Forskere: Her er udligningssystemets iøjnefaldende udfordringer og løsninger

Af Søren Frank Etzerodt og Niels Jørgen Mau Pedersen
Videnskabelig assistent, Center for Forskning i Regional Dynamik og Ulighed, og projektchef, Vive

Flere forhold peger i retning af krisestemning, når det handler om udligningssystemet.

For det første lyder debatten om udligning mellem forskellige kommunegrupperinger noget uforsonlig. For det andet er det også internt i kommunerne i KL formentlig en øm sag.

For eksempel udtalte en direktør i KL, Kristian Wendelboe, for nylig i bladet Administrativ Debat:

"Vi er nødt til at have en udligningsreform (…) Ellers rykker vores bagland fra hinanden."

Endelig, for det tredje, lægger et antal kommuner sag an mod staten, fordi de er utilfredse med tidligere års udligningsberegninger.

Der er bestemt også noget at lære. Mest iøjnefaldende er måske de mange danske særordninger, særtilskud og parallelle udligningsordninger.

Søren Frank Etzerodt og Niels Jørgen Mau Pedersen
Videnskabelig assistent, Center for Forskning i Regional Dynamik og Ulighed, og projektchef, Vive

Selv om der har været status quo omkring systemet i de senere år, er der altså vokset en utilfredshed op.

Positive resultater trods utilfredshed
Inden vi går til bunds i mistrøstig utilfredshed, er der dog også grund til at notere sig nogle positive resultater af systemet.

Set fra kommunerne har det udviklede system nemlig gennem tiderne været forudsætningen for, at danske kommuner vel efterhånden har verdensrekord i mange opgaver – med det medfølgende ansvar for og indflydelse på velfærdssamfundet.

Vi har for nylig udført en lille sammenlignende analyse med nogle nordiske kollegaer om vores respektive landes udligningssystemer.

Sådan en sammenligning kan det danske udligningssystem godt klare – man kan måske næsten sige, at det danske system "ikke er så ringe endda", som vi ser det. Der er nogle forhold, der trækker op:

1) En forholdsvis konsekvent anvendelse af objektive kriterier i udgiftsbehovsudligningen. Det vil sige, at der stilles bestemte krav til udligningskriteriernes kvalitet.

2) Anvendelse af én samlet størrelse som det nøgletal, der udlignes omkring: Den strukturelle balance, der sammenfatter både forskelle i skattegrundlaget og i udgiftsbehovet.

3) Opsummeringen af det socioøkonomiske udgiftspres i ét samlet socioøkonomisk indeks.

System har tre iøjnefaldende udfordringer
Men der er bestemt også noget at lære. Mest iøjnefaldende er måske de mange danske særordninger, særtilskud og parallelle udligningsordninger. Det bidrager ikke til klarheden og gennemskueligheden. 

Så er vi ved de mest iøjnefaldende udfordringer. Vi kan nævne tre:

Den første er netop de mange særordninger. Det kan ikke være hensigtsmæssigt på længere sigt at operere med flere parallelle systemer.

Særligt omkring det såkaldte ekstraordinære finansieringstilskud, der i 2020 vil køre på ottende år, er der opstået en form for parallelt system, hvor to milliarder kroner fordeles mellem kommunerne på basis af udligningsmæssige grundlag.

Den anden udfordring er visse nødlidende kriterier, hvilket vil sige kriterier, som ikke fungerer hensigtsmæssigt, eller hvor talgrundlaget må overvejes nærmere.

Det er blandt andet kriteriet for fald i folketal, hvor det tilknyttede udligningsbeløb er blevet meget højt, hvilket har gjort kriteriet ustabilt og svært at forudsige.

Det gælder også de kriterier, hvor udlændinges uddannelsesniveau indgår. For er statistikken trods Danmarks Statistiks nye undersøgelser sikker nok til udligningssystemet?

Det samme spørgsmål kan rejses om statistikken vedrørende boliger, hvilket også Finansieringsudvalget påpegede i den seneste rapport.

Endelig er der for det tredje behov for at overveje om udligningen på visse regelbelagte områder, for eksempel beskæftigelsesområdet, er tilstrækkelig tæt og effektiv, i betragtning af at kommunerne på disse områder kun har begrænsede muligheder for selv at påvirke udgifts- og serviceniveauet.