Forsker: Ansigtsslør og omskæring udstiller Folketingets religionshykleri

KRONIK: Man kunne ønske, at Folketinget havde anlagt samme rummelige tilgang til religiøse særheder, som blev lagt for dagen i omskæringsdebatten, i debatten om tildækningsforbuddet. Her var der ingen appel til dialog med det pågældende trossamfund, endsige de berørte kvinder, skriver Malthe Hilal-Harvald. 

Af Malthe Hilal-Harvald
Ph.d.-studerende ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

2018 blev et år, hvor man i Folketinget to gange tog stilling til, hvilke religiøse handlinger som kan tillades i det danske samfund. 19. april blev lovforslaget om at forbyde ansigtsslør førstebehandlet, og 23. november blev borgerforslaget om indførelsen af en aldersgrænse for rituel omskæring af drengebørn ligeledes debatteret i Folketinget. Førstnævnte forslag blev vedtaget, mens sidstnævnte formentlig vil blive forkastet efter andenbehandlingen.

Blandt partigrupperne er der et vist sammenfald mellem fortalerne for et tildækningsforbud og modstanderne af et omskæringsforbud. I denne kronik vil jeg sammenligne de to debatter og begrundelserne for deres udfald. Jeg mener nemlig, at de udstiller et vist hykleri i Folketingets behandling af religiøse minoritetspraksisser.  

Retligt set er de to debatter begyndt fra hvert sit udgangspunkt. Omskæring af drengebørn i Danmark befinder sig i virkeligheden i en retlig gråzone. Der er relativ enighed blandt jurister om, at selve handlingen er omfattet af straffelovens voldsbestemmelser. Uenigheden handler om, hvorvidt omskæring alligevel kan betragtes som lovlig. At omskæring for indeværende betragtes som lovlig af myndighederne skulle jo gerne have en solid begrundelse.

I strafferetten findes der, hvad man kalder straffrihedsgrunde; det vil sige konkrete omstændigheder, som gør, at der ikke ifaldes straf for en handling, som ellers ville have været straffet. Man kan for eksempel med nogle få undtagelser give samtykke til, at der begås forskellige handlinger mod én, som ellers ville være ulovlige.

Forældre kan i vidt omfang give samtykke på vegne af deres børn. Dette stedfortrædersamtykke har dog visse begrænsninger. For eksempel er det således ikke længere tilladt at revse sine børn, selvom de forældre, som brugte prygl i opdragelsen, formentlig ikke gjorde det for at skade barnet, men for at opdrage det til at være en god samfundsborger. Angiveligt er der sågar bibelsk belæg for, at det skulle være en god opdragelsesmetode. Alligevel blev det besluttet, at det ikke længere skulle være tilladt.

Hvis vi overfører denne logik til spørgsmålet om omskæring, må vi spørge, hvordan det kan være, at nogle religiøse minoriteter har et stedfortrædersamtykke for deres drengebørn, som ingen andre i samfundet har. Hvilke hensyn er det, som lovgivningsmagten vægter tungere end barnets kropslige integritet og håndhævelsen af straffelovens ordlyd? Dette fik vi et indblik i under fredagens debat.  

Sundhedsministeren og ordførerne fra de partier, som ikke støtter et forbud mod rituel omskæring af drengebørn, henviste til den svære interesseafvejning i dette spørgsmål. De uddybede således den vage konstatering af, "at debatten om rituel omskæring af drengebørn er kompleks, og at der er mange vigtige hensyn, der skal afvejes," som var resultatet af forespørgselsdebatten om samme emne tidligere i år.

Under debatten inddrog man således sundhedsfaglige og etiske hensyn, herunder henvisninger til både Det Etiske Råd og lægefaglige organisationer. Sikkerhedspolitiske hensyn og hensynet til Danmarks omdømme i udlandet blev nøje overvejet. Man udtrykte desuden bekymring for et eventuelt forbuds begrænsede effekt og risikoen for flere gedulgte omskæringer.

Endelig var der flere, som kædede omskæringsdebatten sammen med stigende antisemitisme i Europa og slog fast, at Danmark er et land, hvor vi må acceptere, at nogle religiøse mindretal har omskæring af drengebørn som en essentiel identitetsmarkør.

Flere af modstanderne af et forbud udtrykte samtidig modstand mod selve praksissen. Der var tilsyneladende intet problem i at adskille de to spørgsmål og således tilføre debatten yderligere nuancer. Og et tilbagevendende tema var, at dialog – og ikke kriminalisering – med de berørte trossamfund var vejen frem til at begrænse praksissen.

Hvis vi vender blikket mod ansigtssløret, så var det retlige udgangspunkt et helt andet. At gå med ansigtsslør var – indtil det blev gjort ulovligt – klart tilladt. Så her gik spørgsmålet på, om man overhovedet kunne forbyde denne handling i lyset af Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Med andre ord befandt forbuddet og ikke den forbudte handling sig i udgangspunktet i en juridisk gråzone. I sådanne tilfælde kræves der tungtvejende argumenter for at indføre en indskrænkelse af individets grundlæggende frihed.

I skærende kontrast til den nuancerede omskæringsdebat var tildækningsdebatten nærmest apokalyptisk. "Vi siger nej til omvandrende symboler på parallelsamfund og et Skyggedanmark uden for lov og orden," lød det fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K), og under ordførertalerne kunne man se for sig, hvordan det danske samfund ville styrte i grus omkring de tildækkede muslimske kvinder, hvis ikke der blev skredet ind øjeblikkeligt med en kriminalisering.

Formålet med tildækningsforbuddet redegjorde man kun for med en række floskler om social sammenhængskraft og parallelsamfund – og det selvom sidstnævntes eksistens er tvivlsom. Hverken nødvendigheden eller proportionaliteten af forbuddet blev godtgjort. Her var ingen inddragelse af hensynet til Danmarks omdømme i udlandet, og sikkerhedspolitiske hensyn til, hvordan et forbud ville kunne bruges i antivestlig propaganda, havde man kun hån tilovers for. Indvendinger om risikoen for utilsigtede konsekvenser og øget isolation af de berørte kvinder blev ignoreret.

Den rummelige tilgang til religiøse særheder, som blev lagt for dagen i omskæringsdebatten, lader ikke til at have spillet nogen særlig rolle i debatten om tildækningsforbuddet. Her var ingen appel til dialog med det pågældende trossamfund, endsige de berørte kvinder. Her var ingen komplekse interesseafvejninger: Ønsket om at tvinge folk til at vise deres ansigt i det offentlige rum trumfede tilsyneladende alle andre hensyn og overvejelser.

Til det tilbagevendende argument om, at et tildækningsforbud skam også er til gavn for de berørte kvinder, kan man blot bemærke, at det er påfaldende, at Folketingets brændende iver for at beskytte nogle ganske få voksne kvinder mod en bestemt type hovedbeklædning fordufter, når talen falder på at beskytte mange flere drengebørn mod et meget håndgribeligt indgreb i deres kropslige integritet.

Selvom jeg er uenig i flertallets konklusion i omskæringsdebatten, mener jeg, at det ville klæde Folketinget fremover at anlægge denne reflekterede tilgang til spørgsmål om religiøse minoritetspraksisser i stedet for det sort-hvide hysteri, som vi så i forårets tildækningsdebat.

Beslutningskæde for B 9
(borgerforslag)

30/11
2018
30/1
2019
23/11
2018
23/11
2018
23/11
2018
22/11
2018
22/11
2018
21/11
2018
Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Presselogen – fra magtfuld loge til lavpraktisk institution Lisbeth Knudsen: Presselogen – fra magtfuld loge til lavpraktisk institution Næste artikel Skov-Jakobsen: Nedim var på vej hjem Skov-Jakobsen: Nedim var på vej hjem