DF's forhenværende pressechef: Vi skal være på vagt for dem-og-os-logikken

I de mange år, jeg arbejdede på Christiansborg, hørte jeg flere gange, end jeg gad tælle, at DF's retorik var årsagen, i bestemt ental, til alskens problemer med en konsekvent skelnen mellem "dem og os".

Mellem kriminelle og lovlydige. Mellem udlændinge og danskere. Mellem islamister og andre. Oftest var det simpel og forurettet kritik af tonen, og sjældent forholdte kritikerne sig til de problemer, der jo i hvert fald i det mindste rent teoretisk kunne være årsagen til, at DF's politikere formulerede sig, som de gjorde.

Man fik en debat om debatten eller om tonen i debatten, ikke om substansen, årsagerne til tonen. Få gad foretage en analyse af, om der eventuelt kunne være noget om snakken. Snakken i sig selv var et problem. Problemet bag snakken var ikke.

Når man tænker det igennem, er den slags ødelæggende for den politiske debat og for folkestyret.

Konsekvensen af den slags førte til DF's foreløbige kulmination med det kanonvalg, som formand Kristian Thulesen Dahl leverede i 2015.

Valget havde dog også andre åbenlyse årsager, især Venstres og Lars Løkke Rasmussens daværende kollaps. Ikke desto mindre var det snakken om "dem og os", der drev fremgangen. Det såkaldt gule Danmark var ikke bare underforstået, men helt åbenlyst absolut ikke en del af det pænere speltselskab.

Uden at vi nok helt vil det, polariserer vi os i Danmark

Søren Søndergaard
Kommentarskribent

Affærdigelse af baggrundene for, at nogle formulerer sig, som de gør, har vi politisk og historisk efterhånden en vis erfaring med, hvad kan føre til.

Ultimativt og nok mest illustrativt er gadedrengen Donald Trumps valgsejr ved præsidentvalget i USA i 2016. Men mindre kan også gøre det.

I Sverige stormer Sverigesdemokraterne fortsat frem. Partiet rider på en bølge af indvandrerkriminalitet, temmelig mange flere udlændinge end herhjemme, og de svenske mediers og politiske modstanderes kølhaling af partiet, der ikke i 25 år har lært et klap ved at se til Danmark, men først på det seneste af nød har åbnet dørene lidt på klem for partiet, der minder om en svensk DF-variant.

I dag er store dele af DF's retorik overtaget af andre partier, ikke mindst Socialdemokratiet, hvor tale om grænsemure og hegn og vagter og håndhævelse af grænsesuverænitet i dag kan bære store interviews med integrationsminister Mattias Tesfaye. Der er dem indenfor murene og dem – de andre – udenfor.

Det tydeligste eksempel, som mange vil huske, er nok den tilføjede, håndskrevne notits på Mette Frederiksens talepapir ved et coronapressemøde i marts i fjor om at udskamme dem, der ikke ville rette ind efter regeringschefens og hendes bands anvisninger. Det blev ikke udtrykt, og det var nok klogt.

Men grundpræmissen har ligget under regeringens hele coronaindsats og -kommunikation.

Der var os, der fulgte anvisningerne om alt fra afstand, sprit, mundbind, selvisolation og hele molevitten, og så var der de andre, der ikke gjorde. De asociale, sig-selv-nærmeste-egoister udenfor fællesskabet. Os og dem.

De færreste i Danmark var ud til bens. Anderledes i mere rebelske befolkninger som den franske og amerikanske, begge nationer født af revolution og oprør, og dét sidder dybt.

Danmark er sluppet godt igennem sin del af coronapandemien, netop takket være en befolkning, der står sammen og kan, når vi vil, og retter ind, når vi skal. I tilgift er vores økonomi kernesund, og pedalen er i bund på mange områder.

Sammenhængskraft skabes blandt andet ved at fokusere på fællesmængden, der bringer os sammen som nation – historien, sproget, flaget, værdierne, folkeskolen, arbejdsglæden, og hvad man ellers måtte prioritere – i stedet for at udskamme

Søren Søndergaard
Kommentarskribent

Det ændrer blot ikke på, at kommunikationen skægt nok har hvilet på dem-og-os-præmissen. Det virker nemlig. Ikke desto mindre skal vi være på vagt for dem-og-os-logikken.

Det skal doseres, ikke være basen. For uden at vi nok helt vil det, polariserer vi os i Danmark.

Dem, der vil redde klimaet med skolestrejker, "panik", afgifter på alt fra kød til flyrejser, bilforbud med mere – og dem, der i den første gruppes optik ikke vil. Det nu nok gerne redde klimaet, men er måske blot mere besindige og vil måske lade forskning, ny teknologi og udvikling af for eksempel CO2-neutrale brændsler gøre arbejdet.

Dem, der vil have regnbueflag alle vegne, også på stadions og ved parlamentet, og dem, der ikke vil, men som i den første gruppes optik derfor er intolerante, privilegieblinde heteroseksuelle runkedorer. Selv om sidstnævnte gruppe måske sagtens i årtier kan have støttet ligestillingen mellem homo- og heteroseksuelle, men ikke lige er stemplet ind i dogmet om, at otteårige børn skal have lov til at skifte køn, fordi de lige nu i anden klasse føler for det.

Dem, der ivrigt støtter, at man river statuer ned mange dele i den vestlige verden, fordi det er statuer af folk, der måske nok var stats- eller hædersmænd i deres samtid for 100, 200 eller 300 år siden, men som set i 2021-prismen var galt på den. Og dem, der synes, at historie er historie, og den kan man blive klogere af, ikke ved at rive ned, tværtimod, men ved studier, debat og læring.

Listen er lang. Men nuancerne er der ikke plads til. For eller imod. Dem og os.

For kort tid siden belærte Venstres Karsten Lauritzen resten af den såkaldte blå blok om, at de var hykleriske, hvis ikke de som han og Venstre stemplede ind i FH/DA's nyforhandlede barselsregler, baseret på EU's minimumskrav for samme.

En pudsighed at bruge krudtet på at kalde andre hyklere, når man i grunden bare vil fortælle, at man selv er topmoderne, anerkender EU-vilkårene i jernindustrien og mener sig i pagt med samtiden.

Man kan så diskutere, om synspunktet er i samklang med andet end EU og FH/DA al den stund, at tre af fire danskere venligt beder politikerne holde snuden væk med lovgivning om fordeling af barsel.

Men dét er lige meget, når blot en debatlysten politiker får lov at dele verden op i dem og os – de kloge og de dumme, de rene og hyklerne.

Det må være en politisk opgave at skabe sammenhængskraft, ikke kun tale om den. Sammenhængskraft skabes blandt andet ved at fokusere på fællesmængden, der bringer os sammen som nation – historien, sproget, flaget, værdierne, folkeskolen, arbejdsglæden, og hvad man ellers måtte prioritere – i stedet for at udskamme.

Fællesmængden er bindemidlet.