Flere bomber på Bramsens vej

ANALYSE: Efter at have afmonteret to store møgsager skal forsvarsminister Trine Bramsen nu sikre sig, at de borgerlige partier ikke starter en skyttegravskrig, og at der er ro i de interne geledder.

Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Andreas Krog

Som en anden vejsidebombe eksploderede sagen om svindlen i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse op i hovedet på forsvarsminister Trine Bramsen (S) i starten af december sidste år. Torsdag i sidste uge satte ministeren en advokatundersøgelse af svindlen i søen og parkerede således indtil videre håndteringen af sagen i eksterne hænder. Det skete med accept fra alle Folketingets partier.

Samme dag offentliggjorde Forsvaret resultatet af en undersøgelse af omfanget af kønskrænkende adfærd. En undersøgelse, Trine Bramsen i efteråret beordrede iværksat efter en række mediehistorier om, hvad flere kvindelige soldater har måttet stå model til gennem årene. Nu er problemerne identificeret, og Forsvaret har sat gang i en oplysningskampagne.

Dermed har Bramsen foreløbig destrueret de to største bomber i sine første syv måneder som forsvarsminister. Det er dog ikke ensbetydende med, at alt nu er fred og fordragelighed. I horisonten venter således flere politiske minefelter, hvor Trine Bramsen får brug for at træde varsomt og være parat til igen at rydde bomber af vejen.

Parat til at handle
For det første er miseren omkring Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse langtfra landet. Den værste fare er drevet over ved at få partierne til at sige ja til en advokatundersøgelse. Men det er stadig nødvendigt med fokus på sagen, og ministeren skal være parat til at handle på de ting, som måtte komme for en dag i forbindelse med advokatundersøgelsen.

Gør hun ikke det, så vil partier i begge sider af folketingssalen sandsynligvis hurtigt kaste sig over hende. 

Ministerenes ansvar
For det andet skal hun have håndteret den omlægning af ledelsesstrukturen i selve Forsvarsministeriets departement, som også er en del af den handlingsplan for at håndtere balladen omkring ejendomsstyrelsen, som ministeren selv udarbejdede og lagde frem, da sagen var kommet for en dag. Her skal hun sikre sig, at hun ikke havner i et mundhuggeri med den borgerlige opposition, som sammen med Socialdemokratiet og De Radikale udgør forsvarsforligskredsen.

De skal tages med på råd, men partierne er også meget opmærksomme på ikke at blive tvunget til at tage for stort et ansvar for reorganiseringen. For det er i sidste ende alene ministerens ansvar. 

 

 

Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00