Grøndahl: Come on, Barbie, vær dig selv

Man møder hende overalt i Københavns gader, som regel på en gammeldags damecykel af den slags, man kan køre på uden at hænge som en orangutang ind over styret. Rank, frimodig, selvberoende. Det er de ord, der falder mig ind, når jeg skal prøve at beskrive hende, som hun kommer trillende.

Cykelkurven er fuld af selvtillid og muligheder, og man kan også møde hende vest for Valby Bakke. Hun har været en uadskillelig del af atmosfæren i det danske samfund, så længe jeg kan huske. Den frigjorte, unge kvinde, datter af et århundrede, hvor ligestillingen fra at være et slagord gik hen og blev en selvfølge. Om ikke så længe vil det blive mine egne døtre, der stiller cyklerne foran vores gadedør og lidt forpustede, boblende af humør, kommer op og fortæller om alt det, de har gang i.

Håber jeg. Som alle andre forældre mærker jeg dagligt, hvordan håbet blandes med den lurende bekymring, som det er vores opgave at lægge bag os, efterhånden som børnene gør sig klar til at springe ud i livet, deres eget. Forleden fik bekymringen næring, da jeg her på Altinget læste om en rapport udsendt af noget så ellers lovende som Institut for Lykkeforskning.

Man skulle jo tro, at der kun kunne komme gode nyheder fra sådan en instans, men her handlede det om, at de unge kvinders ”livstilfredshed” er lavere end andres, fordi de presser sig selv for hårdt. Det gælder på uddannelserne, hvor de meget hurtigt bliver utilfredse med sig selv, hvis de ikke lever 100 procent op til forventningerne, hvad enten det er institutionens eller deres egne. Og det gælder i det personlige liv, hvor man som ung kvinde åbenbart skal ligne en Barbiedukke med struttende barm og mundtøj som en gummibåd for ikke at føle sig forkert.

Man kan grine så meget, man vil, ad de piberygende mostre med lilla ble om hovedet, men i dag er der ikke noget at grine ad.

Jens Chr. Grøndahl

Pigerne har aldrig haft bedre adgang til at forme deres eget liv, deltage i samfundet og præge det, men mange føler ikke, at de slår til. Vi har som mænd og kvinder aldrig været mere enige om at mødes i jævnbyrdig øjenhøjde, og alligevel underkaster man sig de mest konforme skabeloner for kvindelig tiltrækningskraft.

Der er ikke engang tale om, at pigerne først og fremmest prøver på at gøre sig lækre over for drengene. Anstrengelsernes primære målgruppe er de andre piger. Frygtsomt liker de hinanden på de sociale medier i håb om selv at blive godkendt. ”Du skal tro på dig selv,” hedder det igen og igen, men de andre skal tro først.

Zentropa har mest af alt lignet et maoistisk kollektiv fra de tidlige 70’ere, hvor politiseringen af det private slog ud i en intimiderende forestilling om, at man kan tillade sig at opdrage og ”udvikle” andre med grænseoverskridelsen som didaktisk middel.

Jens Chr. Grøndahl

De sociale medier undergraver kun yderligere modet til at skille sig ud fra gruppen og være sig selv bekendt. I den virale verden er man aldrig alene. Man har sine følgere, og de følger én overalt. Deres blikke bliver inderliggjort i en grad af selvkontrol, der overgår, hvad George Orwell forestillede sig i sin totalitære mareridtsvision om Big Brother, der holder øje med os alle.

Heldigvis for de unge ved de knap nok, hvem George Orwell var. Dannelsestabet i det stadig mere teknokratiske uddannelsessystem har den fordel, at fremtidens arbejdsstyrke, uddannet som den er til at rette ind efter erhvervslivets behov, ikke selv mærker noget til, at den er undertrykt. ”You’re all individuals”, hedder det overalt og hele tiden, ligesom i Monty Pythons Life of Brian.

Dengang der fandtes rødstrømper, var der politisk energi i tanken om at offentliggøre det private, fordi det handlede om at bryde med tabuer, selvhad, tvang, skam og alle snærende korsetter. Brysterne kom på ø-lejr og blev sluppet løs, og man kan grine så meget, man vil, ad de piberygende mostre med lilla ble om hovedet, men i dag er der ikke noget at grine ad.

Offentliggørelsen af det private er udartet til den frivillige nedlæggelse af intimsfæren som et ikke-overvåget helle. Kroppens frigørelse er afløst af den ubønhørlige selvdisciplinering med fitnesscenterets torturredskaber. Naturligheden er blevet fortrængt af motioneringen som tvangstanke, diæthysteriets religiøst farvede forsagelse og den selvundertrykkende kropsfascisme, der får sunde, velskabte piger til at føle sig fede.

Ifølge lykkeforskerne er der en sammenhæng mellem individualiseringen og den tyranniske perfektionismes udslag i mindreværdsfølelse. Hvis man er herre over sin egen skæbne, har man også ansvaret selv, når man ikke opfylder sine mål og må give afkald på at realisere sine drømme. Det springende punkt er selvfølgelig, hvad man drømmer om.

Jeg synes ikke, vi var mindre individualistiske, da jeg var ung, men mening og indhold var stadig noget, man søgte i fællesskab med andre. Nogle af os kunne finde på at vende fællesskabet ryggen, men i så fald var det for at blive os selv på en mere autentisk og hel måde. Succes og selvrealisering var forbundne i en anderledes inderlig, somme tider ligefrem romantisk forestilling om at leve sandt.

Også kvindekampen havde en mere eksistentiel dimension, som i dag er glemt. En tanke om at nå ind til sit indre menneske gennem lag på lag af opdragelse, kønsroller, dominans og ideologi. En tro på ”det vidunderlige”, som Henrik Ibsen skrev om: At vi kunne blive virkelige for hinanden, som mænd og kvinder, hvis vi ville og turde.

I dag virker det, som om en fortænkt, dekonstruerende postfeminisme vil fortælle os, at selv jeg’et blot er et kønspolitisk illusionsnummer. Man er ikke en person med et køn. Man er et køn, muligvis flere, der indgår i forfængelighedens egocentriske spejlkabinet. Man er en iscenesættelse med rettigheder. Man vil have lov at være udfordrende, men man vil ikke tages på lårene.

Det sidste kan jeg godt forstå. Ålen fra Zentropa forstår det ikke, men det er, fordi han har valgt at være så sveden. Vi gik på Filmskolen sammen, og jeg husker ham som en skikkelig, charmerende fyr, men hvor er han blevet plump og klodset i sin rødvinsdumme provopositur.

Jeg så ham i Deadline, hvor han med stolthed omtalte sit livsværk som en abegrotte, hvorfra man kan stræbe mod kunstens ypperlige tinder. En mærkeligt gammelmodig skelnen mellem lavt og højt, men også en ynkelig kliché af et figenblad: At ville udfordre sine medarbejdere og udvikle deres talent ved at stikke en mikrofon op under nederdelen på dem. Tænk, at ønsket om en fremtid i filmbranchen var så stærkt, at han ikke fik et knæ i skridtet.

Ål trives i brakvand, og dette eksemplar kommer nok aldrig op af ursuppen. At klaske en kvinde bagi er jo bortset fra vulgariteten og elementet af symbolsk magtanvendelse mest af alt udtryk for den yderste, selvopgivende armod. Så har man da endegyldigt afskrevet sig selv som forfører.

Der er ingen forførelse uden en afprøvning af grænser, men heller ikke uden et øje på hver finger. Det spændende ved en farlig leg er jo, at den kræver en hypersensitiv aflæsning af signaler. Synes hun om det, ål? Har du mon antændt hendes begær, eller har du bare blameret dig igen?

Det er både skamfuldt og trist at være alene med sin lyst, idet man nærmer sig dens genstand. Det er den magtfulde direktør-forførers bitre lod, at han efter erobringen aldrig vil kunne tro på, at hun overgav sig for hans blå øjnes skyld. Egentlig er han overgrebets mest ynkværdige offer, og det kunne de forargede godt have med, når Ålen nu stanges efter alle den offentlige henrettelses forskrifter.

Når han er blevet stegt og spist, kan vi andre midaldrende mænd så sidde tilbage med den desværre ikke strafbare mistænkeliggørelse hængende over vores efterhånden tyndt behårede hoveder. Ålens kiksede forsøg på at føre sig frem som libertiner truer jo med at reducere os alle til libidoens laveste fællesnævner. Me too?

Sådan er jeg altså ikke. Jeg er til gengæld heller ikke interesseret i at leve under en ny puritanismes altovervågende regimente. Det ville være et stort tab, hvis blikket på det modsatte køn skulle reduceres til et kønspolitisk overvågningskamera, der aldrig blinker. Hjertets dannelse burde til hver en tid også være nok til at mane aben tilbage i grotten.

Men én ting er, at Ålen selv i sin fremskredne alder så puerilt forveksler sin egen lummerhed med alternativ pædagogik. Hvad har dét at gøre med de unge kvinders nedsatte livstilfredshed, sådan generelt? Når virksomhedskulturen på Zentropa en dag er blevet kønspolitisk bæredygtig, står vi jo stadig tilbage med en komplementær udfordring i den udbredte angst og usikkerhed trods al emancipation.

Jeg tror, at Ålen og de unge kvinder på diametralt modsatte måder lider under den samme vrangforestilling. I begge tilfælde er grænseløsheden årsag til, at selvfølelsen skrider, hvad enten den perverteres til egomani eller imploderer i selvhad.

Lige siden ungdomsoprøret i ’68 har det været god latin at overskride grænser, andres såvel som sine egne. Det har været god tone at provokere, og det har været moralsk i orden at realisere sig selv, sine behov og sine lyster med de hændelige skader, det måtte påføre andre. Den kompromisløse selvudfoldelse er ligefrem blevet en forventning.

Egentlig burde man glæde sig over, at mange af de unge kvinder er så dårlige elever i egeninteressens skole, hvor pekuniær ambition og målrettet stræbsomhed nu står på læseplanen efter den foregående generations flippede snak om at ”finde sig selv”.

Egoismen er den samme. Når det kom til stykket, gik den frie kærlighed jo også mest af alt ud på ikke at nægte sig selv noget. Det ironiske er, at selvets grænseløshed både kan føre til anoreksi og sexchikane. Når der ikke er ligevægt i forholdet mellem jeg og omverden, går det enten ud over mig eller de andre. Ligevægten bliver umulig, hvor der ingen grænser er.

Zentropa har mest af alt lignet et maoistisk kollektiv fra de tidlige 70’ere, hvor politiseringen af det private slog ud i en intimiderende forestilling om, at man kan tillade sig at opdrage og ”udvikle” andre med grænseoverskridelsen som didaktisk middel. Det var galt nok dengang, men som ledelsesstrategi bliver det selvfølgelig mere end klamt.

Tilbage står min cykelpige med kurven fuld af håb og drømme og en iPhone, der bipper tyrannisk. Jeg trøster mig med, at hun fremover nok ikke cykler til Avedøre for at komme til filmen. Det er også langt ude, men hvad kan vi gøre for hende?

Ingenting overhovedet. I velfærdssamfundet har vi udviklet en tyrkertro på, at vi kan ordne alt med en politisk løsning, og i den politiske korrektheds tidsalder er den illusion kommet til, at rettigheder er noget, der kan rulles ud foran os som røde løbere. Retten til ikke at blive krænket. Retten til at blive anerkendt med alle sine kønsidentifikatoriske forbogstaver. Retten til at blive tiltalt Madame, selv om man egentlig bare hedder Claus.

Rundt om på plejehjemmene sidder de gamle rødstrømper og kan tale med om, at frihed er noget, man tilkæmper sig. Ikke noget, man får forærende. Hvis cykelpigen en dag kommer forbi, kan hun desuden af sine aldrende medsøstre få en lektion i, at respekt er noget, man sætter sig i. Fordi man respekterer sig selv.

Gid hun ville lytte. Gid hun ville smide de falske øjenvipper, slå øjnene op og møde samfundet med det faste blik hos den, der skal arve det hele. 

-----------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.