Fra bund- til topkarakter: Her er partiernes kampform inden et sensommervalg

Alt tyder på, at vi igen skal til valgurnerne lige efter sommerferien. Måske allerede i starten af september. Stigende inflation, den lurende økonomiske krise, en svær lønkommission og forårets overenskomstforhandlinger nødvendiggør en afklaring. Og for regeringens side tæller det også med på plus-siden, at den allerede betydelige uro på borgerlig side kun ser ud til at stige med Inger Støjbergs nye parti.

Noget af det eneste der kan udskyde planerne om et sensommervalg er, hvis torsdagens rapport fra minkkommissionen resulterer i, at der skal laves en advokatvurdering af, om der er foregået noget strafbart. En sådan vurdering vil udskyde et valg til der ligger en konklusion senere på efteråret. Sandsynligvis oktober eller november.

Sandsynligheden for, at det ender med et flertal for en advokatvurdering, er dog lav. Med det, der indtil nu, har været fremme om konklusionerne i rapporten fra minkkommissionen, er det ikke forventningen i støttepartierne, at sagen ender der. Der skal være en decideret rygende pistol i rapporten, før man går den vej. Statsministeren skal for eksempel have været bevidst og vidende om, at der manglende lovhjemmel, da man satte aflivningen af mink i værk, og det er der ikke noget i afhøringerne, der tyder på, at hun var.

Med udsigt til et sensommervalg er spørgsmålet, hvordan partiernes kampform er netop nu. Denne valgperiode har været ekstraordinær på mange måder. En global pandemi, lukning af et erhverv, en regering som har været særdeles ’offensiv’ i sin magtudøvelse og et folketing præget af historisk mange partihoppere.

Nedenfor er min subjektive vurdering af partiernes form her inden sommerferien. Jeg har for overskuelighedens skyld kun taget partier med i oversigten, som er repræsenteret i Folketinget. Karakterskalaen er den officielle 7-trinsskala.

Socialdemokratiet: 7

Til trods for, at mange iagttagere på forhånd havde vurderet, at en ét-parti Socialdemokratisk mindretalsregering ville få det svært, har regeringen vist sig at være ekstremt handlekraftig. Man er, på trods af pandemi og selvskabte sms-udfordringer, kommet igennem med langt det meste af sin politik. Vigtigst af alt Arne-pensionen. Den største udfordring er nu, at man næsten har været for effektive til at få sin politik igennem. Her kort tid inden et valg mangler regeringen en ny Arne-pension, som kan skabe en positiv fortælling og motivere vælgere til at møde op på valgdagen.

Venstre: 4

På det seneste har det virket som om, at Venstre og ikke mindst Jakob Ellemann-Jensen har fundet formen. Godt hjulpet på vej af folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet og Claus Hjort-sagen er gejsten kommet tilbage til både formand og parti efter en næsten total nedsmeltning i begyndelsen af valgperioden. Det politiske projekt mangler dog stadig. Venstre går reelt til valg på et genopvarmet skattestop, luftig retorik om frihed og frit valg og – for et borgerligt parti – speciel systemmodstand. Det er på vej op for Venstre, men der er stadig lang vej igen.

SF: 10

SF er den stille succes i dansk politik. Uden de store armbevægelser og trusler er det lykkedes Pia Olsen Dyhr og SF at skabe solide resultater og pæn fremgang i målingerne. Samtidigt er det lykkedes Pia Olsen Dyhr og resten af ledelsen i SF igen at gøre partiet regeringsdueligt. Uden nævneværdige sværdslag med bagland og folketingsgruppe indgik SF for eksempel i et nationalt kompromis, som øger forsvarsudgifterne historisk meget over de næste mange år og reelt beslaglægger det råderum som ellers kunne være brugt til velfærd. Glemt er nedsmeltningen under Thorning.

Enhedslisten: 7

I denne periode har Enhedslisten formået at dosere presset mod regeringen i passende doser. Væk er nedsmeltningerne fra Thorning-tiden, hvor truslerne sad løst og retorikken var mildest talt farverig.

Partiet kom flot igennem kommunalvalget er kommet helskinnet gennem både lederskifte og ophedede interne diskussioner om Nato og EU-forbehold. På trods af, at de politiske sejre har været begrænsede, har vælgerne indtil nu belønnet partiet med en lille fremgang, som dog er inden for den statistiske usikkerhed. Alt i alt lander karakteren på ”den gode præstation”.

Radikale Venstre: 4

Den radikale frustration over ikke at være i regering har været tydelig under hele denne regeringsperiode. I lange perioder har frustrationerne været dæmpet noget, når partiet er nedsmeltet i selvskabte #MeeToo-problemer, men ellers har den været der og afstedkommet til tider skingre trusler mod regeringen. På trods af konstant kritik har det været så som så med de tydelige radikale sejre. Karakteren (den jævne præstation) afspejler, at partiet trods alt er kommet tilbage efter #MeeToo, har rettet målingerne og står til at komme i regering efter næste valg. Vejen dertil har dog ikke været køn.

Det Konservative Folkeparti: 10

Pape og Co. står til solid fremgang ved næste valg, og vi skal helt tilbage til Hans Engells formandstid og valget i 1994 for at finde noget der ligner (K fik 15 procent i 1994). Den fine fremgang er kommet på trods af, at man i lange perioder har ført en relativ anonym tilværelse i opposition. Eller måske er det netop derfor. Det Konservative Folkeparti har fortsat strategien fra valgkampen 2019 med at være den rolige skib med den populære formand i den noget kaotiske blå blok. Tiden vil vise, om Pape og partiets fremgang i meningsmålinger kan holde til et fremadstormenende Støjberg-parti og den ekstra gennemlysning, som et erklæret statsministerkandidatur vil give.

Dansk Folkeparti: -3

Krisen i Dansk Folkeparti er bare blevet ved og ved og ved efter det historisk dårlige valgresultat i 2019. På trods af formandsskifte og en folkeafstemning om et for DF ideelt tema har skænderierne og nedsmeltningen været ubønhørlig. Senest har Messerschmidts mange modstandere i gruppen moret sig med at forlade partiet et ad gangen, så skadevirkningerne er maksimale. Partiet har stadig så stort et bagland, at det er usandsynligt, at det ryger under spærregrænsen ved et sensommervalg. Risikoen er der dog, og den er stigende.

Danmarksdemokraterne: 10

På trods af en politik bestående af flygtige overskrifter og et opgør med ”salonerne i København”, som man må forstå bestemmer utrolig meget i dansk politik, er det lykkedes Støjberg at skaffe over 50.000 stillere på ganske få dage. Det vidner om, at Støjberg, og det hun repræsenterer, hvor flygtigt det end måtte være, stadig har et ganske betydelig bundtræk i dansk politik. Og når man hertil lægger, at partiet fra dag ét vil være næsten dobbelt så store som deres nærmeste konkurrenter i Dansk Folkeparti, så bliver partiet fra starten en magtfaktor i det borgerlige Danmark.

Nye Borgerlige: 7

I deres første periode i Folketinget, har Nye Borgerlige fortsat strategien, som bragte dem ind. Hårde og provokerende opdateringer på sociale medier med løfter om lette løsninger på svære problemer. De politiske resultater har været begrænsede, men deres vælgere har kunnet lide det, de ser, og partiet står til mere end en fordobling. De nye stemmer kommer primært fra DF’s nedsmeltning, og spørgsmålet er, om Vermund og Co. kan holde på dem, når Støjberg kommer blæsende.

Liberal Alliance: 7

Vanopslagh har i lange periode været en LA-enmandshær, og indtil videre ser det ud til, at indsatsen har båret frugt. Vanopslagh er et uomtvisteligt retorisk talent og trænger godt igennem til især de yngre vælgergrupper, hvor LA traditionelt har klaret sig godt. LA er i dag komfortabelt over spærregrænsen og Vanopslagh har med en klassisk, positiv liberal fremtidsfortælling kombineret med benhård kritik af regeringen formået at genskabe tilliden til projektet. Hvad Ole Birk og Henrik Dahl har bidraget med, er derimod noget mere uklart.

Frie Grønne: 00

På trods af utallige forsøg på at provokere sig til omtale og stemmer er det ikke lykkedes Sikandar Siddique og Co. at rykke målingerne nævneværdigt over nul. Projektet stopper ved næste valg, hvor Uffe Elbæk for øvrigt også stopper i Folketinget. Præstationen har været ”utilstrækkelig”.

Kristendemokraterne: 00

I lange perioder så det ud til, at næste gang skulle være valget, der fik Kristendemokraterne tilbage i tinget. Men så kom tilbageslagene et efter et, og i dag er det ikke længere realistisk.

Først meddelte stemmeslugeren fra Vestjylland, Kristian Andersen, at han ikke længere ville stille op til Folketinget. Et stort tilbageslag, da han næsten alene trak et kredsmandat sidst. Så meddelte partiets tilkomne folketingsmedlem, Jens Rohde, at han ikke genopstillede på grund af noget der virkede som uenighed om abortpolitikken. Og senest har formanden, Isabelle Arendt, forladt den stadigt mere synkende skude til fordel for en konservativ kreds. Et alvorligt tilbageslag for den borgerlige blok, da KD har en fast kerne af stemmer som stemmer på dem uanset, at det ikke er sandsynligt, at de kommer ind.

Alternativet: 02

På trods af at Alternativet kun har ét tilbageværende medlem af Folketinget, er luften endnu ikke gået helt af den grønne ballon. De var overraskende synlige i valgkampen om forsvarsforbeholdet og i de fleste målinger ligger de på ca. 1,5 procentpoint. Derfor er spærregrænsen – i hvert fald teoretisk - stadig indenfor rækkevidden. Nemt bliver det dog ikke.

Moderaterne: 7

Efter Danmarkshistoriens længste partifødsel er Lars Løkke Rasmussens parti nu endelig en realitet. Projektet er stadig helt og aldeles bundet på Lars Løkke Rasmusen, og dets fremtid står og falder med, at partiet sidder med de afgørende mandater efter næste valg. Gør de det, kommer partiet til at spille en afgørende rolle i dansk politik, i hvert fald så længe Lars Løkke Rasmussen fortsætter i dansk politik.

Bliver partiets mandater ikke afgørende, kan de i ny og næ være heldige at spille en rolle som hjælper til den nuværende regering, hvis især Enhedslisten bliver for besværlige. Her er spørgsmålet dog, hvor lang tid Lars Løkke Rasmussen reelt gider det, hvis der for eksempel åbner sig en international toppost.