Debat

Grøndahl: Den stuerene idyl

Klumme: Uanset hvem der kommer styrket ud af den politiske tango mellem S og DF, vil der på ny være ordentlig forskel på højre og venstre. Men er Thulesen Dahl virkelig Mette Frederiksens mest oplagte politiske partner? 

TO TIL TANGO: Hvem mon kommer ud på toppen af den nyslåede amourøse relation mellem S og DF?
TO TIL TANGO: Hvem mon kommer ud på toppen af den nyslåede amourøse relation mellem S og DF?Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tilnærmelsen mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne ligner en tilbagevenden til normale tilstande. På mange områder er DF jo et udbryderparti. Det er de samme vælgere, man bejler til, og i vidt omfang den samme politik, man kappes om at formulere, fra ældre til udlændinge.

Det er og bliver noget forhekset kludder, at DF har ageret parlamentarisk grundlag for den ene borgerligt-liberale regering efter den anden. Var det i virkeligheden blot en lang rejse tilbage til udgangspunktet? En nødvendig omvej for at kunne konsolidere sig som den absolut stuerene magtfaktor, partiet er i dag? Kristian Thulesen Dahl er blevet en farlig rival for Mette Frederiksen, der nu inviterer fjenden op til dans. En af dem må da blive knust i det favntag.

Hvis muslimer i flertallets øjne virkelig er vores største udfordring, vil DF med stadig nye krav om stramninger igen og igen kunne demonstrere, at socialdemokraterne trods de hårde miner er nogle blødsødne copycats, når det kommer til stykket.

Hvis danskerne derimod mener, at alting trods alt begynder og ender med evnen til at skabe værdier og viljen til at fordele dem, vil det måske lykkes endelig at dræne den sumpede grund, hvor konkurrenten har vokset sig stærk.

Én ting er at være stueren, men stuens indeklima bliver derefter, hvis danskhedens kålhørm får lov at dominere.

Jens Chr. Grøndahl

Uanset hvem der kommer styrket ud af den politiske tango, vil der på ny være ordentlig forskel på højre og venstre. Vælgerne vil igen stå over for det klare og tydelige valg mellem en fløj, der mener, at for meget lighed går ud over friheden, og en anden fløj, der mener, at for meget frihed går ud over ligheden.

At frihed og lighed er som yin og yang udgør vel hemmeligheden bag det samarbejdende folkestyre, men samarbejdet forudsætter, at forskellen er klar, og det har den ikke været længe. I mange venstrevælgeres øjne kunne Lars Løkke Rasmussen lige så godt være socialdemokrat, mens mange gamle socialdemokrater græmmede sig over Bjarne Corydons begejstring for ”konkurrencesamfundet”.

Kristian Thulesen Dahl er blevet en farlig rival for Mette Frederiksen, der nu inviterer fjenden op til dans. En af dem må da blive knust i det favntag.

Jens Chr. Grøndahl

Det var en illusion, ved vi nu, da man efter Murens Fald fablede om, at skellet mellem højre og venstre ikke længere gav mening. Den polske filminstruktør Krysztof Kieslowski udtrykte det rammende, da han blev spurgt, hvad kommunismens sammenbrud ville betyde. ”Folk står stadig og venter på bussen om morgenen,” svarede han, ”og de dør stadig af kræft”.

Selv om der ikke længere findes noget alternativ til markedsøkonomien, er der stadig forskel på, om man tilhører samfundets økonomiske elite eller den meget større gruppe af lønmodtagere, hvis tryghed og velfærd afhænger af overenskomster og fordelingspolitik.


Og så er der alligevel en nisse, der flytter med. Mette Frederiksens taktiske manøvre i forhold til Kristian Thulesen Dahl er på mange måder en parallel til Lars Løkke Rasmussens mestertræk, da han inviterede Anders Samuelsen med i regering. For Løkke er fordelen, at han nu kan tage slagsmålet med de liberale brushoveder inden døre. Det bliver så at sige i familien. For Frederiksen er det mere prekært. Der var trods en grund til, at Poul Nyrup Rasmussen i sin tid forløb sig med sin herostratisk berømte bemærkning fra Folketingets talerstol.

Stuerene blev de. S og DF kan fint være i stue sammen. Så langt er socialdemokraterne gået i deres anerkendelse af Gellerupparkens og Vollsmoses uafviselige virkelighed. Men hvordan vil man nogen sinde kunne sige, at nu har vi strammet nok, nu har vi dæmmet tilstrækkeligt op for burkaer, flerkoneri og radikalisering, hvis kriteriet for at svare på dét spørgsmål er en grundlæggende mistillid til muslimer, simpelthen fordi de er muslimer?

Én ting er at være stueren, men stuens indeklima bliver derefter, hvis danskhedens kålhørm får lov at dominere. Hvor mange socialdemokrater har i dag modet til at slå vinduerne op? Hvor mange vil have mod til det i morgen?

Socialdemokraternes udlændingeordfører Dan Jørgensen havde modet forleden, da Jyllands-Posten spurgte, hvad han havde at sige til DF’s synspunkt om, at deltagelse i de kristne højtider er en betingelse for, at indvandrere kan kalde sig danske. ”Det er meget farligt at gøre danskhed til et spørgsmål om religion,” sagde han. ”Faktisk mener jeg, at noget af det mest danske, som vi har, er, at vi ikke blander os i, hvad hinanden går og tænker og tror på.”

Så enkelt kan det siges, og på en indirekte måde fik Dan Jørgensen med sine besindige ord lukket luft ud af det oppustede begreb ”danskhed”. Men vi slipper ikke for at tage stilling til begrebet som sådan. Er det danskheden, der er samfundets gensidigt forpligtende fællesnævner? Er det de kristne højtider? Ifølge socialdemokraternes gamle bog ville svaret nok have været begreber som solidaritet og retfærdighed.


Det handler om inklusion, for nu at bruge et mere nutidigt ord. Man kan beskrive Danmarkshistorien – og de andre demokratiers historie – som en udvikling, hvor stadig flere borgere er blevet inkluderet på lige fod i den løbende politiske udformning af de menneskeskabte livsvilkår. Der findes andre måder at fortælle historien på, og de har også deres berettigelse. I Danmark har vi ikke mindst en grundtvigiansk fortælling, der opstod i takt med, at den forhenværende skandinaviske stormagt skulle finde sig selv som lille nationalstat med en homogen befolkning.

Den grundtvigianske udlægning af danskernes fælles forudsætninger har været med til at skabe sammenhold og fortrolighed, en følelse af at høre til og hænge sammen. Dengang højskolerne og andelsbevægelsen bidrog til udviklingen af det samfund, vi holder af at være borgere i, var det en fremsynet fortælling. I dag er den tilbageskuende, for ikke at sige nostalgisk.

Det er der i sig selv ikke noget i vejen med at være, og hvis man stammer fra Kabul eller Mogadishu, vil det helt sikkert fremme forståelsen for det land, man er kommet til, hvis man har sans for, hvordan Jeppe Aakjær fik poesi ud af vejret, årstiderne og bondelivets nære detaljer. Det er bare ikke Gammelmor i klokkerne, der i dag har svaret på, hvordan vi finder hinanden i gensidig respekt som danskere og demokrater.


Hvis man foretrækker klare forskelle frem for konsensus og pærevælling, kan det godt virke frustrerende, at så mange danske politikere, hvad enten de er blå eller røde, har Grundtvig som deres ultimative guru. Både venstremænd, radikale og SF’ere er jo så grundtvigianske, at det gør noget. Til gengæld findes der en upåagtet kulturforskel mellem de nævnte partier på den ene side og et ellers umage par på den anden.

Det faldt mig ind for et par år siden, da jeg i en helt upolitisk sammenhæng var i selskab med to pensionerede ministre. Den ene var socialdemokrat, den anden var konservativ. De var med andre ord forhenværende modstandere, men de var det med den kollegiale sympati, der er et særkende ved Folketinget som arbejdsplads.

Der var imidlertid også noget andet end dansk fordragelighed mellem dem, og pludselig faldt tiøren. Hverken den ene eller den anden var grundtvigianer.

At være konservativ er jo historisk set noget med Gud, konge og fædreland. Det nationale tilhørsforhold har i en konservativ optik været knyttet til kongehuset, ikke til én eller anden tåget, romantisk forestilling om danskhed. Man viste, at man var dansk, ved at vise troskab mod kronen. Sådan har færinger og islændinge såvel som nordmænd og slesvigere kunnet føle sig danske, selv om de ikke engang talte samme sprog.

De konservative er desuden tilbøjelige til at acceptere samfundets klassedeling, omend ikke uden et mål af social samvittighed og retfærdighedssans. Det er derfor, de og socialdemokraterne har kunnet finde hinanden, når der skulle samarbejdes. Men der er også en anden grund, og den vedrører det nationale. Hvis man er socialdemokrat og kan sin historie, ved man nemlig godt, at arbejderklassen ikke uden videre var inkluderet i den historie, de grundtvigianske bønder og de radikale skolelærere havde at fortælle.

Da industrialismen brutalt forvandlede Danmark, måtte man definere det nationale fællesskab på ny, hvis alle skulle inkluderes. Grundtvig kunne ikke definere arbejdernes rettigheder. Det kunne Karl Marx, men det blev socialdemokraternes historiske mission at kæmpe arbejdernes sag med nationalstaten som politisk overligger.

For socialdemokraterne har nationen været en politisk størrelse, før den var kulturel. Selv om de ikke tager imod ordener fra kongehuset, er de deri tættere på de konservative, end de nogen sinde kommer på Dansk Folkeparti.

Deres historiske erfaring er, at når man som ny gruppe skal inkluderes i samfundet, er det en politisk proces snarere end et spørgsmål om kultur.

Det handler om troskab, ikke mod kronen, men mod demokratiet og de fælles forpligtende spilleregler. Kan man finde ud af dem, har man også gode forudsætninger for at få sin medbragte kultur passet ind. Stueren bliver enhver, der har viljen. Spørg bare Pia Kjærsgaard.

......

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00