Debat

Grøndahl: Det glemte land

KLUMME: Den tiltagende historieløshed og vores opslugthed af navlebeskuende dramaer om topskat og grundskyld er kun endnu et argument for en Danmarkskanon. Men erindring er ikke nok til at fortælle os, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være, skriver Jens Christian Grøndahl.

Foto: Asger Ladefoged/Scanpix
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Rundt omkring sidder danskere i alle aldre og diskuterer, hvilke særlig danske værdier der skal med i kulturministerens Danmarkskanon. Da jeg ved et indledende møde om projektet skulle komme med mit personlige bud på en ”immateriel kulturtradition”, valgte jeg det danske sprog.

Sproget er jo fællesskabets forudsætning, det udtrykker på samme tid vores tilhørsforhold og vores blik på verden. Det samler os, og i Danmark er det sproglige og det demokratiske fællesskab også sammenfaldende. Sådan er det ikke syd for grænsen. De dansktalende i Sydslesvig taler tysk, når de deltager i den politiske proces, og dansk med hinanden, når de udfolder deres kulturelle identitet. Her er der ikke lighedstegn mellem kultur og samfund.

Forleden var jeg i Flensborg for at deltage i en paneldiskussion om Bertel Haarders kanon, men før vi kom i gang med værdierne, fik jeg et indblik i, hvordan et mindretal selv i dag kan være demokratisk sårbart.

En af arrangørerne var Flensborg Avis, og det lille blad havde netop fået besked af Medienævnet om at tilbagebetale sin mediestøtte for 2015. Chefredaktør Jørgen Møllekær fortalte mig, at det vil tvinge ham til at fyre hver tredje medarbejder på redaktionen. Men hvordan kan det dog være, at de dansksindedes avis bringes i sådan en knibe stik imod mange års bilaterale omsorg for mindretallene i det dansk-tyske grænseland?

Begrundelsen for Medienævnets krav er, at den støtte, Flensborg Avis modtager fra Folketingets Sydslesvigudvalg, udgør mere end 50 procent af avisens indtægter. Det betyder, at avisen betragtes som offentligt ejet og derfor ikke er støtteberettiget i henhold til Lov om Mediestøtte.

Det hjælper ikke, at Flensborg Avis faktisk ejes af et tysk aktieselskab. Det hjælper heller ikke, at der fra Sydslesvigudvalgets side er tale om kultur- og ikke driftsstøtte. Eller at den tilsvarende avis for det tyske mindretal i Sønderjylland fortsat modtager mediestøtte trods massiv subventionering fra Berlin.

Man må håbe, at der bliver fundet en løsning ved det samråd, som samtlige partier uden om Venstre har indkaldt kulturministeren til. Man har også lov at håbe på, at Bertel Haarder vil have sans for det ironiske i, at den hårdt prøvede mindretalsavis stod som vært for det føromtalte møde: en samtale mellem dansktalende sydslesvigere og en række indbudte gæster fra moderlandet om, hvad vi med hans Danmarkskanon for øje skal forstå ved ”danske værdier”.

Formentlig skyldes det bare knas i lovmekanikken, at avisen er kommet i klemme, måske manglende opmærksomhed. Som danskere i Danmark er vi så vant til at forveksle sprogets og nationens grænser. Det danske mindretal i Sydslesvig lever i enhver forstand under vores horisont. De bor i det glemte land.

Faktisk er dét kun endnu et argument for en Danmarkskanon. Den tiltagende historieløshed, opslugte som vi er af vores navlebeskuende dramaer om topskat, grundskyld osv. Men erindring alene er ikke nok til at fortælle os, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være. Forhåbninger spiller også ind. 

”Vi siger ’du’ til vores lærere”
Når man er ung, kan de ikke være andet end vage. Jeg blev mindet om det, da Jørgen Møllekær samme formiddag inviterede mig ned til A.P. Møller Skolen, det danske gymnasium i Slesvig. Jeg vidste det ikke, men ved det nu: Danmarks smukkeste skole ligger syd for grænsen. 

Omgivet af C.F. Møller-arkitekternes luftige rumkunst mødtes jeg med en håndfuld elever for at tale med dem om, hvad det egentlig vil sige at være dansk. Kun en fjerdedel af dem var børn af forældre, der selv havde gået i dansk skole, men selv om A.P. Møller Skolen er et fantastisk sted og ligger så smukt ud til Slien, kan det nok ikke alene forklare tiltrækningskraften.

Flere af eleverne fortalte, at de egentlig hverken følte sig specielt danske eller specielt tyske. Sådan kan man også have det i et grænseland. Sådan er der vist i det hele taget mange unge, der har det, født som de er i en globaliseret verden, hvor identitet er noget, man har på Facebook. Noget, man vælger til eller fra. Men hvorfor havde de da valgt at gå i dansk skole, og hvad forbandt de med begrebet ”dansk”?

”Vi siger ’du’ til vores lærere”, forklarede én, og flere af hendes kammerater supplerede. Det uformelle ved den danske omgangsform, mellem lærere og elever og i det hele taget, var i sig selv en attraktion sammenlignet med den stivere tyske facon. Måden, vi tiltaler hinanden på, udtrykker jo både en livsform og et syn på samfund og fællesskab.

Jeg fornemmede, at den danske væremåde i elevernes øjne fremstod som noget tillokkende: en samfundskultur præget af lighed, tillid og deltagelse, en virksomhedskultur kendetegnet ved uddelegering, selvstændig tænkning og ”medejerskab”.

Mange af dem vil senere tage en uddannelse i Danmark og måske få en tilværelse nord for grænsen, men mit møde med A.P. Møller Skolens elever gav ikke kun anledning til selvgratulerende identitetskulturel egenpleje. Det gik op for mig, at eleverne og det danske mindretal i det hele taget også har noget at byde på.

De er ikke kun en udsat gruppe, som den danske stat må subventionere, fra aviser til uddannelsesinstitutioner. Grænselandets dansktalende har også et dobbelt blik på Danmark. Et blik, der på samme tid er fortroligt og en smule fremmed. Det kan vi lære noget af. Vi kan for eksempel lære noget om proportioner, hvad enten det gælder historien eller nutidens udfordringer.

Indstillingen til det europæiske
Da samtalen strejfede 1864, bemærkede en af eleverne tørt, at de færreste tyskere havde nogen anelse om, hvad dét var for en krig. Tyskland har jo ført så mange krige. Men også flygtningekrisen og danskernes håndtering af den må hos en dansktalende nordslesviger give anledning til eftertanke.

Det er ikke bare Angela Merkels ”Wir schaffen das” over for Inger Støjbergs ”Danmark er fyldt”, ikke kun det grelle misforhold, proportionalt, mellem Danmarks og Tysklands beredskab. Der er også tale om, at man i et stort og broget land som Tyskland på en anden måde forstår, hvad det indebærer, når den kulturelle identitets fællesskab ikke er sammenfaldende med nationen som samfundslivets demokratiske ramme.

Mange af de ”danske værdier”, der kommer til at stå i vores Danmarkskanon, er jo ikke specielt danske. De er frem for alt demokratiske og udgør derfor – og kun derfor – den fællesnævner, som enhver borger må være forpligtet over for, uanset kulturbaggrund.

Endelig er der hele indstillingen til det europæiske samarbejde. Når man tænker på danskernes frygt for at blive spist af Bruxelles, skulle man tro, at det danske mindretal i grænselandet ville være dobbelt frygtsomme, men det modsatte synes at gøre sig gældende. Dernede ved man godt, at man kan føle sig dansk på én etage, være borger i Tyskland på en anden og på en tredje høste fordelene ved det samarbejdende Europa – og bidrage til det – uden at huset skvatter sammen.

Hjælper det at være to-sproget? Det er i hvert fald tankevækkende, at danskernes andet sprog efter Anden Verdenskrig har været engelsk. At vi kulturelt og ofte også politisk har foretrukket at vende blikket over Nordsøen mod det England, der for nylig stemte sig ud af EU som kulminationen på årtiers fodslæbende skepsis.

Englænderne har jo aldrig villet Europa. De er vant til, at vi andre lærer deres sprog, så de ikke behøver lære vores.

Dét var endnu en ting, jeg kom til at tænke på, mens jeg stod og talte dansk med en flok gymnasieelever i Slesvig. De fleste af dem talte med tysk accent, men deres sprog var både korrekt og nuanceret. Deres rektor Jørgen Kühl fortalte mig bagefter, at mange taler tysk derhjemme. Alligevel havde de orket at lære sig dansk, hvad enten det var af veneration for deres danske familiebaggrund, eller fordi noget i den danske livsstil tiltrækker dem.

Danmarks befolkning kunne bo i Hamborg, men hvor mange danskere orker at lære tysk? På hvor mange danske gymnasier er det overhovedet muligt? Jørgen Kühl viste mig en timeplan for skolens gymnasiale linjer, og en slående forskel var, at ingen der kan tage en studentereksamen uden at læse både sprog og matematik på A-niveau. Hans studenter er simpelthen dygtigere end de danske, uanset hvor meget de siger ”du” til deres lærere.

Der bliver god brug for dem som to-sprogede formidlere mellem Danmark og vores største handelspartner. Når vi nu ikke selv synes, vi har brug for at kunne tale sproget.

---
Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

Jørgen Kühl

Rektor emeritus, A.P. Møller Skolen, fhv. institutleder, Syddansk Universitet, professor, Europa-Universitetet i Flensborg, bestyrelsesformand, European Centre for Minority Issues, bestyrelsesmedlem, Grænsefonden, bestyrelsesmedlem, Union Bank
cand.phil. (Aarhus Uni. 1990), ph.d (Aarhus Uni. 1994)

0:000:00