Grøndahl: Åndløsheden breder sig

Den europæiske civilisation har et modsigelsesfuldt forhold til kroppen. Antikkens Grækenland dyrkede den som bekendt både i billedhuggerkunsten og under de olympiske lege, som vi stadig afholder. Siden skrev den romerske digter Juvenal sin berømte strofe om en sund sjæl i et sundt legeme, og ordene skulle komme til at stå prentet over indgangen til mere end én dansk gymnastiksal.

Men grækerne skelnede samtidig skarpt mellem krop og sjæl. Ifølge filosoffen Platon var den fysiske verden ikke andet end flygtigt skin og bedrag. Kun de evige ideer var virkelige, mens virkelighedens genstande blot var billige og tilnærmelsesvise efterligninger.

Man dyrkede kroppen, men stræbte samtidig efter at frigøre sig fra den, og lige så selvmodsigende er kristendommen. På den ene side lærer den os at tro på kødets opstandelse. Det guddommelige har menneskelige træk, Jesus var en person af kød og blod, skønt jomfrufødt og søn af Vorherre.

På den anden side har kristendommen siden sin urtid forsaget liderlighed og skørlevned, ligesom mange andre religioner i øvrigt. Hvad forsagelse angår, minder vores fastende helgener om Østens hellige mænd, der lever på en sten i håb om, at sulten kan åbne en dør til den åndelige dimension.

På min cykel er tre gear rigeligt. Jeg skal jo også have tid til at se mig omkring undervejs frem for at sidde krumbøjet over pulsmåleren med spyfluebriller og kaningebisset blottet af smerte.

Jens Chr. Grøndahl

Kroppen er både helt og skurk, og især har kvindekroppen været genstand for ambivalens. Den moderlige krop symboliserer alt, hvad der er godt og trygt, hvorimod den kvindelige seksualitet på skift er blevet dyrket og dæmoniseret helt frem til nutidens reklamesøjler.

I industrisamfundet blev kroppen herre og slave i ét. Den voksende fysiske komfort blev et mål i sig selv, fra træk og slip til centralvarme og al den mekanisering, der mindskede det fysiske slid og gjorde tilværelsen mere behagelig. Men samtidig blev begrebet ”behovsudsættelse” hele krumtappen i den industrialiserede tilværelse. Man måtte yde, og det i dén grad, før man kunne nyde.

Ud over at identificere sig med virksomhedens behov forventes de underordnede nu også at excellere som overmennesker i deres sparsomme fritid. Når far ikke sidder hypnotiseret foran sin computerskærm, er han ude og teste sine grænser. Hvis du er heldig, ser du ham til din konfirmation.

Jens Chr. Grøndahl

Med fordelingspolitikken i den socialdemokratiske velfærdsstat blev det materielle livs kvalitetsløft efterhånden tilgængelig for alle i form af lige adgang til sundhed og idræt. Historisk betragtet havde kroppen i hidtil uset grad fået sit. Nu var det sjælens tur, og Julius Bomholt formulerede som den første en kulturpolitik, der skulle sikre lige adgang også til åndslivet.

Op gennem historien havde kunst og kultur været forbeholdt adelen og sidenhen det dannede borgerskab. Guldalderens borgerlige københavnere dyrkede ikke meget motion ud over spadsereturene på Kastellet, men de gik til koncerter og på kunstudstillinger, og de læste bøger.

Familien Collin understøttede H.C. Andersen, indtil den grimme ælling fra Odense var blevet en international svane, og historien om hans taknemmelighedsgæld er typisk for kunstens blandede følelser over for samfundets elite.

Siden blev det god stil blandt kunstnerne at forarge borgermusikken med lort på dåse og viskelæder mellem klaverstrengene, men uden eliten ville der ikke have været nogen at provokere. Der ville heller ikke have været nogen til at betale.

Kunstnerne har altid holdt sig i nærheden af dem, der havde penge, og de rige har vidst, at penge alene ikke er nok til at give tilværelsen format.

Heldigvis er der stadig mæcener til. Erhvervsfolk, der bruger noget af deres overskud til at muliggøre projekter og oplevelser, som ellers aldrig var blevet til noget. Det er der grund til at glæde sig over, for nutidens merkantile klasse har ikke meget til fælles med Guldalderens agtværdige borgere. På godt og ondt er dannelsen i mellemtiden røget sig en tur.

Kulturlivet har mistet sin fisefornemme aura, og det er i sig selv befriende, men borte er desværre også sansen for, hvad dannelsen gik ud på: At der må være andet og mere at stræbe efter end større huse, større biler og større bryster.  

Mens kulturpolitikken udlignede adgangen til åndsliv i bredden, har vulgariteten i mellemtiden bredt sig den modsatte vej. I dag er der kun pengerigeligheden til forskel mellem proletarkulturen i Underdanmark og proletarkulturen i Vedbæk.

Det hjælper selvfølgelig på udjævningen, at man i snart mange år har kunnet forlade gymnasiet og være blank som en fladskærm, hvad angår kulturhistorisk viden og horisont.

Allerede i 1. G spørger eleverne skeptisk, om Platon vil kunne fremme deres karriere. Det kunne han engang, men det kan han ikke mere. Fortidens hoverende kultursnobberi er afløst af hoverende uvidenhed helt ind på direktionsgangene.

Det handler om kroppen igen, men ikke som den sunde sjæls bolig, for der er ingen hjemme. Det handler om den disciplinerede krop, og hvordan overbelastning og dopaminrus er kommet til at udgøre et lukket, tanketomt kredsløb.

Åndløsheden breder sig, mens pulsen stiger.

I Frankrig og andre europæiske kulturnationer skal en bankdirektør have læst filosofi og være forfatter til mindst én bog for at blive taget alvorligt. Det kan man more sig over, men der er i det mindste højt til loftet. Til sammenligning kan åndslivet på chefniveau her i landet som regel rummes under et Harald Nyborg-telt.

Danske topchefer behøver ikke at have læst ”På sporet af den tabte tid”. Til gengæld skal de helst have deltaget i Iron Man mere end et par gange, og de skal ikke være kommet ind som nummer sjok.

”Næsten hver anden i Berlingske Business Toplederpanel dyrker ekstremsport, helt nøjagtigt 40 procent. Og af de topledere, der gennem arbejdspladsen har mulighed for at dyrke ekstremsport, har 27,8 procent svaret, at de, der deltager i ekstremsport, har en højere status som rollemodel.” (Berlingske Business, 24. maj 2017).

Pyha, tænker jeg, mens jeg cykler forbi Frihavnens kontorpaladser. Godt nok har jeg modvind på cykelstien, men det er for ingenting at regne sammenlignet med det helvede, som det må være at gøre karriere derinde i siloerne af glas og stål.

På min cykel er tre gear rigeligt. Jeg skal jo også have tid til at se mig omkring undervejs frem for at sidde krumbøjet over pulsmåleren med spyfluebriller og kaningebisset blottet af smerte. 

Hvad den ambulerende side af tilværelsen angår, er mit motto i øvrigt: Hvorfor løbe, når man kan gå? Jeg ved ikke noget bedre end en god, lang travetur gennem byens kvarterer eller ud ad stranden ved Skagen. Det er med andre ord ikke, fordi jeg har noget imod at røre mig.

Hvad jeg derimod instinktivt viger tilbage for, er den rovdrift på kroppen, som flere læger til min beroligelse er begyndt at advare imod i forbindelse med tidens tendens til ustandseligt at sætte sig selv på nye og hårdere prøver. Overskride sine grænser, som det hedder.

Hvorfor skal jeg dét? Historisk er den evindelige ekspansionsdrift en relativt ny ting. I antikkens verden gik det tværtimod ud på at søge balance og harmoni. Det var hybris at overskride sine naturlige grænser, og guderne straffede én for det. Hvem siger, at vi er klogere, end de gamle grækere?

Citatet fra Berlingske Business får mig til at tænke på forskellen, dengang, mellem Athen og Sparta. I den ene bystat opfandt man demokratiet og skabte en civilisation, hvor kultur og handel befrugtede hinanden. I den anden bystat havde man en slags militærdiktatur, og udøvelsen af idræt indgik i den militære disciplins brutalisering.

Man kan sige, at det var kroppen som tempel over for kroppen som dræbermaskine. Athen blev den europæiske civilisations vugge, mens Sparta i dag er bedst kendt som navnet på en idrætsklub.

I nutidens erhvervsliv dræber man kun symbolsk hinanden i form af prikkerunder og gyldne håndtryk, men brutaliteten er den samme. Som Frank Sinatras manager engang sagde: ”Losers have time to be nice.”

Det er ingen nyhed, at der er koldt på toppen, eller at man sjældent kommer derop uden at sætte en hæl i øjet på sin mindre konkurrencedygtige kollega. Det nye er, at konkurrencementaliteten fra at være en slags drivmiddel er blevet ophøjet til bærende ideologi. Problemet er, at alle vil være vindere, men uden tabere giver systemet jo ikke mening.

Human Resource Management hedder den disciplin inden for erhvervslivet, der skal få folk til at yde mere for virksomheden i den tro, at det er dem selv og deres personlige selvudfoldelse, de plejer.

Hvis man har et godt job og er god til det, vil interesserne selvfølgelig også være sammenfaldende et stykke. Livsløgnen består i, at der skulle være tale om et jævnbyrdigt forhold. Begrebet røber med sit navn alene, at medarbejdere før alt andet er et råmateriale blandt de andre råmaterialer, der indgår i produktionen.

Ud over at identificere sig med virksomhedens behov forventes de underordnede nu også at excellere som overmennesker i deres sparsomme fritid. Når far ikke sidder hypnotiseret foran sin computerskærm, er han ude og teste sine grænser. Hvis du er heldig, ser du ham til din konfirmation.

Til forsvar for ekstremsportens velsignelser hører man igen og igen, at den skulle kvalificere lederegenskaberne og fremme evnen til at fokusere. Lad mig derfor slutte med en finkulturel souvenir.

Forleden var min kone og jeg taget til Berlin for at høre violinvirtuosen Anne-Sophie Mutters jubilæumskoncert. Det er 40 år siden, at hun som bare 13-årig indledte sit samarbejde med Berliner Filharmonikerne under ledelse af den navnkundige Herbert von Karajan.

Forrige lørdag blev dirigentpodiet i Zirkus Karajani indtaget af Riccardo Muti, en af de sidste store dirigenter i kongerækken tilbage til Fürtwängler og Toscanini. Enhver, der har et forhold til klassisk musik, vil være klar over, at det var en af de koncertoplevelser, man ikke glemmer.

Når jeg nævner den, er det imidlertid ikke for at dvæle ved Anne-Sophie Mutters fortolkning af Tjajkovskijs violinkoncert, hendes evne til at spille pianissimo uden at blive sødladen, lade fyrigheden vokse ud af intimiteten.

Som mange vil vide, er Anne-Sophie Mutter en smuk kvinde, og jeg er sikker på, at hun dyrker motion. Det er dog næppe ekstremsport. Riccardo Muti har nok heller ikke tid eller lyst til den slags, om end også han sikkert holder sig i form.

Ikke desto mindre skal maestroen ligesom Anne-Sophie Mutter for at være blandt de ypperste kunne præstere det samme som sine konkurrenter og som erhvervslivets top: Lede og fokusere. Rumme et helt partitur med samtlige orkesterstemmer i erindringen. Besidde det tekniske og kunstneriske overblik, som det kræver at gennemføre en koncert som den, vi hørte.

Med al respekt for erhvervslivets maratonchefer tror jeg, at Tjajkovskis violinkoncert og fjerde symfoni kræver mere end noget børsnoteret selskab.

Vi er så også nogle, der mener, at russeren har mere at byde på.

......