Forfatter: Regeringen taler med to tunger om kontanthjælpsreform

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag., forfatter og redaktør

Lovforslaget om en ny kontanthjælpsreform bliver anden- og tredjebehandlet i Folketinget 15. og 17. marts 2016. Det er en reform, der vil ramme titusindvis af mennesker med handicap utroligt hårdt, fordi den indfører et kontanthjælpsloft og en regel om mindst 225 timers ustøttet beskæftigelse.

Kontanthjælpsloftet sætter et loft for niveauet af boligstøtte og andre offentlige ydelser i tillæg til kontanthjælpen. 225 timers-reglen gøres til forudsætning for at opretholde hele kontanthjælpen. Mange mennesker befinder sig i dag på kontanthjælp, selvom de er alvorligt syge eller har store handicap.

Kritik af kontanthjælpsloft
Kontanthjælpsloftet er blevet kritiseret massivt af blandt andre Danske Handicaporganisationer og Kommunernes Landsforening, fordi det vil betyde nedsættelse af boligstøtten til nogle af de mennesker, som bor i særlige handicapboliger, og som i dag er på kontanthjælp.

De vil uden boligstøtte ikke have råd til at bo i disse. Mange vil ej heller have mulighed for at flytte, da der ikke findes mange af den slags boliger, og nogle borgere venter i årevis på en sådan bolig. Det kan dreje sig om flere tusinde personer, som risikerer at blive ramt på deres mulighed for at blive boende i en handicapbolig. Nogle af dem risikerer at blive hjemløse.

Det er ganske vist lykkedes Danske Handicaporganisationer at få regeringen og forligspartierne (Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance) til at undtage en mindre gruppe af mennesker med handicap fra kontanthjælpsloftet – dels dem, der har fået anvist en særlig handicapbolig direkte fra kommunen, dels en gruppe stærkt bevægelseshandicappede, som selv har fundet deres handicapbolig. Men den største gruppe af mennesker med handicap vil stadig blive ramt, fordi forligspartierne ikke vil undtage dem.

Når regeringen og dens støtteparti Dansk Folkeparti nu afviser kritikken af lovforslaget med, at mennesker med handicap slet ikke skal være på kontanthjælp, så må vi gøre dem opmærksom på, at det ikke desto mindre er det, der sker. 

Lisbeth Riisager Henriksen
Forfatter og redaktør

I klemme med beskæftigelseskravet
225 timers-reglen er blevet kritiseret af blandt andet Dansk Socialrådgiverforening og Danske Handicaporganisationer, fordi mange mennesker med handicap på kontanthjælp ikke vil kunne opfylde den. Beskæftigelseskravet er paradoksalt, siger de, når vi nu ved, at en stor andel af kontanthjælpsmodtagerne skønsmæssigt befinder sig netop her, fordi de har helt andre problemer og ikke har nogen arbejdsevne af betydning. Det er en slem klemme at bringe borgere i, der ikke har nogen mulighed for at honorere beskæftigelseskravet.

I lovforslaget hedder det alene, at personer, som er uarbejdsdygtige, skal undtages 225 timers-reglen. Man har ikke præciseret, at undtagelsen for eksempel skal gælde de personer, som i det aktuelle system er kategoriseret som ’aktivitetsparate’ – dét vi på almindeligt dansk kalder ’ikke-arbejdsmarkedsparate’. Når man undlader at skrive den slags undtagelser direkte ind i loven, overlader man det samtidig til forvaltningernes tilfældige skøn at vurdere, hvem man vil undtage. Den slags tilfældigheder har borgerne allerede dårlige erfaringer med i for eksempel forvaltningen af reformen af førtidspension. I gruppen af kontanthjælpsmodtagere risikerer alle kontanthjælpsmodtagere nu uden undtagelse at blive afkrævet beskæftigelse. Også dem, der ikke kan.

90 procent af ikke-arbejdsmarkedsparate har funktionsnedsættelse
Der findes ikke nogen præcise opgørelser over, hvor stor en andel af kontanthjælpsmodtagerne der er berørt af alvorlige sygdomme eller funktionsnedsættelser. Men ifølge formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau kategoriserer kommunerne omkring 75 procent af alle kontanthjælpsmodtagere som værende ikke-arbejdsmarkedsparate. Det flugter nogenlunde med den overrepræsentation af mennesker med handicap i kontanthjælpssystemet, som også formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen peger på. I en artikel i Altinget: social 12. november 2015 henviser han for eksempel til en ny undersøgelse fra Ringsted Kommune, der viser, at 90 procent af de ikke-arbejdsmarkedsparate har en funktionsnedsættelse. Hvis den andel kan udbredes til et landsgennemsnit, og hvis kommunernes kategoriseringer svarer til borgernes reelle arbejdsevne, så taler vi skønsmæssigt om, at omkring 67 procent af kontanthjælpsmodtagerne har en funktionsnedsættelse. Det er mange!

Sikkerhedsnettet forringet betydeligt
Regeringen og dens støtteparti Dansk Folkeparti afviser kritikken af lovforslaget om kontanthjælpsloftet og 225 timers-reglen med, at mennesker med handicap ikke bliver ramt af reformens kontanthjælpsloft, fordi de slet ikke skal være på kontanthjælp. De skal videresendes til fleksjob, ressourceforløb eller førtidspension, hævdes det.

Det er godt at høre, at man i Venstre og Dansk Folkeparti i en vis forstand anerkender, at mennesker med handicap ikke skal være i kontanthjælpssystemet. Men de har selv været med i et væld af social- og beskæftigelsesreformer igennem de seneste år, som samlet set har forringet vilkårene for mennesker med handicap massivt (Dansk Folkeparti dog ikke i reformen af førtidspension og fleksjob). Og det er et faktum, at mange alvorligt syge mennesker og mennesker med alvorlige handicap den dag i dag kommer på kontanthjælp og bliver fastholdt i årevis i dette system, selvom det havde været mere fair for dem at være i sygedagpengesystemet, i fleksjobsystemet eller på førtidspension.

Når man for eksempel har gennemført en reform af førtidspensionen, som har forringet tilgangen til førtidspension fra cirka 15.000 årligt i 2012 til cirka 6.000 årligt efter reformen, vil der jo være mange tusinde syge borgere, som ikke længere rummes af pensionssystemet. Det burde ikke komme bag på politikerne, at nogle af dem ender i for eksempel ressourceforløb eller fleksjob, som reformen netop lagde op til, eller i kontanthjælpssystemet, eftersom man helt generelt har forringet sikkerhedsnettet betydeligt. Det burde heller ikke komme bag på dem, at der efter reformen af sygedagpengene er borgere, der har mistet sygedagpengeretten og er overgået til kontanthjælp eller ingenting, selvom de stadig er syge og slet ikke er udredt. Og så var der den første kontanthjælpsreform, som også indeholdt en række forringelser.

Grænsesøgende forvaltningspraksis
De mange politiske reformer over for mennesker med handicap i kombination med, hvad Advokatrådet har kaldt en grænsesøgende forvaltningspraksis, har gjort og gør livet meget svært for titusindvis af syge mennesker og mennesker med alvorlige handicap. Det tager bid for bid disse borgeres rettigheder og muligheder for at leve et værdigt liv på lige fod med andre borgere. Og det har ikke skortet på advarsler fra forskellige patientforeninger og handicaporganisationer om, at alle disse reformer rammer de syge og dem med de største handicap hårdt.

Når regeringen og dens støtteparti Dansk Folkeparti nu afviser kritikken af lovforslaget med, at mennesker med handicap slet ikke skal være på kontanthjælp, så må vi gøre dem opmærksom på, at det ikke desto mindre er det, der sker. Det klinger derfor utroværdigt, når de på den ene side siger, at mennesker med handicap ikke skal være på kontanthjælp, men på den anden side på grund af samspillet med øvrig lovgivning og en grænsesøgende forvaltning bestemmer, at mange mennesker med handicap presses ind i netop kontanthjælpssystemet. Det er dobbelt tungetale.

Hvis de skal være troværdige i synspunktet om, at mennesker med svære sygdomme eller handicap ikke skal rammes af den nye kontanthjælpsreform, så må de sætte handling bag ordene. Så må de sørge for at præcisere det i lovgivningen og også sikre, at kommunerne rent faktisk ikke placerer disse borgere i kontanthjælpssystemet.

Regeringen og Dansk Folkeparti har stadig en chance for at bevise en sådan troværdighed i anden- og tredjebehandlingen, hvis de skynder sig at komme på bedre tanker. Men det er sidste udkald nu.