Debat

Grøndahl: Den kongelige republik

KLUMME: Hvis Marine Le Pen vinder det franske præsidentvalg, står vi foran kontinentets endegyldige balkanisering. Men hvis den ubelastede Emmanuel Macron mod forventning skulle få chancen, vil der måske igen være mod på den store, europæiske samtale, håber Jens Chr. Grøndahl.

SKÆBNEVALG: Valget mellem (fra v. mod h.) Emmanuel Macron, den decimerede Francois Fillon og Marine Le Pen - har kolossal betydning for hele Europa. (figurer fra karneval i Nice). [Foto: Scanpix]<br>
SKÆBNEVALG: Valget mellem (fra v. mod h.) Emmanuel Macron, den decimerede Francois Fillon og Marine Le Pen - har kolossal betydning for hele Europa. (figurer fra karneval i Nice). [Foto: Scanpix]
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Under en middag i Bordeaux for nogle år siden sagde min borddame med et skælmsk smil: ”De må huske på, at vi halshuggede vores konge.” Hun tilhørte byens bedre borgerskab – med andre ord den elite, der for 228 år siden fortrængte adelen – og alligevel afspejlede hendes bemærkning en let gysen over, hvad hendes forfædre havde gjort.

Det lød næsten, som om hun ikke selv følte sig helt sikker på, at en republik indført med guillotinens hjælp kunne have den samme legitimitet som det gamle kongedømme. Det er jo Frankrigs paradoks: i frihedens, lighedens og broderskabets land kan de ikke få nok af forgyldt stuk og aristokratiske falbelader.

Det franske præsidentembede omgærdes med royal højtidelighed. Den navnkundige præsident Mitterand blev endda spøgefuldt omtalt som ”Dieu”, skønt han var socialist. Samfundsstrukturen er stadig så bureaukratisk, som var der tale om embedsmandsvældet under en enevældig konge. ”Millefeuille” kalder franskmændene det på grund af de mange administrative niveauer mellem præsidenten og landsbyens borgmester.

Men også den traditionelle, sociale kultur afspejler et samfund, hvor den frygtblandede respekt for dem, der er højere oppe på rangstigen, modsvares af den latente eller udtalte foragt for dem, der befinder sig under éns eget trin. I mangt og meget minder omgangsformen stadig om den intrigante, snobbede og utrygge stemning, der må have hersket ved Solkongens hof.

Er det ikke også, hvad Marine Le Pen lover ”la France profonde”? En tilbagevenden til Maurice Chevaliers genkendelige, charmerende bedsteborgerlighed?

Tænk på den isnende formelle høflighed, der til forveksling kan ligne uforskammethed, eller det latterlige ved, at en fuldent bourgeois både har en officiel og en uofficiel elskerinde. Som om der var tale om kurtisaner uden et selvstændigt liv.

Endelig har man stadig et uddannelsessystem, hvis elitære islæt mest af alt går ud på at favorisere udenadslære på bekostning af selvstændig tænkning, og en håbløst forældet virksomhedskultur, hvor ingen tør tage et personligt ansvar af frygt for, at det skal gå ud over avancementsmulighederne.

I fransk politik trækker man vejret gennem skandaler. Det virker nærmest kompromitterende for den maskuline selvforståelse, hvis man ikke har haft snablen godt nede her og dér.

Jens Chr. Grøndahl

Mais oui, billedet er karikeret og levner ikke plads til alt det gode, der er at sige for eksempel om franskmændenes enorme veneration for kunst og kultur, ikke mindst litteraturen, der i Paris har sin europæiske hovedstad takket være en forlags- og bogkultur præget af kvalitetssans og kosmopolitisk nysgerrighed.

Og så er der Frankrigs blivende gave til Europa: Oplysningstidens tanker om videnskabernes integritet, magtens tredeling og verdslighedens klare adskillelse mellem samfundet som forpligtende politisk mellemværende og privatlivets kulturelle eller religiøse særheder, fra tørklædet om hovedet til krucifikset over ægtesengen.

Dét er jo den anden side af historien. Uden den republikanske skelnen mellem principperne, som vi må være fælles om, og værdierne, der kendetegner den ene eller den anden kultur, uden denne livsvigtige sans for forskellen mellem den ene og den anden slags fællesskab, ville demokratiet i Europa have været, hvad nationalismens genkomst nu truer med at reducere os til: et etnisk kludetæppe af gensidigt mistroiske stammer, hver styret af populismens plumpe flertalsdiktatur.

 

Et aktuelt eksempel illustrerer, hvordan de ideelle standarder for republikkens politiske kultur korrumperes af en overlejret, feudal adfærd. Der er ikke noget nyt i, at den borgerlige fløjs præsidentkandidat, den tidligere ministerpræsident Francois Fillon, nu viser sig at have haft sin kone og sine børn på lønningslisten for et større millionbeløb, uden at de tilsyneladende har bestilt dagens gerning.

Det nye er, at selv franskmændene ikke gider finde sig i det mere. Så længe nogen kan huske, har det været normalt i den royale hakkeorden, at privilegier går forud for meriter, og at man rager til sig i overensstemmelse med, hvor højt man har kæmpet sig op. I fransk politik trækker man vejret gennem skandaler. Det virker nærmest kompromitterende for den maskuline selvforståelse, hvis man ikke har haft snablen godt nede her og dér.

Er dét mon den psykosociale baggrund for de verserende rygter om, at socialistpartiets unge kandidat Emmanuel Macron skulle have et homoseksuelt forhold til generaldirektøren for Radio France?

At det overhovedet interesserer nogen, er i sig selv meget sigende, men selv tager den 38-årige Macron det heldigvis roligt. Han er gift med en tyve år ældre gymnasielærerinde, og som han forklarer: De er sammen fra morgen til aften, så det må være hans hologram, der stikker af for at more sig ude i byen. Hans afvæbnende humor er i sig selv befriende, og det samme kan hans alder vise sig at være.

Indtil forleden var Francois Fillon favoritkandidat, men nu er alle muligheder på ny i spil. Ved årets præsidentvalg får de franske vælgere en enestående mulighed for at beslutte, om deres smukke og stokkonservative, dybt civiliserede og lige så korrupte, strengt republikanske og dog komisk royale fædreland skal regeres af en kvinde, endda under 50, eller af en mand, der er hele ti år yngre.

Hvad enten Francois Fillon humper videre som en påfugl med knækkede fjer, eller han i sidste øjeblik bliver skiftet ud med en anden borgerlig kandidat, vil det i første omgang have styrket Marine Le Pens kandidatur, der i forvejen tårner sig op som trussel eller løfte – alt efter smag – om et fundamentalt skred i Frankrigs politiske liv.

Som højrenationalismens europæiske dronning symboliserer hun et folkeligt oprør mod lige præcis den arrogance og indbildskhed, der fik Francois Fillon til at tro, at han kunne ansætte sin kone for millioner af euro og slippe afsted med det.

Men Front Nationals kandidat repræsenterer selvfølgelig også noget mere. Ligesom Dansk Folkeparti, Sverigesdemokraterne, Alternative Für Deutschland, Gyldent Daggry og hvad populisterne ellers kalder sig rundt om på kontinentet, er den franske højrenationalisme svaret på mange lønmodtageres berettigede uro og bekymring over globaliseringens skadevirkninger under og efter finanskrisen.

Ligesom alle andre steder i Europa er højrefløjens løsning også i Frankrig at lukke grænserne. Som om det skaber flere jobs. Som om den økonomiske stagnation er forårsaget af problemerne med at integrere den muslimske underklasse. Og ligesom i de øvrige europæiske lande er spørgsmålet, om nogen har et andet og mere troværdigt forslag.

 

Når denne klumme bliver lagt på nettet, vil Emmanuel Macron ved ugens slutning have fremlagt sin økonomiske plan for Frankrigs fremtid. At sporene skræmmer, vil forhåbentlig ikke skræmme franskmændene fra at tænke nyt. Opgør med vanetænkningen er ganske vist langt fra, hvad Francois Hollande i sin præsidenttid har vænnet verden til at forvente sig af en fransk socialist.

Hver gang han har ymtet noget i den retning, har han straks måttet slå sig selv for munden, men han blev også valgt til med eftertryk ikke at gennemføre de reformer, som det franske samfund har sådan brug for. Lad alt blive, som det altid har været. Lad lokomotivførerne gå på pension i en alder af 50. Lad styrkeprøven mellem arbejdsgivere og arbejdstagere være noget med at strejke og marchere på boulevarderne under røde faner. Dét var budskabet fra vælgerne. Er det ikke også, hvad Marine Le Pen lover ”la France profonde”? En tilbagevenden til Maurice Chevaliers genkendelige, charmerende bedsteborgerlighed?

Mange har påpeget, at højrenationalismens succes skyldes fraværet af en troværdig samfundskritik fra venstre. Nogle mener, at 80’ernes ekstreme liberalisering under Reagan og Thatcher er forklaringen på, at lønmodtagere, konfronteret med den voksende utryghed, ser nationalstaten som tilflugt og redning.

Tager man et land som Polen, virker det plausibelt. Dér gik man nærmest uden overgang fra statssocialisme til en art wild west økonomi. Den nye frihed viste sig dyrekøbt for de mange, der i den kommunistiske samfundsorden havde følt sig beskyttet og taget vare på, og siden har man fået modreaktionen i form af katolsk, antiliberal nationalisme.

Men Frankrig har ikke ligefrem været præget af liberalisering. Tværtimod rejser hårene sig på franskmændenes hoveder, hver gang nogen taler om at reformere det stive arbejdsmarked eller pille ved et af de hævdvundne privilegier, der for mange står som et bolværk mod kapitalismens ondskab.

Emmanuel Macron synes at ville tage et opgør med hele denne trummerum af dogmer og frygt for forandring, og han har alderen til det. Hans generation har ikke kendt til andet end globalisering og har heller ikke hovederne skruet fast i et rigidt verdensbillede delt op mellem venstre og højre. Men hvad siger franskmændene?

Det er vigtigt for os andre. Det er vigtigt for Europa. Der tales – igen – om at give det europæiske samarbejde en social dimension som svar på konjunkturernes uregerlige hærgen.

Vi så under finanskrisen, hvordan det enkelte lands ve og vel influeres af globale, økonomiske vejrsystemer uden for demokratisk rækkevidde. Der er god grund til at se EU som en mulighed for at værne borgerne mod elementernes rasen, men straks lyder der advarende stemmer fra danske politikere, blå som røde.

De indvender, at en europæisk velfærdspolitik vil kunne karambolere med den danske model, og det skal ingen vel nyde noget af? Bestemt ikke, men hvad nu, hvis de danske og skandinaviske erfaringer med at kombinere fleksibilitet og tryghed på arbejdsmarkedet lige netop er noget, de andre lande kan blive inspirerede af?

Hvad, hvis vi i al beskedenhed har fundet en vej frem, når det gælder om at finde balancen mellem social sammenhængskraft på den ene side og på den anden side erhvervslivets evne til og mulighed for at skabe værdier? Hvad, hvis tillid ikke kun er en national, dansk specialitet, men også et produkt af strukturer og institutioner, der fremmer inklusion og modvirker polarisering? Hvad, hvis kaffekanden på mødebordet kan noget, som guillotinen aldrig formåede?

Kun franskmændene kender svaret, men det franske præsidentvalg bliver en skæbnestund for alle europæere. Hvis Marine Le Pen vinder, står vi foran kontinentets endegyldige balkanisering, og så kan de lige så godt lukke og slukke i Berlaymontbygningen. Hvis den uerfarne, men også ubelastede Emmanuel Macron mod forventning skulle få chancen, vil der måske igen være mod på den store, europæiske samtale.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

Emmanuel Macron

Præsident, Frankrig (La République en marche)
offentlig administration (Sciences Po), filosofi (University of Paris-Ouest Nanterre La Défense 2001)

0:000:00