Forfatterspire: Dødsangsten må ikke forfølge os ind i fremtiden

Af Peter Bitsch Hjortshøj
Elev på Den jyske Forfatterskole

Jeg påstår at kunne det mærke det, når jeg går igennem gaderne. Når jeg går igennem strøget, hvor de tomme butikker bliver flere og flere. Når jeg vågner om morgen og mærker vinden blæse ind igennem mit vindue. På den måde fuglene synger, og hundene gør. Tiderne er skiftet.

En fremmed er ikke længere en ven, du ikke har mødt endnu. Individualiseringen har erstattet fællesskabet. Den digitale verden er ved at ovetage den virkelige verden. Effektiviseringsmentaliteten fra arbejdspladsen er skvulpet over i de resterende aspekter af vores liv. Den teknologiske invasion har løbet os over ende, og vi kan kun følge med, hvis vi tilsidesætter essentielle psykiske og sociale behov med stor mistrivsel til følge.

Vi er på papiret friere, rigere og mere lige end nogensinde før. Vi burde flyve som frie fugle på en sorgfri himmel. Vi burde føle os tilpasse i vores liv og i os selv i et samfund, der bryster sig, at der skal være plads til alle. Frisatte for traditionelle kønsroller. Løsrevet fra kristendommens ”forældede” verdenssyn. Fokuserede på at skabe en krænkelsesfri kultur.

Vi er på mange måder i en idealismens tidsalder herhjemme; alligevel lider flere og flere af psykiske lidelser, ensomhed og en følelse af at være afkoblet fra omverden. Alligevel kæmper flere og flere med dårligt selvværd i en præstationsorienteret verden, hvor antallet af unge i behandling for ’nervøse og stressrelaterede tilstande' steg fra 800 børn under 19 år i 1995 til 7390 i 2015, imens procentdelen af unge kvinder i alderen 16-24 år, der ofte eller meget ofte følte sig nervøse eller stressede, steg fra 19 procent i 2010 til 36 procent i 2019.

Hvad denne stigende mentale mistrivsel skyldes, ved jeg ikke, men kunne den tænkes at have noget at gøre med, at vi i højere og højere grad underkender essentielle sociale, psykiske og åndelige behov? At vi har accepteret, at vi som produkter produceres og perfektioneres til den enorme fabrik, der er samfundet? I et system, der skubber os hurtigere og hurtigere igennem barndommen, ungdommen og det tidlige voksenliv? Og at vi er ved at overføre denne usunde udvikling fra uddannelsessystemet og arbejdslivet til vores resterende liv, hvilket tydeliggøres i de debatter, der har været i kølvandet på coronakrisen.

Vi er fødte flokdyr, men som den første generation nogensinde er vi ved at forlade vores flok. 

Peter Bitsch Hjortshøj
Elev på Den jyske Forfatterskole

Hvor mange har ikke talt om, at hvis der er noget, vi kan tage med os fra krisen, så er det, at vi slet ikke i så høj grad som før behøver at tage ind på arbejde; vi kan bare arbejde hjemmefra. Vi behøver ikke alle de kolossale koncerter fremover med deres sprængfarlige sammensurium af potentielle smittespredere af diverse sygdomme. Vi behøver ikke at tage bussen helt ind til byen for at shoppe i stormvejr og silende regn; vi kan blot shoppe over nettet. Vi behøver ikke at tage i supermarkedet; vi kan bare gå ind på nemlig.com.

Vi behøver faktisk ikke al den sociale omgang og alle de fremmede mennesker. Hvis vi kan stå sammen hver for sig, kan vi også være sammen hver for sig.

Simpelt sagt handler det i dag mere og mere om at komme hurtigst, lettest og smartest igennem livet. Ved at overføre kapitalismens effektiviseringsmodel til vores eget liv, tillader vi nemlig en tilsidesættelse af almene menneskelige behov, der naturligvis resulterer i større ensomhed, mindre nærvær og større psykisk mistrivsel.

Det fremstår helt åbenlyst med tanke på, at vi netop ikke er produkter eller robotter, men mennesker – mennesker har brug for hinanden for at føle, at livet er meningsfuldt, og at vores eksistens er værdifuld og berettiget.

Denne farlige tendens har vundet frem igennem lang tid, og der er stor risiko for, at vi vil se den tage kraftigt til i kølvandet på coronakrisen, hvor forebyggelse af smittespredning og digitalt samvær for alvor er kommet på dagsorden, og hvor flere politikere og eksperter har været ude at sige, at verden aldrig vil blive den samme igen.

Det skal jeg ikke kunne svare på, om den gør, men en ting ved jeg, og det er, at vi mennesker fortsat vil være mennesker på den anden side. Vi vil fortsat have de samme sociale og psykiske behov, der ikke vil blive dækket, hvis vi tager sygdomsangsten med os videre og begynder at underkende betydningen af koncerter, shoppingture, museumsbesøg, festivaler og byture. Hvis vi begynder at underkende betydningen af hinanden.

Vi er ikke ressourcer eller tankeløse brikker, man bare kan flytte rundt med. Vi er mennesker med indre behov, der må dækkes, hvis vi vil bevare den sunde psyke.

Det kan helt tydeligt udledes ud fra det faktum, at vi generelt har fået det værre psykisk under coronakrisens isolerede, kolde dage, hvor der har været en markant stigning i antallet af opkald til både Psykiatrifondens telefonlinje, Depressionsforeningen og Bedre Psykiatris linje for pårørende – der har her været helt op til 30 procent flere opkald end før krisen.

Hvis ikke vi prioriterer tiden med hinanden med alt, hvad den indebærer af fællesspisning og lange samtaler i den varme stue med familien eller i barens mørke med venner og bekendte, vil vi kun se denne udvikling blive forværret.

Vi er fødte flokdyr, men som den første generation nogensinde er vi ved at forlade vores flok. Det er en ensom, farlig og forkert vej at gå ned ad. Det er altafgørende, at vi ikke underkender vigtigheden af, at vi fra naturens side er sociale væsener, når vi kommer på den anden side af coronakrisen. I stedet må vi lytte til stemmen i det ubevidste, hvor kapitalismen hvisker, at der ikke er tid til at stoppe op, ånde ud og ånde ny, ren luft ind - og beder den stemme holde mund.

At vi ikke overfører sygdomsangsten og dødsangsten fra coronatiden til fremtidens samfund og begynder at begrænse antallet af begivenheder med et stort antal mennesker, for der vil naturligvis fortsat være forskellige vira, forkølelser og influenza på den anden side af krisen, som ligeledes vil være farlige for visse grupper. Vi må ikke blive et folk, der lever blot for at overleve, men derimod være et folk, der forstår at værdsætte samværet med hinanden og den frihed, vi alt for længe har taget for givet.

Vi er her ikke for evigt, og livet er intet værd uden kærligheden, nærværet og tiden med hinanden. Noget, vi risikerer at glemme i en tid, hvor alt handler om at leve længst, nå mest og være mest effektiv.