Grøndahl: Arven efter Obama

Mens der tælles ned til indsættelsen af Donald Trump som USA's 45. præsident, har medierne travlt med at gøre boet op efter hans forgænger: Obamacare, aftalen om Irans atomvåben, likvideringen af Bin Laden og frem for alt væksten i den amerikanske økonomi takket være regeringens massive indgriben under finanskrisen.

Det stilles alt sammen op over for nederlagene, den fjendtlige, republikansk dominerede kongres, det aldrig indfriede løfte om at lukke Guantanamo. Kritikere har desuden peget på det ironiske og feje i, at en præsident, der ville trække USA ud af de militære engagementer, er fortsat med at dræbe på afstand gennem den udstrakte brug af droneangreb.

Tiden vil vise, om sundhedsforsikring for alle kun bliver en kortvarig fornøjelse for de 20 mio. amerikanere, der for første gang har fået lov at opleve noget af den tryghed, vi europæere tager for givet.

Men selv om Obamacare går en uvis fremtid i møde, er følelsen af nederlag ikke først og fremmest forbundet med det ene eller det andet politiske projekt. For en præsident, der ønskede at samle amerikanerne på tværs af raceskel og politiske kløfter, må den største skuffelse, trods de uomtvistelige sejre, være den dybe splittelse, der har muliggjort fænomenet Trump.

De to mænds respektive fremtoning fortæller alt. Mens dette skrives, har USA stadig en præsident, hvis personlige integritet og værdighed trods alle kampe fremstår intakt. Når jeg næste gang sætter mig til tasterne, vil verdens mest magtfulde embede være beklædt af en grotesk, utilregnelig og ondskabsfuld klovn.

Natten til onsdag var Barack Obama tilbage i Chicago, hvor hans politiske karriere begyndte. I tre kvarter talte han til en tusindtallig skare, og hans egen boopgørelse blev for os europæere én lang opsummering af, hvad det er ved USA, vi ser op til. Lige til det sidste rakte han hånden frem.

Undervejs i sin tale kom Obama ind på racekonflikten, men han nævnte ikke direkte de mange tilfælde af politidrab på sorte, der alene i det forløbne år har blottet Amerikas dybeste, mest smertefulde skisma. I stedet betonede han optimistisk, at forsonligheden mellem sorte og hvide i almindelighed er større nu, end den var tidligere.

Det besværgende ved Obamas retorik er måske en del af hans politiske geni. Den bagvedliggende tro på, at gejst og god vilje i sig selv skaber kendsgerninger. Han kan med fuld ret spørge sine landsmænd, hvor de tror, de ville være uden. Og amerikanerne er et retorisk folkefærd. Det er mere en tanke, end det er en historie, der – måske, i de bedste stunder – forener dem. En drøm, der aldrig helt er gået i opfyldelse.

Over for Trumps Amerika skal man som europæer hedde Krarup eller Le Pen for ikke at føle sig fremmedgjort. 

Jens Chr. Grøndahl

Obama sagde, at den fortsatte indsats for ligeberettigelse og retfærdighed kun vil lykkes, hvis det sorte mindretal også er i stand til at forstå de hvide arbejdere, der har set deres arbejdsplads lukke og af samme grund føler sig forrådt af udviklingen, Washington og hensynet til alle mulige andre end dem.

Generøsiteten i hans udsagn var vintage Obama. Det samme var den dæmpede, værdige afvisning af offerrollen. Som en selvfølge stod sønnen af en hvid mor og en sort far ved kulminationen på sit livs eventyr og påkaldte sig The Founding Fathers.

Også i Europa kan vi udenad citere Uafhængighedserklæringens første linjer. Dengang var det kun ord. Store fremskridt er blevet taget med de ord som drivende kraft, men de indhentes stadig af lange skygger, for ordenes forfattere var på samme tid oplysningsmænd og racister.

Når jeg næste gang sætter mig til tasterne, vil verdens mest magtfulde embede være beklædt af en grotesk, utilregnelig og ondskabsfuld klovn.

Jens Chr. Grøndahl

Abraham Lincolns modstand mod slaveri forhindrede ham ikke i at gå ind for raceadskillelse. Få år efter at Thomas Jefferson havde skrevet, at alle mennesker er født lige, slog han til lyd for deportation af frigivne slaver til Caribien, Sydamerika eller de endnu ikke koloniserede områder vestpå. Præsident Madison var inde på det samme, og hans efterfølger Monroe stod bag den ekspedition til Vestafrika, der førte til kolonien Liberia. Her ville negrene få det meget bedre!

Tanken nød stor udbredelse. Man troede simpelthen ikke på, at sorte og hvide kunne leve fredeligt side om side, og man troede slet ikke på raceblanding. Selv de tidligere slaver var somme tider enige, og nogle af dem forsøgte aktivt at komme til Afrika, skønt de var født amerikanere.

Alt det kan man læse om i en bog af den amerikanske historiker Nicholas Guyatt med den malende titel Bind Us Apart: How Enlightened Americans Invented Racial Segregation. Ku Klux Klan opstod ikke af ingenting. I tiden mellem USA’s grundlæggelse og borgerkrigen var klanens antagelser om hvide og sorte almindelig visdom.

Thomas Jefferson skal i øvrigt have været den stolte ejer af 600 slaver. En af dem ved navn Sally Hemings blev mor til seks af hans børn, men han omtalte aldrig hverken dem eller hende. Derimod beskrev han gerne i almene termer de sorte, der efter hans mening var de hvide underlegne, både fysisk og i åndelig henseende. Hans smukke ord om lighed kom til at skabe historie, men ulighedens historie er stadigvæk længere.

Obamas sidste ord som præsident bliver ikke mindre stærke eller manende af den grund, tværtimod. Igen og igen betonede han, at det ikke er en præsident, men hver enkelt borger, der holder fremtiden i sine hænder. Men også dén tanke kalder på forløsning gennem politisk lederskab, og nu kommer Trump.

Med Obama som præsident måtte vi europæere hele tiden trods al sympati indse, at der ikke overalt i det amerikanske folkedyb var klangbund for hans noble idealisme. Med Trump som præsident vil vi ustandseligt skulle minde os selv om, at ikke alle amerikanere er lige så plumpe, uvidende, gemene og narcissistiske.

Over for Trumps Amerika skal man som europæer hedde Krarup eller Le Pen for ikke at føle sig fremmedgjort. Den kendsgerning, at en mand som han overhovedet kunne blive valgt, tvinger os til i det hele taget at genoverveje den næsegruse beundring, der i mere end hundrede år har kendetegnet europæernes forhold til USA.

Vel er initiativrigdommen lige så fascinerende som de endeløse muligheder, og ja, friheden er stor, men det var ikke uden grund, at Ku Klux Klan støttede Donald Trumps valgkamp.

Vi europæere beundrer med rette amerikanernes misundelsesværdige og enestående dynamik inden for erhvervsliv, videnskabelig innovation og almindeligt gå-på-mod. Men større og mere enestående er den inkluderende idealisme, der endnu mere end Obamacare står tilbage som arven efter USA's første sorte præsident: At han forleden nat i Chicago trods otte års nærkamp med et reaktionært, obstruerende kongresflertal, trods de fortsatte politidrab på unge, sorte mænd, trods hykleriet hos Jefferson, som det hvide USA aldrig helt har lagt bag sig, – at han på trods af alt dette stadig stod dér som en anden Gandhi og favnede ideen om fællesskab på tværs af alle forskelle.

Den idealisme burde være til stor inspiration her i de nationale identiteters Europa: Den genopståede chauvinismes indadvendte, provinsielle og kortsynede hjemstavn, hvor kulturel og religiøs mangfoldighed i udgangspunktet anses for at være en trussel.

Hvor storbyernes muslimske ghettoer modsvares af en voksende tendens hos det etniske flertal til at tænke i grupper frem for at tænke i mennesker slet og ret. Obamas arv er den fremstrakte hånd, og han efterlader os med et ubesvaret spørgsmål: Vil amerikanerne, vil vi europæere en demokratisk civilisation, hvor frihedens og menneskelighedens fælles værdier står over de religiøse og etniske særpræg?  

Efter tre kvarters kærlig opsang forlod den elegante mand scenen for sidste gang. Dagen efter stod Trump på sin første pressekonference og skændtes uværdigt med en CNN-journalist.

Hans poserende vulgaritet og småtskårne, hadefulde sarkasme appellerer – måske med beregnende kynisme, måske fordi han bare er sådan – til den mest selvfornedrende hævntørst. For udtrykker alt det frådende had i virkeligheden ikke, at den hvide underklasse har opgivet sig selv og ethvert håb, enhver forestilling om værdighed, samfundssind og ansvar for egen fremtid?

Modsætningen kunne ikke være større til Obamas appel om, at sorte amerikanere tager det på sig, at de er borgere. At de ligesom deres forgængere i borgerrettighedsbevægelsen træder ud af martyriet for at skabe historie selv i tiltro til, at forfatningen er større end de mænd, der skrev den.

...

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.