Grøndahl: En langsom massakre

Det sker næsten hver uge. Nogle uger sker det flere gange, før det bliver søndag igen. En kvinde på cykel nærmer sig et gadekryds et sted i Danmark. Det samme gør en lastbil, der skal svinge til højre. Få sekunder efter er et liv forbi. Nogle børn har mistet deres mor, en mand har mistet sin kone, forældre har mistet deres datter. Familie og venner skal til begravelse i utide. Fordi chaufføren ikke så hende. Og det bliver ved med at ske, igen og igen. Det er en langsom massakre, men ingen gør for alvor noget ved det.

Vi ved ikke, hvorfor ofrene næsten altid er kvinder, men vi ved, hvorfor det sker. Chaufføren taler måske i mobiltelefon, eller han sidder og opdaterer sin Facebook-profil. Måske er han træt, fordi han ikke har overholdt hviletidsbestemmelserne. Måske har han for travlt. Måske er han udlænding, uvant med at køre i et land med så mange cyklister. Andre gange når han bare ikke at opdage, hvad der sker.

Uanset om den menneskelige faktor spiller ind, gør det samme forhold sig gældende hver gang. Uanset hvor mange og hvor store spejle man monterer på en lastbil, har man fra førerhuset ikke fuldt overblik over, hvad der foregår nede på højre side af det enorme køretøj. Dets blinde vinkel er en dødszone. Alle ved det, og lige meget sker der.

For nogle uger siden talte jeg i telefon med en lastbilchauffør. Jeg skylder ham at bemærke, at han var kørt ind til siden for at ringe. Jeg deltog i en direkte udsendelse på Radio24Syv, og studieværten havde opfordret os gæster til at tage et emne med, som vi gerne ville debattere. Jeg ville gerne tale om højresvingsulykker. Der gik ikke mange minutter, før vi havde Bjarne i røret fra en landevej i Vendsyssel.

Vores nye transportminister har muligheden for at gøre en forskel med det samme. Man må håbe, at Ole Birk Olesen ikke er så meget liberalist, at han hellere vil undgå at genere vognmandsbranchen.

Jens Christian Grøndahl

Bjarne har kørt lastbil i mange år, så han ved, hvad han taler om. Han har selv været lige ved at komme galt af sted, selv om han altid gør sit yderste for at passe på. Heldigvis skete der ikke noget, og heldigvis er Bjarne en mand med indlevelse. Også i overført betydning kan han se ud over sit eget rat.

Bjarne sagde noget vigtigt. Noget, man kun kan vide, hvis man har sin hverdag bag rattet højt over vejbanen. Jeg spurgte ham, om man ikke kunne installere et videokamera på siden af lastbilen. Han svarede, at der er grænser for, hvor mange supplerende hjælpemidler en chauffør kan overskue. Det er allerede et problem, hvis sidespejlene bliver for store, fortsatte han, for de kan begrænse udsynet fremefter.

Djævelen gemmer sig som bekendt i detaljen, eller er det denne gang en engel? Vi taler om små, konkrete tiltag, der måske ville kræve lidt besvær og investering, men som til gengæld kunne redde liv.

Jens Christian Grøndahl

Derimod foreslog han, at der monteres plexiglas i lastbilernes højre fordør. Og han gav mig ret i, at det kunne være en idé, at lastbilerne ved højresving udsender den samme advarselslyd, som når der bakkes. I det hele taget var han enig i, at vognmændene og reglerne omkring lastvognskørsel spiller en afgørende rolle. Djævelen gemmer sig som bekendt i detaljen, eller er det denne gang en engel? Vi taler om små, konkrete tiltag, der måske ville kræve lidt besvær og investering, men som til gengæld kunne redde liv.

Radioværten René Fredensborg var overrasket over det emne, jeg havde valgt at tage op. Han var også berørt. Han fortalte, at moderen til hans datter for tyve år siden døde i en højresvingsulykke. Kørt ihjel af en lastbil. Hvor mange af os kender ikke nogen, der kender nogen? Det var René, der bragte på banen, at ofrene næsten altid er kvinder. Hans eget bud på en forklaring var, at kvinder generelt er mere lovlydige end mænd, og at de derfor også stoler på, at andre overholder reglerne. Når det bliver grønt, kører man. Uden nødvendigvis at se sig mistroisk om. Hvis han har ret, er det kun så meget mere hjerteskærende at tænke på.

Vi lever i et samfund, hvor vi kerer os om hinanden. Dét er i hvert fald vores selvforståelse. At vi er der for hinanden med en hjælpende hånd, også i den bogstavelige, jordnære og dagligdags betydning. Selvfølgelig er det ikke sådan over alt og hele tiden, men det er sådan, vi gerne vil se os selv. Som hinandens medborgere kan vi derfor heller ikke leve med, at så mange får lov at miste livet i højresvingsulykkerne.

En gang imellem tager medierne det op, og en behjertet politiker udtaler sig, men hidtil er det ikke blevet til meget mere end hensigtserklæringer. Og dødstallet stiger og stiger. Hvor mange flere børn skal miste deres mor, før samfundet reagerer? Hvor mange morgener skal endnu en kvinde vinke farvel foran skolen eller børnehaven og sætte sig glad op på sin cykel, uvidende om at det var sidste gang?

Det nytter ikke noget, at vi som højtudviklet velfærdssamfund med styr på flexicurity og digitalisering ikke er i stand til at drage omsorg for, at cyklister kan færdes i trafikken uden at blive majet ned af intetanende lastbilchauffører. Det nytter heller ikke noget at lade cyklisternes trafiksikkerhed afhænge af vognmændenes vilje til at øge lastbilernes sikkerhed eller chaufførernes vilje til at være mere agtpågivende. Ligesom det ikke nytter at sige til cyklisterne, at de bare kan se sig ordentligt for.

Selvfølgelig skal cyklisterne blive bedre til at passe på. Alt for mange cyklister kører råddent og fuldkommen anarkistisk. Som om der ikke gjaldt de samme regler for dem som for bilerne. Som om de bløde trafikanter per definition har retten på deres side og ikke selv bærer et ansvar for deres sikkerhed. Vi kan alle gøre noget: cyklister, lastbilchauffører og vognmænd.

Men hvis Danmark gennem historien er blevet et mere civiliseret samfund end så mange andre, hvis omgangen borgerne imellem er mere betænksom og respektfuld, så er det ikke mindst, fordi den gode vilje også har sat sig igennem som god lovgivning. Gode viljer har aldrig gjort det alene.

Vores nye transportminister har muligheden for at gøre en forskel med det samme. Man må håbe, at Ole Birk Olesen ikke er så meget liberalist, at han hellere vil undgå at genere vognmandsbranchen. Man må håbe, at hans liberalisme ikke gør ham så allergisk over for flere regler og mere kontrol, at han foretrækker at lade massakren fortsætte.

Julen nærmer sig, men for to børn i Søborg bliver det aldrig jul igen på den samme måde som før. Deres mor blev 38 år. Jeg kender dem ikke, men jeg tænker på dem hver dag, måske fordi den ene går i femte klasse lige som min ældste datter. Hvornår mon jeg glemmer dem igen? Hvor mange aviser skal der udkomme efter den dag, de modtog nyheden, der forandrede alt? Deres mor kommer ikke tilbage, selv om Ole Birk Olesen nedsætter et nok så hurtigtarbejdende udvalg. Han skal gøre det alligevel. Vi kan ikke være andet bekendt.

...

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.