Kronik

Forsker: Nej til russisk gasledning er at skyde os selv i foden

KRONIK: Den danske beslutning om Nord Stream 2 er en af de vigtigste udenrigspolitiske beslutninger siden Den Kolde Krig. En beslutning, vi bør sige ja til, skriver Hans Mouritzen fra DIIS.

Vladimir Putin på besøg hos gasledningen mellem Tyrkiet og Rusland. Danmark bør give tilladelse til en ny gasledning mellem Rusland og Tyskland, skriver Hans Mouritzen.
Vladimir Putin på besøg hos gasledningen mellem Tyrkiet og Rusland. Danmark bør give tilladelse til en ny gasledning mellem Rusland og Tyskland, skriver Hans Mouritzen. Foto: Mikhail Metzel/AP/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hans Mouritzen 
Seniorforsker, DIIS

Når to lande – Rusland og Tyskland – planlægger at bygge en naturgasledning mellem sig gennem Østersøen, skal man spørge hos tredjepart: Danmark, hvis territorialfarvand ved Bornholm berøres, og Sverige og Finland, hvis økonomiske zoner passeres.

Det er glasklart ifølge FNs Havretskonvention. Men hvorfor skal fjerdepart, for eksempel Ukraine, der slet ikke berøres af ledningen, spørges til råds?

Måske vil en noget mindre mængde gas i fremtiden skulle transporteres gennem det usikre ukrainske gasnet fra Rusland til Europa.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til os på debat@altinget.dk.

Men hvor står det skrevet, at gassen ikke må ledes langs fugleflugtslinjen mellem det nordlige Rusland og Tyskland, men skal tage en dyr omvej gennem et bestemt land?

Hvem har givet ukrainerne en statsgaranti på fortsatte transitindtægter? (I øvrigt skal dele af den russiske gas til Sydøsteuropa og Tyrkiet under alle omstændigheder gennem Ukraine).

Basalt handler det om, at Europa og ikke mindst Tyskland imødeser en naturgasmangel i årene fremover.

Hans Mouritzen, Seniorforsker, DIIS

Historisk beslutning
Der er meget forskelligartede statsinteresser på spil vedr. Nord Stream 2. Men det er kun Danmark, der kan sætte en stopper for den planlagte linjeføring ved at sige nej til Nord Streams ansøgning fra april 2017.

Det er en af de vigtigste beslutninger i dansk udenrigspolitik efter Den Kolde Krig.

Basalt handler det om, at Europa og ikke mindst Tyskland imødeser en naturgasmangel i årene fremover.

For Tysklands vedkommende er det resultatet af kansler Merkels såkaldte ’Energiewende’ fra 2010, der udfaser de tyske A- og kulkraftværker. Desuden falder gasleverancerne de næste 20 år fra Norge, Nordafrika og EUs egne felter. Der er kort sagt brug for et ekstra forbindelsesrør mellem det europæiske gasnet og de store russiske gasforekomster. Den direkte vej går gennem Østersøen.

Lang vej over Atlanten 
Det har ikke skortet på lobbyvirksomhed i København. USA havde en delegation her i efteråret for at påvirke Danmark, formentlig med Ukraines fremtidige gasindtægter som argument.

Men sandheden er, at USA har egne interesser involveret: fremtidigt salg af flydende naturgas til Europa, udvundet gennem ’fracking’.

Problemet er imidlertid, at amerikanske forsyninger ikke i overskuelig fremtid kan hamle op med Europas gasbehov. Og transporten hertil på tankskibe gør den dyr.

Udsat for krydspres har Danmark i samarbejde med blandt andre Sverige forsøgt at skubbe den delikate beslutning til EU.

Det er imidlertid mislykkedes. EU Ministerrådets jurister har resolveret, at en gasledning udefra til EU's ydre grænse ikke er omfattet af EU's gasdirektiv.

Hvis man skulle udvide direktivet vil det være ad hoc, det vil sige opfundet til lejligheden – og kræve kvalificeret flertal (usandsynligt) i EU's Ministerråd.

Sig ja for Tysklands skyld
Den danske beslutning vil være Europa-, Tysklands-, Ruslands- og Arktispolitik på én og samme gang.

Et nej til Nord Stream 2 vil være en udenrigspolitisk dumhed i alle henseender. Selv før Brexit var Tyskland formentlig vor vigtigste partner i EU.

Det gælder i endnu højere grad nu; uden for eurozonen befinder vi os i lidt af et tomrum.

Vor opbakning til Tyskland vil klinge hult, hvis vi i tillæg til vore EU opt-outs desforuden skaber problemer for tysk energipolitik.

Bjørnen bliver sur
I Rusland nyder Nord Stream angiveligt opmærksomhed på allerhøjeste niveau, det vil sige hos Putin.

Det så vi allerede i Putins taknemmelighed over for Danmark, da vi havde godkendt selvsamme Nord Stream 1-linjeføring i 2009.

Et nej vil blive opfattet som anti-russisk chikane, det vil sige et skaktræk i et nulsumspil, fordi russerne næppe vil kunne få øje på positive danske grunde til at sige nej.

Derfor vil irritationen blive så meget desto større, og vi vil få en ny periode i den russiske dybfryser som 2002-09 efter Zakajev-affæren.

Når vi (fornuftigvis) bidrager til fremskudt forsvar i Estland, og vore fregatter i Østersøen deltager i Natos missilforsvar (vi overvejer desuden at udstyre dem med krydsermissiler), kan vi næppe i det samlede billede beskyldes for at være specielt Ruslands-venlige (hvis det anses for odiøst).

Regningen ender hos forbrugeren
For det tredje er der Arktis-politikken. På et tidspunkt inden for de nærmeste år skal vi formentlig forhandle grænsedragning i Polarhavet i forhold til Rusland.

Det kan udskydes, men det skader ikke at få det overstået. Som de norske erfaringer i Barentshavet har vist, kan et godt forhold til Rusland betale sig i form af den grænseaftale, nordmændene fik i 2010.

Og endelig: hvis vi siger nej, får vi blot en alternativ linjeføring uden for dansk territorialfarvand, omend i dansk økonomisk zone.

Her har vi ingen vetoret, men skal give en (nogenlunde uproblematisk) miljøgodkendelse.

Den vil forsinke projektet noget, og ekstraregningen vil i sidste instans skulle betales af de europæiske forbrugere.

Uden at have opnået noget, sidder vi tilbage med konsekvenserne af de irritationer, vi har skabt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion