Gymnasieelev: Skal jeg virkelig smide tørklædet for at blive integreret?

Af Zenab Al-Hachimi
18-årig gymnasielev på Næstved Gymnasium & HF

For et par dage siden sad jeg til en hyggeforsamling arrangeret af mine veninde, der havde inviteret en lille forsamling. Her havde jeg rig mulighed for at tale med en masse mennesker og rigtigt socialisere. Men midt i en samtale med en pige på tilsvarende alder brød hun nysgerrigt ud med spørgsmålet:

”Hvor kommer du så fra?”

Jeg svarede helt selvsikkert det, der først slog mig ind: ”Jeg kommer fra Danmark.”

Hun grinede, og så spurgte hun, mens hun pegede på mit tørklæde: ”Nej, Zenab, hvor kommer du rigtigt fra? Du er jo ikke sådan helt integreret.”

Jeg må indrømme, at jeg blev forarget. Lige da jeg stod i den situation, følte jeg mig helt fremmed i mit eget land. Jeg følte mig ikke som dansker, men som en indvandrer. Jeg følte mig som en, der ikke hører til blandt alle de andre, der også sad der, for jeg var åbenbart ikke helt integreret.

Integration handler ikke, om at indvandreren skal ændre madvaner, sprog, religion og kultur. Integration er et samarbejde fra begge sider.

Zenab Al-Hachimi
Gymnasieelev

Hvad er integration egentlig? Handler integration om, at indvandrere skal droppe deres religiøse og kulturelle baggrund, spise svin og drikke alkohol, fejre jul og smide tørklædet?

Det skulle man næsten tro. Hvis man lytter til den danske integrationsdebat, er det åbenbart sådan, man er rigtigt integreret.

To til tango
Helt præcist, hvis man slår op i Den Store Danske, betyder integration ”en proces, der forener adskilte enheder og skaber en større helhed.”

Integration er altså i sin oprindelige betydning en proces, der kræver noget fra begge sider. Integration handler ikke, om at indvandreren skal ændre madvaner, sprog, religion og kultur. Integration er et samarbejde fra begge sider, ligesom der skal to til tango.

Den lader jeg stå lidt.

Assimilation i forklædning
Når vi i dag debatterer integration, er det ofte på den præmis, at indvandreren skal opgive sin kulturelle og religiøse baggrund, hvilket jo strider fuldkommen imod den overstående forklaring. Alligevel er denne forestilling om indvandreren, der opgiver sin kulturelle og religiøse baggrund – muslimen, der smider sit tørklæde, tager en bajer og noget god flæskesteg – blevet til det, vi i dag definerer som ”succesfuld integration”.

Hvis man derimod insisterer på at beholde sine kulturelle og religiøse værdier, er man ikke ”rigtigt integreret”.

Det er ærgerligt, for hvis vi fortsætter ned ad denne sti, er det, der oprindeligt skulle være integration, egentlig blevet til assimilation i forklædning. Det betyder, at den ene part opgiver sin religiøse og kulturelle baggrund fuldstændig for at kunne være en del af det danske samfund. Linjerne udviskes, og vi vil i bund og grund alle sammen ligne hinanden.

Tolerance over for hinanden
Som dansk-iraker ærgrer det mig, at denne forestilling lige så småt er begyndt at dominere integrationsdebatten. Sådan var det heldigvis ikke, da jeg blev en del af det danske samfund.

Mine forældre og mange andre med anden etnisk baggrund var udmærket klar over, at deres børn ikke kunne undgå at blive påvirkede af det danske samfund. Men for langt de fleste forældre med indvandrerbaggrund var og er det heller ikke et problem.

Ligesom flere tusinde børn af indvandrere, der er født her, voksede jeg op med kebab, arabisk musik og muslimske højtider fejret i familien og etniske danskere, der som altid ønskede mig en god eid. Men jeg voksede også op med julesalmer i kirken, dansk popmusik og lækker kartoffelsalat.

Jeg og mange andre var heldige. Vi voksede op i en tid, hvor politikerne ikke debatterede burkaforbud, Lindholm, svinekød i børnehaver og tvangsvuggestue. Vi voksede op med tolerance over for hinanden.

En stærk kommunikation og gensidig respekt, hvor ikke alle etniske danskere er ens, akkurat ligesom alle indvandrere eller efterkommere ikke er ens.

Det savner jeg lidt.