blev til roller.

Tydeligt og skamløst fremgår det af, at ministerier jævnligt og åbenlyst annoncerer efter taleskrivere. Hvabehar? En taleskriver er én, der mod fast løn og pension påtager sig at levere en tale eller artikel til en politiker. Mange politikere skriver nemlig ikke selv deres taler. De har folk til det. Især de statsministerielle nytårstaler er prøvestenen for et hof af taleskrivere.

Nytårstalen er den politiske kronjuvel, og hvert af dens ord overvejes så nøje, som når en gemmolog vurderer en diamant.

Fl. Chr. Nielsen

Nytårstalen er den politiske kronjuvel, og hvert af dens ord overvejes så nøje, som når en gemmolog vurderer en diamant. Skal det konstruerede statsminister-jeg indlede med en hyldest til Matador-serien eller fortælle om sin personlige optagethed af at få lignelsen om den barmhjertige samaritaner efterlevet i det kristne Danmark? Begribeligvis det første. Det andet ville være et omgående massedrab på partiets positive eller stillestående meningsmålinger.

Det hele er viklet ind i spin, strategi, kynisme, lokkeri, sirenesang. Politikeren oplæser en tale eller signerer en artikel, som andre har begået, og den skal udgive sig for at være ministerens eget hjertesprog.

Eller som Grundtvig skrev: ”Modersmål er vort hjertesprog, kun løs er al fremmed tale.”

Og fremmed tale er også at få stukket et papir i hånden og lade teksten løbe ud af munden, som kom den oprigtigt og ærligt fra – netop den talendes hjerte.

På den måde får vi to-sprogede politikere. De har eventuelt deres private hjertesprog (med Grundtvigs udtryk: ”Kraftens ord”) og desuden deres offentlige ansigt med snoretræk.

Hvis man deler mange politikeres optagethed af den danske og kristne kulturarv som noget, vi for alt i verden skal forsvare og værne om, er det et stik i fædrelandshjertet at høre en taleskrivers produkt. Det er som en plagieret bog. Hvem har fundet på ordene? Hvem er det jeg, som taler? Skumlere vil mindes Helge Rodes ’Som en rejselysten flåde,’ for hvad står der i fjerde strofe: ”Sproget slutter som en handske om en fast og venlig hånd.”

Nej, det gør sproget ikke længere. En politikertale eller -artikel kan være et destillat af andres overstregninger, indskud, omflytninger, vurderinger, afprøvninger. Det i sig selv er ikke galt. Sådan gør enhver skriverkarl med respekt for sig selv og sit produkt. Nej, det gale er, at talen ikke er den talendes egen handske. Den er en plasticpose udleveret af taleskriveren. På den facon bliver ord til konfetti. Og tilsvarende: manden bliver en rolle, en skuespiller, en statist, en lydbogsoplæser.

Måske må det være tilladt at henvise til min egen kortvarige karriere som taleskriver. Jeg blev engang overmandet af en djævelsk økonomisk fristelse og skrev på bestilling et par politiske festtaler, men jeg siger jer: det er en skræmmende oplevelse at se sin arbejdssved og sine arbejdstårer komme ud af en andens mund. Først skal du døje med at finde på ord, der hverken stammer fra dit hjerte eller dit hoved, men fra din knurrende mave. Så skal du høre dem gentaget af læber, der har lånt dem og agerer båndafspiller. Sådan må det være at aflægge falsk vidnesbyrd i en verden, hvor selv ordene er blevet bytteobjekter.

… og for min stadig hjemmeboende samvittigheds skyld: ovenstående sidste afsnit er plagiat og afskrift – men fra mig selv. Jeg skrev det samme i Altinget den 4. marts i år!

Læs mere: Fede ord på knurrende mave – fem for en tier!

Desværre er det uvist, hvornår politikere begyndte at få deres taler og artikler leveret som pakkeløsning. Den romerske statsmand Cicero skrev garanteret sine taler selv. Det samme gjorde Winston Churchill, der sågar tildeltes nobelprisen i litteratur for et sprog, han hverken købte eller tiltuskede sig. Vor egen Stauning skrev også selv sine taler. Ellers er tale- og artikelskriveren såvel som plagiatoren en tusmørkefigur, hvis fødselsår henligger i det dunkle.

Men vi har på dansk et godt og klassisk ord, der karakteriserer de upersonlige og dermed ugyldige og falske formuleringer. Det kaldes for kæltringsprog og var det, som engang mentes brugt af natmænd, tatere og sigøjnere.

Et ældgammelt og tiptop-moderne udtryk.

......

Flemming Chr. Nielsen (født 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.