Debat

Fra Politiken til New York Times: Sådan går Danmarks renommé i asyl-kage

KRONIK: Danskerne skylder den globale landsby, at det ikke kun er det elitære Politiken-segment, som forvalter Danmarks internationale image.

Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Erik Høgh-Sørensen

Partner i analyseenheden 4V og folketingskandidat for DF

 

Ifølge Bilefsky er Politiken en ”førende” avis, men for mange danskere er Politiken kun ”førende” i politisk korrekthed, ikke tilstræbt objektivitet.

Erik Høgh-Sørensen

I min tid som EU-korrespondent i Bruxelles frem til 2009 kendte jeg New York Times-journalisten Dan Bilefsky ganske godt. Vi havde kontor 10 meter fra hinanden, drak kaffe i ny og næ, og jeg hjalp gerne Bilefsky og hans kolleger, når de havde brug for kilder eller viden om Danmark og Norden. Andre gange hjalp de mig med oplysninger fra EU-møder, hvor danske Ritzau ikke var vigtig nok til at blive inviteret.

Sådan fungerer internationale journalisters kollegiale fællesskab ofte som modvægt til en verden præget af spin og ”fake news”. Men et sådant samarbejde kan gå galt. Har man ubalancerede kilder, risikerer man at fejlbeskrive en hel nation.

Via New York Times kunne Jakob Nielsen fremme Politikens nok så trængte politiske gren, Det Radikale Venstre, efter devisen: ”Se, hvad udlandet skriver om jer danskere! Skam jer, og stem radikalt!”

Erik Høgh-Sørensen

Det ser ud til at være sket for New York Times i beskrivelserne af Danmark.

Senest blev en artikel 15. marts 2017 om integrationsminister Inger Støjbergs (V) meget omtalte asylkage indledt med ordene: ”For ikke længe siden brystede Danmark sig af sin humanisme, gavmilde ulandsbistand og en gæstfri holdning til udlændinge. Tiderne har ændret sig.”

I Bilefskys artikel fandt man ingen dokumentation for, at almindelige danskere er mindre ”humane” eller ”gavmilde” i dag end for 10 eller 20 år siden.

Som bidragyder og kilde i artiklen var journalisterne Martin Selsøe Sørensen og Jakob Nielsen, som begge indtil for få dage siden havde tilknytning til dagbladet Politiken. Nielsen blev citeret for, at Støjberg var gået for langt. En sådan udtalelse fra Politiken overrasker de færreste.

Forinden kom New York Times’ artikler den 13. og 26. januar 2016, der blev toneangivende for globale mediers beskrivelser af den danske smykkekonfiskationslov.

Artiklerne rummede to forholdsvis store fejl.

For det første blev den danske smykkelovs tilblivelse sammenlignet med krigstidens nazistiske tildragelser, hvilket britiske aviser så siden overtrumfede ved at bringe hagekorset i spil.

Læs mere: EU stopper kritik af dansk smykkelov

Sammenligningen mellem tilrejsende asylansøgere og de danske jøders flugt er historieløs, fordi jøder i 1943 var en fuldt integreret del af det danske samfund i modsætning til de tilrejsende, mestendels muslimske, migranter i 2015.

I 1943 var det naturligt for mange danskere at hjælpe deres jødiske naboer med at undslippe en fælles nazistisk fjende.

Omvendt betød en fjern krig i 2015, at migranter rejste tusinder af kilometer og krydsede adskillige grænser med det ene formål at komme til lige netop Danmark og dermed dansk velfærd.

Efter transit via Tyskland var det ikke et akut spørgsmål om liv eller død ligesom jødeflugten fra Danmark til Sverige i 1943.

Den anden generelle fejl er i amerikansk journalistik kendt som ”error by omission”. New York Times udelader relevante, forklarende og afbalancerende oplysninger. Et eksempel herpå var netop migrationen i 2015 og 2016.

Blandt asylansøgerne var en syrisk mand med tre hustruer og 20 børn. Manden endte i Esbjerg og forventede både hjælp og familiesammenføringer, men erklærede i medierne, at han ikke evnede at arbejde. Ekstra Bladet beregnede, at manden ville få op til 214.128 kroner om året i børnepenge.

Eksemplet belyser mere end noget andet årsagen til smykkeloven og Othello-lagkagen.

Læs mere: Diskvalificerede Støjberg lige sig selv som ny V-formand?

Den danske velfærdsstat er under hidtil uset pres, og danskere i nød tvinges til at afhænde deres værdier for at få kontanthjælp. At forvente det samme af tilrejsende asylansøgere er naturligt, men irrelevant ifølge den internationale presse.

Den 20. januar 2016 leverede Bilefsky endnu en ensidig artikel. Denne gang af den såkaldte frikadelle-krig i Randers. Igen spillede Politiken en rolle. Igen var artiklens kildevalg altovervejende kritisk. En indvandrer blev citeret for, at DF ”taler til fordel for svin”, uden at DF kom til orde.

Ligeledes ignorerede New York Times dyrevelfærds-aspektet, selvom mange danskere, ikke blot DF’ere, nærer uvilje mod inhumane slagtninger dikteret af irrationelle muslimske religions-følelser.

Endelig blev det globale publikum efterladt med et falsk indtryk af, at indgrebet ikke var nødvendigt, selvom institutioner i Randers dokumenterbart af sig selv havde fjernet svin fra menuen.

Nu kender jeg Bilefsky godt nok til at vide, at han næppe bevidst ønsker at give et forvrænget billede af Danmark. Men hans kildevalg er ringe. Det siger sig selv, at når en New York Times-journalist tror, han får et retvisende billede ved gentagne gange at spørge en redaktionschef på JP/Politiken, ja, så kan det gå galt med balancen.

Ifølge Bilefsky er Politiken en ”førende” avis, men for mange danskere er Politiken kun ”førende” i politisk korrekthed, ikke tilstræbt objektivitet.

Jakob Nielsens partiske citater kunne med fordel være afbalanceret med citater fra redaktørerne på Den Korte Avis eller andre højrefløjs-repræsentanter. Det blev de ikke, og jeg har mistanke om, at Jakob Nielsen, der var i Bruxelles samtidig med Bilefsky, har et dybereliggende politisk formål.

Via New York Times kunne Jakob Nielsen fremme Politikens nok så trængte politiske gren, Det Radikale Venstre, efter devisen: ”Se, hvad udlandet skriver om jer danskere! Skam jer, og stem radikalt!”

Jakob Nielsen er kendt som en vidende journalist, og til hans forsvar skal skrives, at han nok blot giver sin personlige vurdering af tingenes tilstand i det (rådne) Danmark. Hans ytringsfrihed skal være ham vel undt. Men jeg vil mene, at en analytisk observatør og ”fixer” for New York Times bør hæve sig over sine egne holdninger. Det tilstræbte jeg selv, når jeg i sin tid hjalp Bilefsky.

Nu ender New York Times’ dækning af Danmark med at være et stykke af den virkelighed, som former almindelige danskeres holdninger. Bag smykke-loven, kage-sagen og frikadelle-krigen ligger en utryghed, som spejler sig i dansk politis døgnrapporter og kriminalitetsstatistikker. Kendsgerningen er, at især personer af islamisk kulturbaggrund er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne.

Attentatet mod Lars Hedegaard i 2013 og Omar El Husseins terrorangreb i 2015 har sat sine spor i Danmarks offentlige opinion, og i 2016 kunne bilafbrændinger og motorvejs-steninger i flere tilfælde henføres til mennesker med islamisk kulturbaggrund.

Så var der planerne i 2016 om at oprette ringmurs-beskyttede og sikrede boligområder (”gated communities”) i Solrød. Forslaget var et skred af dimensioner i dét Danmark, der altid har været et åbent samfund.

Hertil kommer eksempler på dogmatisk kvindeundertrykkelse, debatten om kønsopdelt svømning samt JP/Politikens uhørt grove censur af manden bag Muhammedtegningerne, Flemming Rose, ifølge bogen ”De besatte”.

Eller tag meningsmålingen i oktober 2015, hvor kun lidt over halvdelen af de adspurgte muslimer ønskede lovgivning udelukkende baseret på Danmarks Grundlov.

Læg dertil retsmedicinske konklusioner om, at 74 procent af de såkaldte asylbørn viser sig at være over 18 år. Her er tale om folk, som snyder sig til det danske samfunds gavmildhed.

Disse eksempler er med til at forklare, hvorfor danskere bliver islam-skeptiske. Der er ikke tale om fremmedhad, xenofobi, som er et ord, New York Times bruger.

Jeg tog min journalistuddannelse i USA og arbejdede dér en del år. Da jeg kom til Danmark, slog det mig, hvor svært det var for en del danske journalister at efterleve professionens princip om tilstræbt objektivitet.

Det har sin årsag. En undersøgelse viste i 2012, at omkring 30 procent af danske journalister sympatiserer med Det Radikale Venstre, og at 80 procent af danske journalister dengang ville stemme ”rødt-grønt” i tilfælde af valg.

Intet tyder på, at den manglende mangfoldighed har ændret sig i dag.

Tag EU-journalistikken. En undersøgelse viste i 2016, at nej-siden kunne have vundet op til 11 procentpoint mere ved EU-folkeafstemningen i 2015, hvis medierne havde rapporteret mere nøgternt om den danske Grundlovs §20.

Endnu et eksempel: På DF’s årsmøde i 2016 stjal den menige DF’er Cheanne Nielsen overskrifterne med sit udfald mod kriminelle udlændinge. Hendes udtalelser var nyhedsværdige ud fra de objektive nyhedskriterier, men medierne fejlede ved ikke at referere Peter Skaarups årsmødetale også:

Nu vil jeg godt sige – og gentage – at indvandring selvfølgelig ikke er roden til al dårligdom. Tværtimod næsten: Jeg bliver så glad, når jeg ser eksempler på folk, der er født andre steder, og som gør det glimrende i Danmark uden at fortrænge andre. Så jo, vi skal respektere de indvandrere, som har job, som overholder loven, og som aktivt søger at blive en del af dansk kultur. Når jeg gerne vil takke de indvandrere, som bidrager, så er det også, fordi vi alle i sidste ende bor i et Danmark, som skal heles. Heles, ikke deles.”

Læs mere: DM i lokums-sprog på Borgen intensiveres

Ordene fra en af DF’s ledere og grundlæggere blev slet ikke refereret. I stedet lod man en menig DF’er repræsentere partiet, hvilket er forskelsbehandling. Hvornår har en menig radikal sidst stjålet overskrifterne fra en årsmødetale givet partiets karismatiske Morten Østergaard?

Næppe nogensinde.

At en del danske journalister på denne måde har ondt i etikken, gør ikke Bilefskys opgave lettere. Hans opgave er at skrive om et stort antal lande. Det forklarer hans og New York Times’ fejl, men det tjener ikke som undskyldning. Gentagne gange har Bilefsky på baggrund af sin danske research beskrevet DF som et ”populistisk” og ”yderligtgående højreparti, der spiller på frygt for immigration og advarer om, at muslimer i særdeleshed udfordrer den danske livsstil.”

For nogle er ordet ”populist” negativt ladet, men populister er faktisk gode for demokratiet, idet populistiske politikere i begrebets natur lytter til folket. Derudover er det i øvrigt svært at hæfte ordet ”yderligtgående” på Peter Skaarups seneste årsmødetale. Talen var ikke ”far-right, anti-immigrant”. Den var ”anti-crime” og ”mainstream”.

Ligeledes er det besynderligt at afvise eller ignorere DF’s objektive henvisning til kriminalitets-statistikker som ”yderligtgående” eller ekstreme. Der er tale om kendsgerninger.

Dan Bilefsky og New York Times har tydeligvis brug for hjælp og balance.

Som tidligere international journalist, og i dag også som DF-folketingskandidat og erhvervsmand, hjælper jeg gerne.

Jeg har naturligvis skrevet til Bilefsky og nævnt min kritik i hovedpunkter for derved at give ham mulighed for at forsvare sig.

Vi danskere skylder den globale landsby, som defineret af Marshall McLuhan, at det ikke kun er det elitære Politiken-segment, som forvalter Danmarks internationale image.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00