Debat

Forsker: Vi løfter pædagogfagets status ved at tale om indholdet

DEBAT: Selvom flere mandlige pædagoger i dagtilbuddene kan være godt for både børn og arbejdsmiljø, kunne vi med fordel fokusere på selve pædagogfaget og dets betydning. Det kan løfte fagets status og tiltrække flere mænd, skriver Andreas Rasch-Christensen.

Vi kan tiltrække flere mænd til pædagfaget ved at tale om det, beskrive det, vise det og forske i det, skriver Andreas Rasch-Christensen. (Foto: presse)
Vi kan tiltrække flere mænd til pædagfaget ved at tale om det, beskrive det, vise det og forske i det, skriver Andreas Rasch-Christensen. (Foto: presse)
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Andreas Rasch-Christensen
Forskningschef for pædagogik og dannelse, VIA University College

Altingets debatspalter har i den seneste tid været krydret med indlæg om behovet for flere mandlige pædagoger. Også fra undertegnede.

Der lader til at være bred opbakning til, at de danske vuggestuer og børnehaver skal befolkes af flere mænd. Det vil bidrage til, at børnene møder den mangfoldighed, der også kendetegner samfundet i almindelighed.

Ligeledes bemærkes, at en mere ligelig fordeling af kvindelige og mandlige pædagoger kan bidrage til arbejdspladsen og arbejdsmiljøet.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Buddene, på hvordan man så skal sikre det, er mangfoldige. Der er heldigvis ikke mange, der kaster sig ind i en kamp for for eksempel kønskvoter. 

Til gengæld plæderes der for andre strukturelle indsatser som profiluddannelser og profildagtilbud med særlig appel til det mandlige publikum. Lidt bedre lønforhold skal man heller ikke kimse af, selvom det så heldigvis skal gælde for både mænd og kvinder.

Særlige profiler, rekrutteringsindsatser og bedre løn kan være væsentligt nok, men helt fundamentalt skal der slås på, at pædagoger påvirker børn og unges liv.

Andreas Rasch-Christensen
Forskningschef for pædagogik og dannelse, VIA University College

Vi skal tale mere om faglighed
Man skal ikke forklejne de mere overordnede strukturelle greb.

I Norge har man gennem langsigtede og politisk forankrede rekrutterings- og uddannelsesindsatser satset ret massivt på, at de yngste borgere også skal møde mænd i institutionerne, og det er delvis lykkedes at ændre på kønssammensætningen. 

Selvom mangfoldighed kan være godt for såvel børn som arbejdsmiljø, og det kan understøttes gennem politiske indsatser, kunne vi måske alligevel for en stund fokusere på selve pædagogfaget og betydningen af det.

Det viser sig nemlig ofte overraskende vanskeligt at sige ret meget andet om pædagogers betydning, end at børnene skal blive skoleparate og have et aldersvarende sprog. 

Det er også vigtigt, men pædagogfaget og fagligheden er mere nuanceret end det, og skærpelsen af det blik vil i sig selv kunne tiltrække flere mandlige pædagogstuderende. En anerkendelse af et fag og en professions betydning og facetter har i andre lande fået flere studerende til at søge velfærdsuddannelserne. 

Den finske læreruddannelse nævnes ofte, men samme lands pædagoguddannelse kunne lige så vel fremhæves som eksempel på en uddannelse med et fornuftigt antal ansøgere og høj prestige.

Et afgørende bindeled
Mange af de første menneskelige grundsten bliver lagt i vuggestuer og børnehaver gennem relationer mellem børn og mellem børn og voksne.

Langt fra alt kan planlægges, fordi relationerne også skabes spontant og gennem børnenes medbestemmelse. Pædagoger skal navigere i en uforudsigelig hverdag og træffe mange beslutninger i minuttet.

Pædagoger arbejder indenfor og på tværs af mange institutioner. Dagtilbud, skoler, specialområder og meget mere. Pædagoger er i spil, når der skal skabes gode sammenhænge mellem dagtilbud og skole, hvor det ikke bare drejer sig om at gøre børn skoleparate, men også gøre skolen parat til at tage imod børnene. 

De er i spil i fritidstilbuddene og i specialområderne, og ofte involveret i lokalsamfundets øvrige sportslige og kulturelle tilbud, hvor børn og unge færdes. 

Specielt i forhold til nogle af de udsatte børn og unge træffes beslutninger, der netop kræver et tæt samarbejde mellem pædagoger, lærere og socialrådgivere. 

Her kan pædagogerne udgøre et afgørende bindeled, fordi de agerer på tværs.

Pædagogers betydning for vores liv
Det er blot nogle få eksempler på, hvorfor pædagogfaget gør en forskel, og den forståelse kan tiltrække flere pædagogstuderende. Ikke mindst mandlige. 

Særlige profiler, rekrutteringsindsatser og bedre løn kan være væsentligt nok, men helt fundamentalt skal der slås på, at pædagoger påvirker børn og unges liv. Også deres efterfølgende tilværelse som voksne. 

Det sker gennem kvalificerede pædagogiske beslutninger i uforudsigelige situationer, hvor relationer, fællesskaber, leg, læring og dannelse er omdrejningspunkter. De pædagoger kan både være mænd og kvinder. 

Ved at tale om det, beskrive det, vise det, forske og uddannede i det, så kommer der endnu flere velkvalificerede pædagoger, og det er der brug for.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Andreas Rasch-Christensen

Forsknings- og udviklingschef, VIA University College
cand.mag. i historie og samfundsfag (Aarhus Uni. 1998), ph.d.

0:000:00