Debat

Forfatter: Nøglen til at nå de uinteresserede findes ikke i den klassiske kunstoplevelse

DEBAT: Kulturinstitutionerne skal både markedsgøre sig og være for alle, og derfor er de nødt til at udvide deres kunst- og kulturbegreb, skriver Rasmus Navntoft.

Man kan forsøge at nå borgere, der normalt ikke går til kulturarrangementer ved at møde dem på deres præmisser, skriver Rasmus Navntoft. 
Man kan forsøge at nå borgere, der normalt ikke går til kulturarrangementer ved at møde dem på deres præmisser, skriver Rasmus Navntoft. Foto: Marie Hald/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Navntoft
Forfatter, debattør og direktionsmedlem i Have Kommunikation

Af alle velfærdsstatens mange offentligt finansierede institutioner er der ingen, der som kulturinstitutionerne gang på gang må legitimere sig selv på ny.

Gratis adgang til hospitaler og skoler, folkepension til alderdommen og understøttelse i tilfælde af arbejdsløshed er til at forstå.

Men et eller andet sted undervejs i opbygningen og udviklingen af velfærdsstaten er forståelsen for velfærdens åndelige side gået tabt.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Den materielle omfordeling er naturlig for os. Den åndelige er mere prekær.

Den åndelige velfærd skal man betale for
Vi opererer ikke med en model, hvor adgangen til et bestemt antal statsligt støttede kulturinstitutioner som eksempelvis Det Kongelige Teater, Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet er gratis – selvom alene navnet på eksempelvis disse institutioner indikerer deres vitale betydning for Danmark.

Når man udvider skaren af borgere, der får glæde af en kulturinstitution, gør man i virkeligheden både den kulturelle sammenhængskraft og demokratiet en større tjeneste, end når man fylder salen med etablerede teatergængere.

Rasmus Navntoft
Forfatter, direktionsmedlem i Have Kommunikation

I stedet har vi valgt en model, hvor et væld af kulturinstitutioner støttes af stat og kommuner med væsentlige millionbeløb – men samtidig skal de selv hente indtægter, ikke mindst gennem entre.

Denne model kan have gode argumenter for sig, men den sender også det budskab, at den åndelige velfærd er noget, som borgerne delvist selv skal betale for – ofte en del, for som bekendt er det ikke helt billigt at gå hverken i teatret eller på museum.

Krav modarbejder indtjening
Det placerer kulturinstitutionerne i en underlig mellemposition, som bliver stadig mere markant i disse år. På den ene side kræver politikerne vedvarende en øget markedsgørelse af institutionerne: "Tjen flere penge selv, sørg for at trække mange folk til!"

På den anden side fastholder de, at kulturinstitutionerne som statsligt støttede skal være noget for alle.

Har man på denne side af årtusindskiftet hørt politikere fremføre, at det er fint nok, at kun eliten besøger kunstmuseerne? Nej.

I praksis kommer de to ting til at modarbejde hinanden, for ambitionen om at øge egenindtjeningen må nødvendigvis føre til øget segmentering og et målrettet fokus på at tiltrække dem, der med størst sandsynlighed vil købe en billet.

Læs også

Det er der mange institutioner, der klarer ganske godt.

Men da det næppe ligger i kortene at indføre gratis adgang på udvalgte institutioner, hvad gør man så i forhold til de borgere, der ikke er interesserede i eller ikke har økonomisk råderum til at bruge institutionerne?

Kulturinstitutionerne gør allerede meget i form af forskellige outreach-aktiviteter.

Men problemet er, at de ofte definerer disse aktiviteter ud fra deres eget kultur- og kunstbegreb og holdning til, hvad de synes er god kunst.

På denne måde bliver det stadig en slags oppefra-og-ned-formidling, hvor man prøver at vinde "de uindviede" over på sin side.

Hvorfor ikke snarere sætte sig den ambition at lave aktiviteter, der måske ikke nødvendigvis matcher et givent teaters eller museums traditionelle æstetiske standarder, men som taler til ikke-publikummets smag, den brede gruppe af borgere, der økonomisk via skattebilletten bidrager til, men i praksis ikke bruger institutionerne?

Det kan gøres ved at trække på institutionernes kunstneriske ressourcer – med økonomisk-politisk opbakning naturligvis.

Det er mindsettet, der skal ændres
Talentet hober sig op mange steder, og den kunstneriske nytænkning er fyldt med energi og visioner.

Eksempelvis behøver et teaters kunstneriske kræfter ikke kun bruges til at lave teater for de indviede. De kan også bruges til at lave noget for ikke-publikummet.

Det er en sympatisk og rigtig vision, at Mungo Parks nye direktør vil have hele S-togets linje A i teatret, men i denne ligning overser man, at det næppe blot er repertoiret, der skræmmer ikke-teatergængerne væk.

Det er også rammerne og selve det at befinde sig i et teaterrum. Fokus bør med andre ord ikke kun være på forestillingernes temaer og indhold, men hele mindsettet omkring det "at gå i teatret".

Derfor bør man lave aktiviteter, der rammer ikke-publikummet og fastholder en kunstnerisk værdi, men i et format, der rammer markant bredere.

Det handler ikke om at være plat eller om at sælge ud, men om, at man som en vigtig samfundsaktør strækker sin funktion og bliver i stand til at se sig selv udefra.

Plejehjemsbeboere i tylskørt
Hvordan ser eksempelvis billedkunst og teater ud fra de uinteresseredes side?

Hvorfor ikke spille på dette billede og hermed skabe noget af værdi for dem? Hvorfor ikke tage ikke-publikummet alvorligt, samtidig med at også kunsten tages alvorligt?

Det var netop det, vi i Have Kommunikation gjorde, da vi i sommer sammen med Det Kongelige Teater lavede en balletfestival, der var lagt an på at skabe bred værdi, ikke kun blandt kernepublikummet, men også blandt dem, der aldrig har overvejet at se en forestilling på Gamle Scene.

Det foregik uden at give køb på kunsten, men ved at bringe balletten i spil. Ved at tale med folk om deres fordomme og forbehold. Ved at lade dem overvære en balletdanser danse den døende svane. Ved at opfordre dem til at danse med.

Det resulterede i nogle stærke øjeblikke, da bryggerimedarbejderne på Fuglsang Bryggeri i Haderslev dansede ballet i gummirøjsere, eller da de ældre på plejehjemmet Peder Lykke Centret dansede rundt i tylskørter og balletsko.

Det resulterede i nogle skæve og sjove videoer, som hundredetusindvis af danskere fulgte med i, og som gjorde, at også de danskere, der normalt ikke besøger Det Kongelige Teater, følte, at de havde fået en oplevelse fra en kulturinstitution, de er med til at finansiere.

Det var ikke mindst derfor, at konceptet for balletfestivalen var, som det var: Filosofien var, at når det er danskerne, der betaler for Den Kongelige Ballet, skal balletten også skabe noget af værdi for danskerne.

Var det stor kunst? Nej, ikke målt i forhold til det som Den Kongelige Ballet og så mange andre præsterer på de skrå brædder.

Men det handlede stadig om kunst og kunstens betydning og om den kunstneriske trang som urkraft i menneskers liv.

For grunden til, at vi i det hele taget har sådan noget som Den Kongelige Ballet, er jo, at vi som mennesker føler en trang til at udtrykke vores liv gennem dans.

Det er ballettens ultimative eksistensberettigelse, og det er derfor, vi ikke kan undvære den.

Nøglen til de uinteresserede
Når man på denne måde udvider skaren af borgere, der får glæde af en kulturinstitution, gør man i virkeligheden både den kulturelle sammenhængskraft og demokratiet en større tjeneste, end når man fylder salen med etablerede teatergængere – fordi man hermed eksplicit bidrager til at indfri den demokratiske vision, der ligger til grund for, at vi overhovedet har offentligt støttet kultur.

Samme udfordring og muligheder findes hos et væld af andre kulturinstitutioner. Nøglen til at nå de uinteresserede findes ikke i den klassiske oplevelse, som institutionen normalt præsenterer.

Den ligger sikkert snarere gemt i en anderledes iscenesættelse, der skræller det æstetisk-forfinede af oplevelsen for i stedet at appellere til et mere intuitivt kunstnerisk behov hos folk: Alle mennesker fortolker deres eget liv, og alle mennesker interesserer sig på et eller andet niveau for verdens gang, for fremtiden og for vores historiske ballast.

Som kulturinstitution står man med den dobbeltopgave, at man må skelne mellem den værdi, man kan skabe for den gruppe af borgere, der besøger ens institution, og den anden gruppe af borgere, der måske aldrig vil aflægge institutionen et besøg.

Det er på den måde, at vi fastholder værdien af viden, kunst og kultur i vores samfund: Ikke blot ved at insistere på, at de har værdi for alle, men ved vitterligt at skabe og formidle denne værdi til glæde for så mange borgere som muligt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Navntoft

Redaktionschef, Gyldendals Bogklubber, forfatter, fhv. head of Strategy and Digital, Have Kommunikation
cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling (Københavns Uni.)

0:000:00