Forvaltning ville bruge 1 million på administration af pulje til flere voksne, men lokalpolitikere sagde nej

FORDELING: Forvaltningen i Holstebro Kommune havde lagt op til at bruge 1 ud af i alt 5,4 millioner til minimumsnormeringer på husleje, it og kompetenceudvikling. Men det afviste børneudvalget torsdag. Pengene skal gå til flere voksne ifølge udvalgsformand.

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Simon Lessel

Glem det, venner. Pengene fra puljen til minimumsnormeringer skal gå til flere voksne i institutionerne – ikke til afledte udgifter såsom it og husleje.

Det var budskabet torsdag aften fra politikerne i Holstebro til kommunens forvaltning. Her vendte politikerne i børne- og familieudvalget enstemmigt tommelfingeren ned til forvaltningens udspil om at bruge det højest mulige beløb fra kommunens andel af millionerne til minimumsnormeringer på administrative udgifter.

Omkring 1 million kroner ville forvaltningen bruge til afledte udgifter forbundet med fordelingen af de i alt 5,4 millioner, som kommunen tildeles fra aftalen om fordelingen af de første 500 millioner til flere voksne i daginstitutionerne.

Dermed lagde forvaltningen op til at gå til grænsen af de 20 procent, som det er tilladt at bruge på afledte udgifter, når der skal ansættes flere pædagoger i de kommunale institutioner med hjælp fra pengene fra Christiansborg. Sådan gik det dog ikke helt. 

Vi vil have pengene ud at arbejde, så vi kan ansætte folk for dem. Det skal ikke gå til andre udgifter.

Torben Gudiksen (R)
Formand, Børne- og Familieudvalget, Holstebro Kommune

"Vi vil have pengene ud at arbejde, så vi kan ansætte folk for dem. De skal ikke gå til andre udgifter," siger den radikale formand for børne- og familieudvalget, Torben Gudiksen.

5 procent til regnskab og kurser
Forvaltningens forslag var forud for torsdagens møde blev mødt med heftig kritik fra BUPL MidtVestjylland.

"Der står i rammerne for udmøntningen, at man kan tage 20 procent til relaterede udgifter, men der står ikke skal, og andre kommuner uddeler altså det fulde beløb uden at trække en femtedel fra til administration," lød kritikken fra formand for BUPL MidtVestjylland Ivan Holck Jensen til Dagbladet Holstebro Struer. 

I stedet er politikerne i Holstebro blevet enige om, at fem procent skal gå til relaterede udgifter i form af kurser til de nyansatte voksne, forsikringer og det revisorpåtegnede regnskab, som kommunen skal aflevere til ministeriet.

"Når man skal i et nyt job, kan det være, man skal på kursus. Og de fem procent betyder, at der er penge til at ansætte en vikar i det job, indtil vedkommende er tilbage igen," siger Torben Gudiksen.

Dokumentation

Sådan kan pengene fra reserven til minimumsnormeringer i 2020 bruges
Kommunernes andel i de 500 millioner fra puljen på finansloven for 2020 til bedre normeringer skal ifølge aftalen anvendes til at ansætte mere pædagogisk personale. Der stilles dog ikke krav til personalets uddannelsesmæssige baggrund.

Tilskuddet kan også anvendes til såkaldt relaterede udgifter forbundet med ansættelsen af flere voksne. Det indbefatter såkaldt overhead i form af husleje, it, kompetenceudvikling mv. Pengene fra tilskuddet kan også bruges til at betale for det revisorpåtegnede regnskab, som kommunerne skal aflevere til ministeriet. Regnskabet skal vise, at tilskuddet er anvendt i overensstemmelse med kravene for at få del i midlerne fra puljen.

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet, aktstykke 99 om udmøntning af reserve til minimumsnormeringer.


Altinget logoKommunal
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget kommunal kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00