Debat

Grøndahl: Good riddance

KLUMME: Føderalismen er død. Der findes kun nationernes Europa, men uden et stærkere politisk samarbejde vil den økonomiske integration for stadig flere mennesker fremstå invasiv og fjendtlig.

RADIKALE LIBERALE: Thatcher og Reagan grundlagde det mismod og den håbløshed, der senere&nbsp;fik den&nbsp;engelske arbejderklasse til at stemme ”leave” i oprør mod Londons globaliserede milliardærer. [Foto: Scanpix]<br>
RADIKALE LIBERALE: Thatcher og Reagan grundlagde det mismod og den håbløshed, der senere fik den engelske arbejderklasse til at stemme ”leave” i oprør mod Londons globaliserede milliardærer. [Foto: Scanpix]
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Herfra bliver det ikke til mere end krokodilletårer, når briterne forlader EU. Storbritannien var alle dage et fodslæbende og vrangvilligt medlem af unionen. Uden den vilje til at bøje sig mod de andre medlemslande, der trods alle særinteresser har gjort samarbejdet muligt gennem 60 år. Briterne er selvoptagede, som kun øboer kan være det, og fantomsmerterne efter det tabte imperium ytrer sig stadig som indbildsk uvidenhed om det Europa, man knap nok føler sig som en del af.

Det er ikke så mærkeligt, at det fælles sprog og den fælles historie får englænderne til at føle sig mere knyttet til USA, men det virker alligevel malplaceret, når britiske premierministre fører sig frem som de amerikanske præsidenters ligemænd.

Tony Blairs kritikløse tilslutning til Bush den yngres apokalyptiske fejltagelse i Irak var blot det seneste eksempel. Han troede angiveligt, at han kunne påvirke den kurs, der blev lagt i Det Hvide Hus. Tænk engang.

Briternes selvovervurdering gør dem blinde for, at Tyskland, ikke mindst på grund af sin økonomiske pondus, efter genforeningen er USA’s mest indlysende europæiske samtalepartner. Det vil Brexit nok ikke ændre noget ved. Men den britiske udmeldelse bør få Danmark til at genoverveje sin historisk betingede følgagtighed over for Storbritannien.

Da Margaret Thatcher i samklang med Ronald Reagan startede sin krig mod velfærdsstaten, var det udtryk for en radikaliseret liberalisme, som selv Adam Smith ville have haft svært ved at genkende. Resultatet ser vi nu.

Jens Chr. Grøndahl

Hvis London er Washingtons måne, så har København været Londons månekalv. Det var England og USA, der kom og befriede os fra den tyske besættelse, og vi har aldrig glemt det.

Taknemmeligheden var velbegrundet, men danskernes underdanighed kan ikke kun forklares med efterkrigstidens animositet over for alt, hvad der var tysk. Man havde også behov for at identificere sig med sejrherrerne efter en samarbejdspolitik, der måske lidt for længe gav de allierede det indtryk, at Danmark var en nation af værnemagere.

Hvis London er Washingtons måne, så har København været Londons månekalv

Jens Chr. Grøndahl

Se mere: Tusk på Brexit-pressemøde: Vi savner jer allerede

I politisk og åndelig forstand gik Danmark i tweed årtier derefter. Dertil kommer selvfølgelig, at Storbritannien er en vigtig handelspartner. Tyskland er bare vigtigere. Både historisk og kulturelt har vi mere til fælles med tyskerne end med englænderne, og derfor skal vi heller ikke lade os hypnotisere af Brexit. Men hvad betyder skilsmissen for vores forhold til unionen?


Det indre marked var briternes primære interesse i EU og er det stadig, når Theresa May lægger pres på sine kontinentale kolleger for at tilgodese finanshajerne i City. At hun nu vil sammenkæde adgangen til det indre marked med det sikkerhedspolitiske samarbejde, vidner om, hvor desperat hun er. Hendes udspil placerer briterne på niveau med Tyrkiet, der på tilsvarende bøllemaner har sammenkædet aftalen om flygtninge med kravet om frit at kunne propagandere på tysk og hollandsk territorium.

Når Danmark så ofte tog bestik af den britiske linje i EU, hang det sammen med briternes pragmatiske indstilling til samarbejdet: At det handlede om handel, handel og handel, mens den politiske integration helst skulle forblive en søndagsdrøm for føderale fantaster.

Samdrægtigheden kom til at skygge for, at det britiske samfund gennem årtier bevægede sig i en retning, der er grundlæggende uforenelig med de politiske værdier, der har formet den danske velfærdsmodel.

Da Margaret Thatcher i samklang med Ronald Reagan startede sin krig mod velfærdsstaten, var det udtryk for en radikaliseret liberalisme, som selv Adam Smith ville have haft svært ved at genkende. Resultatet ser vi nu. Mismodet og håbløsheden fik den engelske arbejderklasse til at stemme ”leave” i oprør mod Londons globaliserede milliardærer.

Den folkelige modstandsbevægelse, der breder sig på det europæiske kontinent, har eurofobien som politisk sprog, men ligner mest af alt en forståelig social protest. Den har Marine Le Pen opfanget, og det samme har Kristian Thulesen Dahl.

Mens Helle Thorning Schmidt og Bjarne Corydon lagde an til at djøficere selve velfærdssamfundets fordelingspolitiske sjæl, kom Dansk Folkeparti til at fremstå som de sande socialdemokrater. Nok har det indre marked skabt vækst og velstand, men det har også faciliteret de frie markedskræfters blinde og hensynsløse udfoldelse.

Da Europas nationer i efterkrigstiden udviklede deres velfærdsmodeller, var det i en bestræbelse på at skabe politiske rammer for markedet. Definere samfundet som et fællesskab for alle, baseret på andet og mere end pekuniære interesser. At EU primært bliver identificeret med den frie udveksling af varer og tjenesteydelser, er en historisk undladelsessynd, som projektet nu betaler prisen for.

Mere og ikke mindre EU burde jo være det paradoksale svar på den berettigede folkelige vrede. Mere politik, mere samfund, også på overstatsligt plan. Mere solidaritet og tryghed.


Hvordan kan det være, at vi danskere har haft så svært ved at få øje på uforeneligheden mellem den britiske junglelovsliberalisme og den politiske konsensus herhjemme, der på et tiår forvandlede Anders Fogh Rasmussen fra at være minimalstatsguru til at blive velfærdssamfundets indforståede kustode?

Måske skyldes det den berømte danske model, hvis berømmelse jo ikke mindst skyldes, at staten ikke behøver at blande sig. Arbejdsmarkedets parter finder selv ud af det. Så dybt er den sociale kontrakt ristet ind i os, at der egentlig snarere er tale om en kulturel kode: Vi skal kunne være her alle sammen, og sammen når vi længst.

Når der ”nede i Europa” tales om at give unionen en social dimension i form af fælles standarder for sikring af lønmodtagernes rettigheder og velfærd, lyder advarslen over én kam, at det vil undergrave den danske model. Man ser straks for sig, at Bruxelles med kasket på vil komme og blande sig i, hvad danske arbejdsgivere og lønmodtagere er vant til at aftale på egen hånd.

Men når vi nu er overbeviste om, at vores måde at gøre tingene på er så meget mere fortræffelig end de andres, kunne vi da arbejde for at udbrede den til resten af kontinentet. I stedet for at gå i flyverskjul bare ved tanken om at flytte EU i retning af den balance mellem erhvervsudfoldelse og sociale hensyn, der gør Danmark til et forholdsvis rart sted at være.

Det historiske ved Frankrigs forestående præsidentvalg er ikke, at en nationalistisk højrefløjskandidat står til at vinde første runde, men at hun efter alt at dømme vil tabe anden runde til en moderat kandidat, der ønsker at reformere det franske samfund. Stivere arbejdsmarked findes heller ikke, det skulle da lige være i Italien, og i begge lande taler ungdomsarbejdsløsheden for sig selv om nødvendigheden af at kuldkaste alle dogmer.

Læs mere: Vi er bare tre valg fra, at Vesten er tilbage på sporet

Hvis Emmanuel Macron virkelig vil gøre op med vanetænkningen såvel til venstre som til højre, hvis han også til gavns er den midtsøgende pragmatiker, han ser ud til at være, så vil de skandinaviske samfund være til stor inspiration. Vel har det lange udsigter, men hvis samfundskulturen i det katolske Europa implementerede bare lidt af det, der er lykkedes i Skandinavien, ville der også være håb om en heling af det skisma, som finanskrisen blottede så smerteligt.

Det handler ikke bare om stat på den dårlige måde over for marked på den rå manér. Det handler, set fra et nordisk synspunkt, om at argumentere for en samfundsmodel, der på én gang er smartere og mere menneskelig. Da euroen lignede en terminal patient, stod tyskernes krav om sociale nedskæringer og nul inflation over for de sydeuropæiske samfunds forkvaklede, forkalkede morads af overregulering, hævdvundne privilegier, gældsætning og klientelisme.


Et historiske kompromis ville bestå i, at Sydeuropa gennemførte reformer i retning af øget fleksibilitet og dynamik, mens EU til gengæld blev garant ikke kun for økonomiens frie bevægelighed, men også for de europæiske lønmodtageres ve og vel. Det forudsætter nok, at euroen forankres i en fælles finanspolitik, men kompromiset står og falder med, at Europa ud over at være et frirum for markedskræfterne også, i europæernes øjne, kommer til at stå som et bolværk mod globaliseringens negative konsekvenser.

Efter Brexit tales der åbent om en union i to hastigheder, og godt det samme. Projektet kommer aldrig ud af det nuværende dødvande, hvis 27 lande skal sidde til bords hele tiden. Det må genopfindes af den håndfuld nationer, der oprindeligt besluttede, at århundreders krige og kontinentets kludetæppe af kulturelle identiteter ikke skulle forhindre europæerne i at realisere demokratiets universelle potentiale. Som bekendt var visionen både økonomisk og politisk. Hvis EU skal have en fremtid, tror jeg ikke, det gælder om at være mindre visionær.

Føderalismen er død. Der findes kun nationernes Europa, men uden et stærkere politisk samarbejde vil den økonomiske integration for stadig flere mennesker fremstå invasiv og fjendtlig. En social dimension virker uundgåelig, hvis unionen skal have et menneskeligt ansigt.

.......

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00