Forsker: Ansigtsslør og omskæring udstiller Folketingets religionshykleri

Af Malthe Hilal-Harvald
Ph.d.-studerende ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

2018 blev et år, hvor man i Folketinget to gange tog stilling til, hvilke religiøse handlinger som kan tillades i det danske samfund. 19. april blev lovforslaget om at forbyde ansigtsslør førstebehandlet, og 23. november blev borgerforslaget om indførelsen af en aldersgrænse for rituel omskæring af drengebørn ligeledes debatteret i Folketinget. Førstnævnte forslag blev vedtaget, mens sidstnævnte formentlig vil blive forkastet efter andenbehandlingen.

Blandt partigrupperne er der et vist sammenfald mellem fortalerne for et tildækningsforbud og modstanderne af et omskæringsforbud. I denne kronik vil jeg sammenligne de to debatter og begrundelserne for deres udfald. Jeg mener nemlig, at de udstiller et vist hykleri i Folketingets behandling af religiøse minoritetspraksisser.  

Retligt set er de to debatter begyndt fra hvert sit udgangspunkt. Omskæring af drengebørn i Danmark befinder sig i virkeligheden i en retlig gråzone. Der er relativ enighed blandt jurister om, at selve handlingen er omfattet af straffelovens voldsbestemmelser. Uenigheden handler om, hvorvidt omskæring alligevel kan betragtes som lovlig. At omskæring for indeværende betragtes som lovlig af myndighederne skulle jo gerne have en solid begrundelse.

I strafferetten findes der, hvad man kalder straffrihedsgrunde; det vil sige konkrete omstændigheder, som gør, at der ikke ifaldes straf for en handling, som ellers ville have været straffet. Man kan for eksempel med nogle få undtagelser give samtykke til, at der begås forskellige handlinger mod én, som ellers ville være ulovlige.

Forældre kan i vidt omfang give samtykke på vegne af deres børn. Dette stedfortrædersamtykke har dog visse begrænsninger. For eksempel er det således ikke længere tilladt at revse sine børn, selvom de forældre, som brugte prygl i opdragelsen, formentlig ikke gjorde det for at skade barnet, men for at opdrage det til at være en god samfundsborger. Angiveligt er der sågar bibelsk belæg for, at det skulle være en god opdragelsesmetode. Alligevel blev det besluttet, at det ikke længere skulle være tilladt.

Det er påfaldende, at Folketingets brændende iver for at beskytte nogle ganske få voksne kvinder mod en bestemt type hovedbeklædning fordufter, når talen falder på at beskytte mange flere drengebørn mod et meget håndgribeligt indgreb i deres kropslige integritet.

Malthe Hilal-Harvald
Ph.d.-studerende ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Hvis vi overfører denne logik til spørgsmålet om omskæring, må vi spørge, hvordan det kan være, at nogle religiøse minoriteter har et stedfortrædersamtykke for deres drengebørn, som ingen andre i samfundet har. Hvilke hensyn er det, som lovgivningsmagten vægter tungere end barnets kropslige integritet og håndhævelsen af straffelovens ordlyd? Dette fik vi et indblik i under fredagens debat.  

Sundhedsministeren og ordførerne fra de partier, som ikke støtter et forbud mod rituel omskæring af drengebørn, henviste til den svære interesseafvejning i dette spørgsmål. De uddybede således den vage konstatering af, "at debatten om rituel omskæring af drengebørn er kompleks, og at der er mange vigtige hensyn, der skal afvejes," som var resultatet af forespørgselsdebatten om samme emne tidligere i år.

Under debatten inddrog man således sundhedsfaglige og etiske hensyn, herunder henvisninger til både Det Etiske Råd og lægefaglige organisationer. Sikkerhedspolitiske hensyn og hensynet til Danmarks omdømme i udlandet blev nøje overvejet. Man udtrykte desuden bekymring for et eventuelt forbuds begrænsede effekt og risikoen for flere gedulgte omskæringer.

Endelig var der flere, som kædede omskæringsdebatten sammen med stigende antisemitisme i Europa og slog fast, at Danmark er et land, hvor vi må acceptere, at nogle religiøse mindretal har omskæring af drengebørn som en essentiel identitetsmarkør.

Flere af modstanderne af et forbud udtrykte samtidig modstand mod selve praksissen. Der var tilsyneladende intet problem i at adskille de to spørgsmål og således tilføre debatten yderligere nuancer. Og et tilbagevendende tema var, at dialog – og ikke kriminalisering – med de berørte trossamfund var vejen frem til at begrænse praksissen.