Debat

Grønlands selvstyre til Aaja Chemnitz: Vi har faktisk en udenrigspolitisk plan

DEBAT: Aaja Chemnitz Larsen mener, at Naalakkersuisut ikke har en konkret plan for Grønlands udenrigspolitik. Naalakkersuisut har dog både en udenrigspolitisk strategi fra 2011 og afgiver en årlig udenrigspolitisk redegørelse, skriver Ane Lone Bagger.

Grønland er naturligvis medpart i udformningen af den kommende arktiske strategi, mener Ane Lone Bagger.
Grønland er naturligvis medpart i udformningen af den kommende arktiske strategi, mener Ane Lone Bagger.Foto: Pressefoto
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ane Lone Bagger
Naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og udenrigsanliggender

Naalakkersuisut og Inatsisartut er det grønlandske folks repræsentanter, også når man drøfter og samarbejder med den danske regering om den førte udenrigspolitik.

Naalakkersuisut fremfører ved enhver given og relevant lejlighed, at der er et voksende grønlandsk ønske om at styrke Grønlands deltagelse i Kongerigets udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, følgende ånd og indhold i selvstyreloven.

Der er videre en fortsat dialog med Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet om styrket samarbejde. Det er en proces, der foregår mellem Naalakkersuisut og regeringen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Udenrigsministerens besøg
Da udenrigsministeren besøgte Nuuk i oktober 2019, blev det diskuteret, hvordan man sikrer et højere fokus i udenrigstjenesten på de grønlandske prioriteter i den førte daglige udenrigspolitik. Hvordan sikringen af dette fokus praktisk skal foregå, bliver ligeledes diskuteret mellem Naalakkersuisut og Udenrigsministeriet.

Desuden har Naalakkersuisut et ønske om, at Grønland opnår en selvbåren økonomi, der er en afgørende faktor i vores arbejde med at opnå vores mål om selvstændighed.

Det er vigtigt at understrege i forbindelse med rigets arktiske strategi, at det er Grønland, der er den arktiske del af kongeriget. 

Ane Lone Bagger
Naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og udenrigsanliggender

Her har særligt udenrigsområdet en betydende rolle, herunder handelsområdet. Derfor har Naalakkersuisut blandt andet etableret to nye repræsentationer i det seneste årti, i henholdsvis Washington D.C. og Reykjavik.

Vores repræsentationer skal således være med til at italesætte Grønlands interesser generelt, samt mere specifikt styrke vores synlighed og internationale handelsmuligheder.

Danmark og Grønlands forsvarssamarbejde
Den øgede interesse for Arktis og vores land har medført øgede aktiviteter i og nær vores farvande, noget som nødvendiggør en mere udbredt og større overvågning af vores farvande fra Arktisk Kommandos side.

Dette medfører videre et behov for mere kontakt og informationsudveksling mellem Naalakkersuisut og Forsvarsministeriet, samt et behov for mere viden og kompetencer om disse forhold i vores administration og i vores land. 

Allerede ved Naalakkersuisuts første møde med forsvarsminister Trine Bramsen (S) i august 2019, blev der efter ønske fra Naalakkersuisut iværksat muligheder for kompetenceudvikling inden for forsvars- og sikkerhedspoliske emner, ved blandt andet at åbne muligheder for vores landsmænds deltagelse i Forsvarsakademiets uddannelser.

Læs også

Mulighed for værnepligt og karriere i Forsvaret
Forsvarsministeren har således anmodet om en klarlægning af, hvordan man i højere grad kan give grønlandske borgere mulighed for at aftjene værnepligt og gøre karriere i Forsvaret og beredskabet.

Endvidere har ministeren bedt Beredskabsstyrelsen om, i samarbejde med de grønlandske myndigheder at undersøge muligheden for at udvikle og udbyde nye kurser for grønlandske brandfolk, så de ikke længere behøver at rejse til Danmark for deltagelse i kurser, som ikke nødvendigvis er målrettet grønlandske forhold.

Et af resultaterne af disse anstrengelser er således, at det nu er muligt at tage egnethedstest til værnepligt i fire grønlandske uddannelsesbyer, samt at det er muligt at få rejsen til Danmark i forbindelse med aftjening af værnepligten betalt af Forsvaret.

Det er positivt og styrker os som folk, dels at vi nu kan bidrage til suverænitetshævdelsen af vores land, men også, at vi derigennem forbereder os selv til fremtidigt at kunne varetage disse opgaver. 

Kongerigets arktiske strategi
Derudover kan det fremhæves, at Kongerigets nuværende arktiske strategi, som blev underskrevet af Naalakkersuisut tilbage i 2011, fortsat er gældende.

I strategien beskrives de vigtigste muligheder og udfordringer, som tegner sig for Arktis nu og i den nære fremtid. På den baggrund opstiller Grønland, Danmark og Færøerne kongerigets fælles politiske målsætninger i forhold til udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik. Arktis er jo af afgørende betydning for Grønlands udenrigspolitik.

Det er vigtigt at understrege i forbindelse med rigets arktiske strategi, at det er Grønland, der er den arktiske del af kongeriget.

Det er således Grønland, der mærker de ændringer, der sker i Arktis og de hertil hørende konsekvenser. Det er derfor afgørende for Naalakkersuisut, at en ny arktisk strategi for kongeriget tager højde for Grønlands interesser.

Grønland er naturligvis medpart
Udarbejdelsen af den nye arktiske strategi for kongeriget er igangsat, og Grønland som den arktiske del af rigsfællesskabet er naturligvis medpart i udformningen af strategien.

I forbindelse med udarbejdelsen og ud fra ønsket om størst mulig inddragelse af interessenter er der taget initiativ til afholdelse af et parlamentarisk stormøde til foråret 2020.

Det er på sin plads at give parlamentarikerne mulighed for at give deres input og de første retningsgivende politiske bidrag til indholdet i den nye arktiske strategi, og indsamlingen af input skal selvfølgelig, i første omgang, ske i den arktiske del af riget; forstået i Grønland.

En årlig udenrigspolitisk redegørelse
Naalakkersuisut afgiver desuden en udenrigspolitisk redegørelse til Inatsisartut hvert år.

Redegørelsen har til hensigt at give en kort præsentation af Naalakkersuisuts udenrigspolitiske og internationale aktiviteter i det forløbne år.

Ved fremførelsen af redegørelsen modtages bemærkninger og ønsker om Naalakkersuisuts fremtidige indsats fra Inatsisartut.

Naalakkersuisut indarbejder disse tilbagemeldinger i deres daglige arbejde for Grønlands udenrigs-, handels-, forsvars-, og sikkerhedspolitik.

Den udenrigspolitiske strategi
Derudover har Naalakkersuisut en udenrigspolitisk strategi fra efteråret 2011. Strategien er et "sømærke" i vores udenrigspolitik og således et referencepunkt, som vi løbende forholder os til.

Vores mål er en fornyelse af strategien med et tiårigt sigte. Det vil derfor være passende, at vi får denne fornyet inden udløbet af tiåret for den hidtidige strategi, hvilket vil sige inden udgangen af 2021.

Men i første omgang er vores energi fokuseret på udarbejdelsen af kongerigets nye arktiske strategi, et arbejde, som Naalakkersuisut, i samarbejdet med regeringen, tager meget alvorligt.

En oversigt over de udenrigspolitiske redegørelser samt strategien kan findes her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Aaja Chemnitz Driefer

MF (IA), formand, Arktiske Parlamentarikere
cand.scient.adm. (Ilisimatusarfik 2004)

0:000:00