Professor om Roundup-afgørelse: Stadig kræftrisiko trods frikendelse

KRÆFTRISIKO: Sprøjtemidlet glyfosat blev i sidste uge endeligt frikendt for kræftanklager. Alligevel står dansk topforsker fast på, at fremtidens fødevarer bør være fri for det omdiskuterede pesticid.

Daniel Bue Lauritzen

Selvom glyfosat af EU er frikendt for kræftanklager af EU's kemikalieagentur, skal unionens landmænd blive ved med at lede efter alternativer til ukrudtsmidlet Roundup. Det mener professor i miljømedicin og forskningsleder ved SDU Philippe Grandjean.

”Der er meget, der taler mod, at man bliver ved med at bruge glyfosat. Det er ikke den rigtige bane for fremtidens fødevareproduktion. Derfor vil en permanent godkendelse være en rigtig dårlig idé,” siger Philippe Grandjean.

Han kritiserer kemiagenturets krav til bevismateriale for nærmest at være umuligt at leve op til. I stedet bør man ifølge forskeren anvende Verdenssundhedsorganisationen WHO’s vurdering. WHO's eksperter har konkluderet, at glyfosat er muligt kræftfremkaldende.

”ECHA’s (Europæiske Kemiagenturs, red.) kriterier er alt for restriktive. Der er næsten intet, der opfylder deres krav om dokumentation for kræftfremkaldende stoffer. Derfor er det mest ansvarlige at følge WHO’s klassifikation,” siger han og fortsætter:

”Det er verdens førende eksperter, der har været med til at træffe afgørelsen om, hvordan glyfosat og Roundup skulle klassificeres af WHO.”

I landbruget ser man positivt på kemiagenturets afgørelse, der ventes at åbne op for brugen af Roundup på permanent basis. Indtil videre har EU løbende givet mere kortvarige dispensationer til ukrudtsmidlet.

”Vi er meget glade for, at ECHA nu har frikendt glyfosat for at kunne være årsag til kræft. Det er et af de allervigtigste stoffer for de danske landmænd i markarbejdet,” skrev Torben Hansen, der er formand for planteproducenterne i Landbrug & Fødevarer, i en pressemeddelelse.

0:000:00