Forfatter: Fokus på samlingerne er bibliotekernes vej ud af krisen

Af Ole Münster
Forfatter, biblioteksvennen.dk

Bibliotekernes dybe krise er en stor udfordring for de nyvalgte kommunalpolitikere, og politikerne skal både få tegnet en klar profil for bibliotekerne og sikre et konstruktivt samspil i den lokale kultur- og folkeoplysningsvirksomhed.

Ole Münster
Forfatter, biblioteksvennen.dk

Streamingen har slået benene væk under bibliotekerne. Udlånet af CD’er er styrtdykket, og der er reelt ikke grundlag for, at bibliotekerne opretholder en samling af CD’er og LP’er. Toget er stort set også kørt for DVD’er og udlån af film, multimediematerialer (f.eks. spil) og de fysiske lydbøger.

Tilbage er bibliotekernes kerneområde, de fysiske bøger, men også udlånet af bøger er faldet markant med knap 800.000 bøger pr. år og er halveret på 15 år!

Det har ikke vist sig muligt at overføre bibliotekets princip om fri og lige adgang til materialer på nettet, så spørgsmålet er, hvad er et bibliotek uden materialer?

Materialerne er omdrejningspunktet
Biblioteksloven er meget klar: ”Folkebibliotekerne skal fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed.”

Hele loven omhandler betingelserne for at kunne stille materialerne gratis til rådighed. Der er således ingen tvivl om, at loven siger, at bibliotekernes omdrejningspunkt er materialerne.

Derfor er det en meget alvorlig udvikling, for uden de fysiske samlinger forsvinder en stor del af bibliotekernes legitimitet. Uden samlinger kan bibliotekarerne ikke fastholde deres kompetencer, sådan som det i dag sker, når bibliotekarerne indkøber og plejer (med f.eks. kassation) materialerne og rådgiver lånerne i det daglige. Og uden samlinger fjerner man grundlaget for bibliotekernes virke.

Udfordringen er helt fysisk, for hvad skal bibliotekerne stille op med al den plads, når man fjerner de fysiske materialer? Hvad skal personalet lave, når materialerne ikke er omdrejningspunkt? Hvordan skal bibliotekerne leve op til deres public service-forpligtelse? Og helt fundamentalt: Hvad er bibliotekernes DNA uden de fysiske samlinger?

Ikke et ord om samlingerne
Man må derfor undre sig over, at Steen B. Andersen, formand for Danmarks Biblioteksforening, ”glemmer” materialerne, når han skriver: ”Bibliotekerne skal fremme oplysning, uddannelse, kulturel aktivitet.” Punktum. Ikke et ord om samlingerne. Men fakta er, at uden samlinger giver navnet ”bibliotek” ikke nogen mening.

Jeg er helt enig med tidligere bibliotekschef Mona Madsen i, at det er helt fint at samtænke turistinformation, borgerservice, egnsteater, biograf og slikbutik, medborgerhus, cafeer, lektiehjælp osv. Men det har ikke noget med biblioteksvirksomhed at gøre: Det er samarbejdende funktioner. Og det nytter ikke at legitimere bibliotekerne ved, at de medregner de mange besøgende til alle disse funktioner.

Litteraturen er den oprindelige kerne
Helt grundlæggende skal bibliotekerne finde tilbage til sin oprindelige kerne, som er litteraturen. Litteraturen er vores sprog, og det er sproget, der binder os sammen som folk. Der er ikke andre institutioner, der på samme måde understøtter litteraturen.

Med litteraturen som udgangspunkt skal bibliotekerne definere sine opgaver og byde ind, ikke mindst i forhold til det øvrige lokale kulturliv, som for eksempel kulturhuse, spillesteder og biografer.

Bibliotekerne skal ophøre med at kaste sig over alle mulige irrelevante opgaver, som de reelt ikke har forudsætningerne for at løfte – som for eksempel at skulle modvirke ensomheden blandt ældre.

Skal engagere lokalsamfundet
Bibliotekerne bør se sig som en del af det øvrige lokale kulturliv og skabe en langt stærkere forankring i lokalsamfundet ved at engagere borgerne, så de udvikler, planlægger og afvikler aktiviteterne i frugtbart samarbejde med de faglige medarbejdere.

I for eksempel Gilleleje Kulturhavn er bibliotek, biograf, udstillingslokaler, spillested, restaurant/café under et fælles tag. Det giver biblioteket mulighed for at fokusere på det, som de er sat i verden for, nemlig litteraturen. Aktiviteterne beriger hinanden og skaber et levende lokalt kultursted. Og de 200 aktive borgere er både lokale ambassadører og meget væsentlige ressourcer i kulturhusets mange aktiviteter.

Bibliotekernes dybe krise er en stor udfordring for de nyvalgte kommunalpolitikere, og politikerne skal både få tegnet en klar profil for bibliotekerne og sikre et konstruktivt samspil i den lokale kultur- og folkeoplysningsvirksomhed.

Lad mig til sidst fastslå, at vi aldrig har hørt så meget musik, set så mange film, og vi læser stort set lige så meget, som vi altid har gjort. Det afgørende spørgsmål bliver, hvilken rolle bibliotekerne kan spille i den nye virkelighed.