Grøndahl: Velkommen, lille Paloma

Denne søndags klumme handler ikke om Trump-klanens belastende russiske forbindelser eller om Islamisk Stats fald i Mosul. Nogle gange sker der noget i ens nære liv, der overskygger verdens drama, og nogle gange må også en klummeskriver have lov at lade det nære sætte det fjerne i perspektiv.

Desuden vil Paloma sikkert ikke ane, hvem Donald Trump var, når hun om en halv snes år lærer at læse. For hende vil Mosul forhåbentlig bare være endnu en larmende by i Mellemøsten med en smertefuld fortid.

Forrige lørdag blev jeg farfar, og min klumme er tilegnet alle dem, der som jeg er blevet bedsteforældre for første gang. Den nye rolle kommer med følelsen af, at livets store hjul er drejet med et klik, der kan mærkes helt ud i tæerne. Man synes, man er den samme, men for et lille nyt menneske vil man blive noget andet, end man nogen sinde har været.

I min bog er farfar en skaldet, ældre herre, der ryger cerutter og går med den slags hatte med smal skygge, der pt. er absolut bæredygtig herremode i Københavns indre brokvarterer. Vil man nu se mig på travbanen hver søndag? Får jeg et par ternede slippers til jul?

Fremtiden tilhører de nyfødte. De får ansvaret for det rod, vi overlader dem, men de arver også al skønheden.

Jens Chr. Grøndahl

Folk siger, at alder er noget relativt, men det passer ikke. Vel kan man føle sig ung uden at være det, og nej, man behøver ikke ligefrem tage forskud på støvets år med utidig bedagethed. Men livsaldrene har deres roller.

Jeg mærkede det som en spontan, fysisk erindring, da jeg så mit barnebarn ligge på min søns arm med sit fine, nyfødte hoved i hans håndflade. Jeg kom jo til at tænke på følelsen, da jeg for lidt over tredive år siden holdt hans hoved sådan.

Den nye rolle kommer med følelsen af, at livets store hjul er drejet med et klik, der kan mærkes helt ud i tæerne.

Jens Chr. Grøndahl

På en fuldkommen indlysende måde er han trådt ind i den rolle, der engang var min. Da han løftede sin datter op, faldt det mig ind, at det netop ikke var faldet mig ind at sige til ham, at han skulle passe på den lille.

Han har allerede fundet den myndighed og ro, der hører til ansvaret og kærligheden. Den legende sikkerhed, der gror frem, når man er blevet klar til at tage vare på andre end sig selv.

Livet har sine roller, og min søn og hans kæreste har nu hovedrollerne i deres datters barndom. Lykken ved at betragte den lille familie bliver ikke mindre af, at jeg mærker et blidt puf.

Jeg er rykket en plads længere væk fra livets midte, fordi verden altid tilhører de nyfødte, men jeg kunne ikke vide, at følelsen ville være så fuldkommen befriet for vemod. Jeg ville have troet det modsatte, med min medfødte hang til melankoli.

Hvorfor ikke trist, måske endda lidt selvmedlidende, inderst inde, bag den familiære eufori? Hvorfor ikke ængstelig, når sandheden skal frem, ved lyden af det dér livshjul, der klikker? Jeg mener, hvad kan det næste ikke blive?

Heldigvis har den nybagte far to muntre søstre, der stadig kun er børn. De skal nok holde mig til ilden, langt væk fra cerutter, travheste og slippers. Men selv om livet blomstrer omkring mig, må jeg alligevel dvæle ved den mærkelige lethed, jeg føler ved, at min søn er trådt i mit sted.

Min egen far havde vist ikke regnet med at få sat ”olde” foran, men ud over glæden lader også han til bare at være mildt betuttet. Her står vi med vores nye roller. Det minder om dengang, man som barn klædte sig ud i de voksnes tøj. Udenpå er vi blevet gråhårede, mens vi indeni aldrig er ophørt med at undre os over alt det, der sker.

Da jeg så lille Paloma med de perfekt formede øreflige, næsefløje, fingre og negle, tænkte jeg det samme, som alle altid har tænkt ved synet af et nyfødt barn: Det er livet selv, der viser sig for én, helt ufortyndet. Hvor er det meget større end os. Det samme liv, der er gået i arv gennem årtusinder. En håndfuld gener, en håndfuld frø.

Det er altid blevet sommer igen. Måske er det naturen i os, der gør det til en livsbekræftende oplevelse at føle sig trængt ud i andet og tredje geled af en nyfødt. Som årringe, som de yderste palmeblade, der ender med at hænge vissent ned langs den spændstige stamme.

Det vil fortsætte, når jeg selv er bakket ud. Tanken giver ro. Naturen har ikke mere, den skal bruge mig til, og jeg vælger at se det som en aflastning. Endelig er man fri til at sysle med andet end artens overlevelse.

Det allermest mirakuløse er, at miraklet møder os med den største selvfølgelighed. Med en velbehagelig gaben og med arme, der strækker sig af velvære over al den plads, der pludselig er omkring hende. Som om verden stadig er et grænseløst sted fuld af uanede muligheder.

Enhver fødsel er et løfte både til barnet og os andre om, at dette ”som om” har fremtiden for sig. Trods alle vores bekymringer.

Et løfte eller måske et vink, ikke med en vognstang, men med en spjættende lille fod. Fremtiden tilhører de nyfødte. De får ansvaret for det rod, vi overlader dem, men de arver også al skønheden.

Det er jo gerne de små, der må minde os, de store, om alt det, der er at glæde sig over. Minde os om, at glæden og skønheden kan bo i de enkleste ting. En leg, man finder på, et legende blik på verden. En pind og en sten. En selvopfunden sang, der ingenting betyder.

Jeg glæder mig allerede til at proppe Paloma med alle de skumfiduser, hun ikke må få for sine forældre. Jeg, der selv har været så karrig med slik. Men ud over eftergivenhedens bonus i form af letkøbt popularitet rummer min nye rolle også et fornyet blik på min søn og mig selv. På hans generation og på min egen.

Nu er det dem, der har vagten. Fremtiden tilhører børnene, men det er forældrene, der baner vejen. Formulerer det historiske nu, hvor tingene går den ene vej eller den anden i det samfund og den kultur, som de små skal arve.

Det er ikke længere mig, der afgør, hvad der er værd at vide, bevare og tage med sig. Ligesom jeg gjorde mig mine egne erfaringer, gør min søn og hans jævnaldrende sig deres. Jeg kan stå til rådighed, jeg kan svare, hvis jeg bliver spurgt, men jeg skal ikke komme rendende med svar på spørgsmål, som ikke bliver stillet.

Jeg skal heller ikke komme i tide og utide med hele min bagage af klenodier i form af bøger, kunst, musik, tanker og historie, som jeg anser for uundværlige pejlemærker for en dybere forståelse af verden.

Det vil sige, min verden. Andet er det jo ikke. En marskandiserbutik, på sigt.

Men det skal nu ikke forhindre mig i at tage Paloma med i Det Kongelige Teater for at se Nøddeknækkeren eller vise hende Hirschsprungs samling eller introducere hende for de bøger, jeg læste højt for hendes far. Hun skal også med Huckleberry Finn op ad den store flod.

Paloma og alle hendes nyfødte medborgere er lige så mange tidsindstillede svar på spørgsmål, som vi i min generation ikke engang har fantasi til at forestille os. Dér ligger de og sover i deres vugger, forsvarsløse og alligevel suveræne. Afhængige af forældrenes omsorg og ansvarsfølelse, og dog med hver sin medbragte personlighed, der kun venter på at folde sig ud.

Hvordan bliver den verden, de skal være voksne i? Man kan have sine bange anelser, men er bekymringen ikke i sig selv et alderstegn? Symptom på, hvor uskikket den bekymrede er til at møde udfordringerne i en forandret verden.

Min ven Carsten Jensen, der ellers har blik for verdens fejl og mangler, sagde, da han blev far, at man som forældre ikke kan tillade sig at være pessimist.

Håbet følger kærligheden, anderledes kan det ikke være. Men selv om de små får tallerkenen fuld med klimaforandringer, flygtningestrømme og terrortrussel, synes jeg alligevel godt, vi kan stå på mål for den verden, de skal overtage. Alt andet lige er den et bedre sted med mere velstand, mere sundhed og mere frihed for flere end nogen sinde før.

Så velkommen, lille Paloma. Jeg glæder mig til, at du lærer at fokusere. Jeg glæder mig til at høre din stemme. Hvordan vil det hele tage sig ud i dine øjne? Hvad vil du have at sige til det altsammen?

Du er et heldigt lille barn, for du vil være omgivet af varme og ømhed, men du vil selv blive den største gave. Og ikke kun for dine forældre.

Ethvert nyt blik, enhver ny stemme er en gave til os andre. På forhånd tak.

.......

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.