Debat

Forum for Mænds Sundhed: Fællesskaber for ensomme mænd skal nytænkes

DEBAT: Det er nødvendigt med flere, nytænkende muligheder for fællesskaber til ensomme mænd, hvis skræmmende statistikker skal vendes, skriver formand for Forum for Mænds Sundhed. 

På alle niveauer af samfundet må der arbejdes på at udvikle fællesskaber, der er tiltrækkende for mænd, der ikke har nok nære relationer, skriver formand for Forum for Mænds Sundhed.
På alle niveauer af samfundet må der arbejdes på at udvikle fællesskaber, der er tiltrækkende for mænd, der ikke har nok nære relationer, skriver formand for Forum for Mænds Sundhed.Foto: Kristian Sæderup/Ritzau Scanpix
Marie Lagoni Pedersen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Svend Aage Madsen
Forskningsleder, Rigshospitalet og formand, Forum for Mænds Sundhed

Antallet af enlige, barnløse mænd vokser. Singlemænd lever syv år kortere end mænd i parforhold, mens singlekvinder "kun" lever halvt så meget kortere end kvinder i parforhold.

Efter tabet af en partner er kvinder i forhøjet selvmordsrisiko i cirka et halvt år, mens mænd, der mister en partner, er i forhøjet selvmordsrisiko i op til fem år efter.

Når man spørger mænd og kvinder, om de lægger vægt på at leve livet med en partner, svarer næsten to tredjedele mænd ja, mens kun lidt over halvdelen af kvinderne gør det.

Der er en stærk social slagside i, hvem der ingen nære relationer har: Kortuddannede, arbejdsløse, singlemænd og de med den laveste indkomst har sjældnere nære relationer til andre mennesker.

Svend Aage Madsen
Forskningsleder, Rigshospitalet, og formand, Forum for Mænds Sundhed

Omkring 25 procent af alle mænd får aldrig børn. En femtedel af alle ufaglærte mænd siger, at de ikke har nogen nære relationer i deres liv. Det har vi for nylig fået syn for i DR-serien 'Mandefald', hvor vi så vidt forskellige eksempler på mandeskæbner i denne nye situation. 

Hvad er det, der sker for mændene?

Partneren er ofte eneste nære relation
Der er sket det, at siden kvinder ikke længere er økonomisk afhængige af at blive gift og igennem job og især uddannelse er blevet selvstændige, afdækkes en anden afhængighed, nemlig mænds emotionelle afhængighed af deres partnere.

For de fleste mænd er partneren deres vigtigste og ofte eneste nære relation, de kan tale fortroligt med, og som kan hjælpe dem til bedre helbred og trivsel.

Men rigtig mange mænd har som nævnt ingen partner og derfor ingen nære relationer eller nogen, de kan tale med om personlige ting.

Der er en stærk social slagside i, hvem der ingen nære relationer har: Kortuddannede, arbejdsløse, singlemænd og de med den laveste indkomst har sjældnere nære relationer til andre mennesker.

Konsekvenser for helbredet
Ensomhed og isolation er smertefuldt i sig selv, men begge dele har også konsekvenser for det fysiske og psykiske helbred. For at klare os helbredsmæssigt – både fysisk og psykisk – er det vigtigt, at vi har nogle andre, som holder øje med os, og som vi deler vores liv med.

Hvis man er isoleret og ensom, har man 50 procent større dødelighed af de fleste sygdomme, og 40-50-årige enlige mænds dødelighed er toenhalv gang så stor som samlevende mænds dødelighed.

Helt op i 80-90-års alderen er dødeligheden for ugifte mænd 30 procent højere end de gifte mænds dødelighed. Og det mest skræmmende: Mænd begår desværre selvmord tre til fem gange så hyppigt som kvinder.

Derfor må vi som samfund på alle niveauer arbejde på at udvikle fællesskabsmuligheder, der er tiltrækkende og bæredygtige for mænd, der ikke har tilstrækkeligt med nære relationer.

Men for at det skal lykkes, er der behov for nytænkning i forhold til de eksisterende fællesskaber i frivillighedsarbejde og andre tilbud om samvær, hvor kvinder er i stort flertal.

Brug for nytænkning
Et eksempel på nytænkning i forhold til mænd er Mænds Mødesteder, der er meget udbredt i Australien og Irland, og som har fået en vis udbredelse også her i Danmark.

Mænds Mødesteder er ikke-kommercielle samlingssteder, der er tilgængelige for alle mænd. Det er ikke steder, hvor det formulerede formål er trivsel eller sundhed, men i stedet for at lave noget spændende sammen med andre mænd.

Mænds Mødesteder, som der i skrivende stund er 32 af i Danmark, er blevet steder, hvor mænd kan arbejde med meningsfulde projekter i deres eget tempo i selskab med andre mænd.

Effekten er et trygt og venligt miljø, der fremmer fysisk og mental sundhed for deltagerne, gennem nære relationer, og mænd møder talstærkt op over hele landet.

Dokumentation

Temadebat: Hvordan skal ensomhed blandt socialt udsatte bekæmpes?  

Ensomhed er usundt – både for psyken og det fysiske helbred. Socialt udsatte risikerer mere end nogen andre at opleve ensomhed.   

Hvordan kommer man ensomheden til livs blandt socialt udsatte? Det spørger Altinget Social en række centrale aktører om i en ny temadebat. Debattørerne vil i de kommende uger give deres bud på, hvilke tiltag der bør tages i brug, for at færre socialt udsatte borgere i fremtiden uønsket føler sig meget alene.  

Her er aktørerne:  
  • Alma Bekturganova Andersen, projektleder, Besøg på modersmål 
  • Anders Ladekarl, generalsekretær, Dansk Røde Kors 
  • Anni Sørensen, landsformand, Landsforeningen LEV    
  • Camilla Køhler Karlsson, initiativtager og projektleder, Hverdagsaktivisterne  
  • Carsten Brogaard Refshauge, Afdelingsleder, KFUM's sociale arbejde
  • Charlotte Bach Thomassen, formand, DGI 
  • David Vincent Nielsen, ensomhedskonsulent, Ældre Sagen 
  • Helle Christiansen, chef, Kirkens Korshær 
  • Mads Roke Clausen, formand, Frivilligrådet 
  • Majken Lundberg, koordinator, Folkebevægelsen mod Ensomhed  
  • Rillo Snerup Rud og Michala Nielsen, sekretariatsleder og formand, Ventilen   
  • Svend Aage Madsen, formand, Forum for Mænds Sundhed  
  • Thorkild Olesen, formand, Danske Handicaporganisationer 
  • Ulla Toft, formand, Dansk Selskab for Folkesundhed.   

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.   

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.   

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Svend Aage Madsen

Forskningsleder, Rigshospitalet, formand, Forum for Mænds Sundhed
cand.psych. (Aarhus Uni. 1981), ph.d. (Københavns Uni. 1995)

0:000:00