Forstå sagen om følgeforskning til FGU
OVERBLIK: FGU slog dørene op for nye elever i august sidste år. Men hvorfor er den sat i verden, og hvad går uenigheden om følgeforskning på? Altinget Uddannelse forklarer her sagen kort.
Simon Engell Kjøller
Debatredaktør og studenteransvarligHvad er FGU for en størrelse?
I august 2019 blev dørene slået op til 27 nye FGU-institutioner med 85 skoler fordelt over hele landet.
FGU er en forberedende grunduddannelse på op til to år, der skal forberede unge til en ungdomsuddannelse eller til at starte i job. Den har løbende optag og består af tre forskellige uddannelsesspor: almen, produktions- og erhvervsgrunduddannelse.
Uddannelsen erstattede produktionsskoler, almene fag på VUC for unge under 25 år, kombineret ungdomsuddannelse og erhvervsgrunduddannelsen.
Hvorfor er det vigtigt?
Uddannelsen har indvirkning på mange unge, undervisere, kommunernes ungeindsats og på, hvordan unge vejledes i deres vej til videre uddannelse og job.
I forbindelse med aftalen om FGU blev partierne bag enige om en række målsætninger. Blandt andet at det i 2030 skal være mindst 90 procent af de 25-årige, der har gennemført en ungdomsuddannelse.
"Den nye FGU-uddannelse kan være et skridt på vejen for de unge, der har brug for at få styrket deres faglige, sociale og personlige kompetencer. Målet er, at alle skal med," skrev børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i en pressemeddelelse i november 2019.
Der er samtidig et ønske fra flere parter – både politisk og i erhvervslivet – om at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Det er håbet, at FGU'en kan være med til at lede flere unge i den retning.
Hvad siger ministeren til følgeforskningen?
I den politiske aftale om FGU fra 2017 blev det aftalt, at der i tilknytning til den forberedende grunduddannelse skulle igangsættes både et følgeforsknings- og evalueringsprogram, "der sikrer systematisk opfølgning på implementeringen".
Men Pernille Rosenkrantz-Theil har valgt at sløjfe følgeforskningsprogrammet til uddannelsen og vil nøjes med en evaluering.